Guide: 15 spisesteder i Aalborg, der er værd at besøge

Engang var Aalborg bedst kendt for cement og snaps og for at være lidt af en hård by, men i dag har byen ved Limfjorden udviklet sig til Nordjyllands hippe hovedstad. Vi guider dig rundt til de bedste spisesteder i byen.

Aalborg
Offentliggjort

Der er vist aldrig nogen, som har undersøgt det seriøst, men i mange år gik der en historie om, at Aalborg havde flere barer og spisesteder pr. indbygger end Paris. Byens gå-i-byen-gade, Jomfru Ane Gade, enten skræmte eller lokkede, og med enkelte undtagelser var byen bedst til at konkurrere nedad, på prisen, og ingen steder løftede sig ud af suppedasen. Det er helt anderledes nu. De sidste fire-fem år er byens spisescene hævet gevaldigt fra hængedyndet, og i en overgang løb den fra Aarhus i åbningsintensitet.

Nu er tingene så småt ved at stabilisere sig og en række banebrydende, gedigne og fornuftige spisesteder har etableret sig inden for særlige genrer og fremstår unikke i dansk kontekst, eksempelvis Nam og Textur, og nu dukker de også frem i de nationale nomineringer, kokkene vender hjem, og det aalborgensiske publikum bruger vitterligt stederne, og de studerende går som andre steder op i mad og vin og øl. Det hjælper! Og byens unge over-30-kokkegeneration er kollegiale og arbejder forbilledligt sammen omkring promotion og kampen for at få nordjyderne ud at spise godt.

Rusk

Nomas gamle dogme om nul råvarer fra syd for den dansk-tyske grænse er vand ved siden af Rusks dogme om nordjyske råvarer, men det er der for nylig blødt gevaldigt op på. Nu er de franske bistroklassikere kommet på kortet igen, steak tatare og pommes frites og confit de canard, men de holder stadig på de nordjyske indslag og bruger dem, hvor de giver mening. Fiskesuppen er kraftfuld og smagsrig, vinkortet er stramt selekteret og velsammensat baseret på egenimport, mens portionerne på det seneste er blevet gevaldige – de siger jo, at nordjyder gerne vil have noget på tallerkenen, og har derfor tabt lidt på skarphed og det æstetiske. Rusk steger til gengæld en habil fisk.

Brandstrupsgade 11

9000 Aalborg

Tlf. 7022 9272

Mortens Kro

Sidste år passerede Mortens Kro de 20 år, og det er i sig selv imponerende, at restauranten har holdt sig på toppen gennem alle årene. Køkkenchef Tomas Pollman og ikke mindst dessertkok Fabian Chevreuil laver måske ikke banebrydende kogekunst, men fransk finesse med akkuratesse og kunstfærdighed i anretningerne med udgangspunkt i meget lokale råvarer. Indretningens natklubagtige patina kan diskuteres, men personalet har styr på service, og så er det ingen hemmelighed, at selvom stedet har knyttet sig tæt til Moëts champagner, så er vinkortet sammensat med kenderhånd. Hvis nu aalborgenserne ville have andet end caféburgere, så burde man besøge Mortens Kros smørrebrød til frokost. Det ER suverænt byens bedste og i den nationale elite.

Mølleå 2-6

9000 Aalborg

Tlf. 9812 4860

Tabu

Michael ’Miv’ Pedersens evner i køkkenet er indiskutable og følger trenden på den københavnske scene, men går også egne veje og fortolker de nordjyske kyster, enge, skove og marker. Tabu leverer byens flotteste menuforløb med imponerende sans for smagsdybde og elegance. Anretningerne er smukke, men også intuitivt opbyggede, så alt giver smagsmæssig mening. Tabu kunne bruge et skru på vinkortet, men flaskerne sættes godt i spil af den rutinerede sommelier Simon Bjerre, og betjeningen er i det hele taget kompetent. Kokkene serverer ved bordet. Miv er specielt stærk på fisk og skaldyr, som sidder med millimeterpræcision hver gang.

Vesteraa 5

9000 Aalborg

Tlf. 8819 6058

Nam

Er du til fingerfood, delemad, nordjyske råvarer i asiatiske klæder og storbylyd i rum og højtalere, skal du på Nam. Og de leverer nyskabende, personlige fortolkninger af Asien-klassikere, og grundlæggende scorer stedet højt på lækkerhed, smovsefaktor og teksturleg. Vinkortet er yderst fokuseret, prisbegrænset i toppen, men velvalgt og i virkeligheden kan de mere med deres cocktails, og det er der jo også meget mere innovativt arbejde med. Ultradanske og ultrafriske fisk råmarineres på japansk vis, fede danske mælkeprodukter kommer desuden i spil, og selv gulerødder bliver tvistet til Vietnam- eller thai-modeller. Smagsdybden på Kim Jeppesens bouilloner er imponerende.

