En plads i solen: Her er 12 gode steder med udendørsservering

Sæsonen for udendørsservering er for alvor skudt i gang. Vi har udvalgt 12 steder i landet, der kan lidt forskelligt, men har det til fælles, at du kan nyde et koldt glas og stille sulten, mens du får sol på næsen.

En plads i solen: Her er 12 gode steder med udendørsservering
Offentliggjort

La Banchina

Dette sted kan alt – fra morgenmad over frokost til middag og så med kaffe, vin og småhapser in between. Og så er der også lige mulighed for et havnebad og en saunatur på adressen.

Det hele holdes sammen af en badebro, der for nylig er blevet udvidet, et lille drivhusagtigt anneks og så en gammel træbygning, som i sin tid var venteskur for B&W-arbejdere, der skulle sejles frem og tilbage over havneindsejlingen.

La Banchina er kødfrit område, der fokuseres på grønt og fisk, og der arbejdes primært på at bruge danske producenter, gerne fra nærområdet.

I sommersæsonen serveres der tvistede, men samtidig ret rustikke serveringer såsom grillet fisk med røgede kartofler, lobster rolls og grillede porrer med ramsløgspesto og ostesauce, mens de i vintersæsonen går gourmetvejen og disker op med det helt store udtræk i det lille skur.

H15

Et af Københavns bedste steder at få sol i panden og stillet sulten samtidig er på Halmtorvets H15. I de gamle garagelokaler og på den solrige terrasse kan man nyde ceviche, snacks, en romersk pizza og en iskold øl eller drink.

Hvis man bliver hængende, udvikler H15 sig ud på aftenen til en hyggelig bar med lidt højere musik. Stedet åbner klokken 12 tirsdag-lørdag.

Josephine

Midt på Frankrigsgade på Amager har værtshuset Josephine fået nye ejere og forvandlet lokalerne til en moderne vinbodega med udendørsservering. Josephine er ikke som sådan en restaurant, men med et lille og lækkert udvalg af charcuterie og toasts kan du holde den værste sult fra døren.

Josephine kører uden bookinger, så hvis du skal sikre dig en plads i solen, skal du kommme allerede, når de åbner klokken 15 – og allerede klokken 12 om lørdagen.

Sonny

Så snart solen titter frem, og temperaturen stiger, stimler folk sammen på den livlige lille plads foran Sonny på Frederiksberg. Stedet åbnede i slutningen af 2022, da den populære modercafé i Rådhusstræde i Indre By valgte at udvide forretningen.

Sonny er kendt for deres lækre morgen- og frokostserveringer og deres bløde bananbrød. Kortet har et lille, men godt udvalg af grønne og nærende retter, der primært er vegetariske. Køkkenet har åbent fra klokken 7.30 til 15.

Skovmøllen

Skovmøllen, der ligger romantisk og idyllisk ude ved Moesgaard Museum, fik i 2021 nye ejere: en hjemvendt udenlandsdansker og hans hustru, der slog til, da det århusianske klenodie blev sat til salg.

Skovmøllen er et frokoststed, og menuen står på smørrebrød og frokostretter, bl.a. æggekagen med flæsk, rødbede og sennep, der har været en signaturret på stedet siden 1946. Køkkenet har nemlig dybe rødder i den danske madtradition med fokus på gode lokale råvarer.

Nærvær

Restaurant Nærvær bryster sig af at servere gourmetmad med Københavns bedste udsigt – og stedet lover da heller ikke for meget. Med vandet og Inderhavnsbroen som kulisse kan Nærvær nemlig noget ganske særligt på en solskinsdag.

Køkkenet har åbent både til frokost og aften. Der er cirka 15 retter på menukortet, som har hentet inspiration i middelhavsområdet og har fokus på fisk, skaldyr og grønt. Udvalget af vine er bredt og kommer fra hele verden.