Vesterbro 76

9000 Aalborg

Tlf. 2554 1010

Fusion var først i byen med den asiatisk-franske forbindelse og holder fast i konceptet i den enorme og lidt koldt designede spisesal med udsigt over fjorden og limfjordsbroen. Stedet spiller lounge, laver sushi med amerikanske tvist og serverer cocktails i de sene aftentimer, men vinkortet er faktisk værd at gå efter i sig selv. Listen er omfattende, specielt på gode champagner, og man vinerer stadig glassene som i gamle dage. En af Vinh Q. Dus klassikere er den fantastiske havtaske med østerssauce, bak choi og karryolie. På trods af udskiftning i køkkenet har Fusion holdt standarden. I sammenligning med Nam er stilen strammere hos Fusion, men knap så legesyg.

Strandvejen 4

9000 Aalborg

Tlf. 3512 3331

Musikkens Spisehus

Koncerthusets restaurant kan meget mere end servere koncertmenuer til forhastede gæster. Sæt dig med fjordudsigt i vild postmoderne betonarkitektur, og nyd Daniel Ditman Pedersens klassiske kundskaber og håndværk. Kortets kolde retter er sirligt anrettet og har smagsdybde, specielt stedets hjemmerøgede laks er bedre end konkurrenternes, men det er de varme retter, som viser fandenivoldsk saucetilsmagning, bragende intensitet, og nærmest demonstrativt frasiger stedet sig sous-vide til både fisk og kød. Teksturen er perfekt på pureer og teknisk vanskelige sager som souffléfarsfyldte kyllingebryster. Der tages udgangspunkt i lokale råvarer, og stilen er nynordisk-fransk.

Musikkens Plads 1

9000 Aalborg

Tlf. 6020 3199

Applaus

Stamstedsfaktoren er tårnhøj. Mads Hyllested elsker værtskabet, når han har tid til at bevæge sig ud på gulvet. Prispolitikken er grotesk med 10 retter for 395 kr. Ja, man tror, det er løgn. Serveringerne er selvsagt enkle og består af billige råvarer med masser af smag, og kunsten er her at få smagsintensiteten til at stråle, at give gæsten en fornemmelse af menuforløb med crescendo og pianissimo. Applaus er det første sted i Aalborg, der tør servere naturvin og har efterhånden sammensat en savlende lækker liste af små og mellemstore antagonistproducenter fra både nye og klassiske områder. Stegt brød med kærnemælkssauce og stenbiderrogn lyder simpelt, men Applaus formår at give det mening.

Ved Stranden 9A

9000 Aalborg

Tlf. 7172 8181

Wildebeest

Byens suverænt bedste gastropub nede i kælderen, over for det enorme kulturhus i det gamle Nordkraft. Wildebeest har vilde øl på hanerne og et flot flaskeølkort med bryg fra små mikrobryggerier fra både Danmark, Island og USA. Wildebeest laver slibrig ølmad – sliders med fedtet andekød, saftige oksebøffer i pandekage (JA sgu!) og triplekoger deres pommes frites – stabiliteten burde være højere på fritternes sprødhed, men selv veggieburgeren viser de islandske brødreejeres sans for det salt-umami-fedt-holdige drengerøvskøkken af bedste skuffe. Indretningen er i britisk pubstil og lugter af hygge, fodbold og mandehørm, men jeg har set rigtig mange kvinder på stedet!

Østerbro 12

9000 Aalborg

Tlf. 5361 6540

Textur

Dennis Juhl laver gourmet light og bider Tabu i hælene som byens skarpeste køkken – om end der er klar stilforskel. Texturs retter er forbløffende enkle, men Dennis Juhls topgourmetfortid fornægter sig ikke. Flere retter er direkte grafiske i deres visuelle udtryk, og stedet sætter en ære i at henkoge, sylte og fermentere på årstidens grønt, så der kommer smagsdybde og modig syre i flere retter. Forbløffende prisbilligt. Vinkortet er begrænset, men sammensat fint med bredde i stilarter. Dennis Juhls tatar med håndhakket langtidsmodnet okse, peberrodscreme, stenbiderrogn og sagogrynskiks er allerede legendarisk. Enkelte retter har savnet smag, men det er kritik på højt plan, mens rester og skræller finder nye geniale anvendelser i det bæredygtighedsfokuserede køkken.