Rabarbergården

I Italien kalder de det agriturismo, men vi kender det ikke rigtig herhjemmefra – det at køre ud på landet og så finde et sted, hvor man på det nærmeste spiser on location, lige der hvor hovedparten af måltidets råvarer kommer fra. Det kan man på Rabarbergaarden, og alene det gør stedet til noget helt særligt.

De fleste grøntsager er fra gården, grisen er fra gården, lammet er fra gården, fisk og skaldyr er naturligvis ikke, men det er udvalgt med nidkærhed.

Og det er ikke slut med de gode nyheder. I februar rykkede de nemlig også ind på Frederiksborg Slot med deres holistiske landkøkken, hvor de nu driver museumsrestauranten, der har fået det passende navn Rabarbergaarden på Slottet.

Italo Caffé

Ligesom man troede, at Værnedamsvej havde nok af de intime caféer med udeservering, kom Italo Caffé ind fra højre, en lillebror til Italo Disco i Oehlenschlægersgade. Menukortet er enkelt; du kan fx spise morgenmad fra klokken 8, hvor der bl.a. er brioche med skinke og cheddar og frittata. Ellers kan du vælge en italiensk panini til frokost og drikke et dejligt glas juice eller en alkoholfri øl i solen.

Du skal dog ikke hive det store selskab med, for der er begrænset plads på det lille fortov i Københavns "hej hej"-gade, men frygt ej, du skal nok møde nogen, du kender. Skulle der ikke være plads, er der heldigvis mange andre steder at vælge imellem på Værnedamsvej, fx Granola, Falernum og Les Trois Cochons.

Oberra

Har du en forkærlighed for pescetarisk mad, god vin og stemningsfyldte pladser, er Oberra på Skjolds Plads nok noget for dig. Her kan du faktisk nyde alle dagens måltider og alle dem midt imellem – endda i solen.

Du og dine venner kan sidde udenfor alle ugens dage undtagen mandag, og i weekenden lukker de først ved midnat. Hvis I bliver hængende til aftensmad, kan I mæske jer i hele seks serveringer for 335 kroner, men det kræver, at hele selskabet vælger menuen.

Sjette Frederiks Kro

På Sjette Frederiks Kro kan man nyde traditionel dansk kromad i hyggelige omgivelser med fri udsigt over Aarhusbugten. Kroen blev opført i 1826 og er omgivet af skov og emmer af dansk idyl.

Der er både mulighed for at spise brunch – eller 'kronch', som den kaldes på stedet – og frokost, hvor man kan vælge mellem stjerneskud eller pariserbøf. Om aftenen serveres der en treretters menu med dertilhørende velkomstdrink og snacks, drikkevarer ad libitum samt kaffe, te og sødt til 750 kr. pr. person.

Køkkenet styres af den tidligere Kiin Kiin-køkkenchef Dak Wichangoen og Steffen Villadsen, der har en fortid på bl.a. Molskroen.

Salig Simons Gård

I et af Svendborgs mest charmerende bindingsværkshuse fra 1600-tallet holder Salig Simons Gaard til.

Restauranten, der har et hyggeligt gårdmiljø, tager udgangspunkt i det franske køkken. Til frokost er der bistroklassikere som croque madame, anderillette og sprød løgtærte. Til aften serveres der en aftenmenu til 600 kr. pr. person, hvor det er muligt at lave diverse tilkøb.

Stedet er lillesøsterrestaurant til Resumé, der ligeledes ligger i Svendborg.

Åbenbar

Åbenbar ligger i en lille stemningfuld baggård i en af Københavns mest spirende bydele. Det er det perfekte mødested på en solrig dag, hvor der er en helt særlig atmosfære.

Åbenbar er nu ikke som sådan et spisested, da det gør sig mest i kaffe, cocktails og øl. Der er dog et snackkort til at stille den lille sult. Du kan fx vælge mellem oliven, forskellige toasts og brød med artiskokdip. Til gengæld er kortet med drikkevarer stort.