Vesterbro 65

9000 Aalborg

Tlf. 2750 3508

Brdr. Price

Madbrødrene har nu flere restauranter i landet, og den i Aalborg ligger ud til den smukke gamle C.W. Obels Plads. Indretningen er gjort hjemlig med malerier og fotos fra brødrene Prices fortid. Kortet rummer deres elskede favoritter fra tv, og det publikum vil have. Og man kan spørge: Kan pommes frites virkelig berettige en anbefaling, men det kan de. Prices jordnøddeoliekogte fritter er suverænt byens bedste, og køkkenchefen Martin Jørgensen kan stege og gøre saucerne smagsrige og glatte. Det er ikke stor kogekunst, men vi ved, hvad vi får, og standarden er høj. Vinkortet er spøjst sammensat med nogle absurd dyre topskud og fornuftige mellemklassesager. Geniale chokolader til kaffen.

C.W. Obels Plads 16

9000 Aalborg

Tlf. 3842 0056

Dejavu

Byens spritnye brasserie eller bistro, men stedet har ikke højt til loftet, nærmere modsat og er lidt mørkt indrettet i sjov jazzklub og boudoirstil. Brasserieklassikerne kommer imidlertid i hobetal og er velpræparerede. Det er Mads Hyllestad fra Applaus, som står bag, og han har trukket de mest franske sager over til Dejavu og har meldt ud, at forbilledet er Bistro Bohême. Det skal man selvfølgelig passe på med, og caviaren er da også tilkøb, men der rives trøffel over retten i pæne mængder, aspargesen er ikke svulstig, men dog stor, og bouillabaisen er mesterlig med kraft af pighvar, tomat og hummerskal helt uden bitterhed. Vinkortet er som på Applaus, yderst spændende med funk og fri vin.

Ved Stranden 7D

9000 Aalborg

Tlf. 4030 4928

Bistro 59

En ægte bistro, lille og sammenpresset, med bar og franske plakater på væggene. Vinkortet er lille, men yderst velvalgt med franske klassikerområder velrepræsenteret i form af små kendte huse, og priserne er rørende. Her er tavlekort, og muslingerne er veldampede, tataren er mindst lige så god, som den Michaud lærte Thomas Egebo at lave, og ongletten er perfekt mør og drøj på samme tid. Fritterne er ikke lige sikre hver gang desværre, men Egebo steger slethvar perfekt og laver efter vores begreber en af byens bedste creme bruléer. Til gengæld må de gøre noget ved kaffen, som smager af firmaautomatens udgydelser.

Christiansgade 59

9000 Aalborg

Tlf. 4110 9944

Studie 4

Byens relativt nye gourmet light, og de har ramt mig lige i lystcenteret. Stedet leger med det esoteriske på vinkortet og håndterer det fornemt og mikser med hyperklassicisme, men det er cocktails, de gerne vil servere. Madstilen er moderne nordisk med mellemøstlige og asiatiske drejninger, enkel, ofte med få ingredienser, men bestanddelene smager af meget, og alt er afstemt. Svinenakke char siu er stedets inkarnation; barbecuemarineret og glaseret langtidsstegt svinenakke med hårdt stegt aspargesbroccoli på toppen og modigt skarp passionsfrugtvinaigrette. Et ret stort lokale med råt egetræ og en enorm bar i midten – kombinationen af gå-i-byen og spis-fint virker her.

Vesteraa 4

9000 Aalborg

Tlf. 9816 9999

La Locanda dei Liberati

Det enkle italienske køkken er så skamredet i Danmark, at det gør ondt. La Locanda er Vestdanmarks bedste italienske spisested, der ikke forsøger på opstyltede falbelader eller franske aspirationer. Pastaretterne smager af skaldyr, har intensitet i salsaerne, råvarerne er topkvalitet, og så skal det nævnes, at fiskestegningen er langt over italiensk skamstegningsstandard. Carlo Liberatis køkken holder fast i ofte skræmmende enkelhed; tre råvarer, der harmonerer, hvorfor skulle man så komplicere det? Vinkortet er naturligt 100 % italiensk og efterhånden meget omfattende med dybde på først og fremmest Toscana og Piemonte. De romerske retter er stærkeste kort, og der er åbent syn til det lille køkken med italienere næsten over hele linjen.

C.W. Obels Plads 3

9000 Aalborg

Tlf. 2395 6515

CanBlau

Jimmi Holms århusianske tapastempel findes også i Aalborg, og det er stadig et af byens mest spændende madsteder med innovative asiatiske komplikationer på spanske tapasklassikere. Vinkortet er betydeligt bedre end tidligere, og betjeningen er sikker. Barcelona eller San Sebastian må være forbilledet, og det er Michael ’Miv’ Pedersen fra Tabu, som har det overordnede ansvar for den aalborgensiske version. Retterne har smagsstyrke, altid perfekt tilberedte grøntsager og fisk, men det er sansen for teksturer og nybrydende kombinationer af råvarer, der lokker. Patatas bravas og pan con tomate er for nemme at bestille – gå på opdagelse i min favorit som friterede artiskokker med grape, trøffelmayo og appelsin.

Ved Stranden 5

9000 Aalborg

Tlf. 9788 8898