På jagt efter en elbil i et rimeligt prisleje? Vi har testet tre nye modeller i mellemklassen
Priskrigen raser på elbil-markedet. Så hvor skal du lede blikket hen, hvis du vil have mest for dine penge – og samtidig gerne vil køre sjovt, komfortabelt og (ikke mindst) langt?
Af:Elias Medelberg, John Arkelander, Mikael Johnsson og Alrik SöderlindFoto: PR
Zeekr 001 er en smukt udformet mini-SUV, hvor komforten er i højsædet.Peter Gunnars
Zeekr 001
Der kommer nærmest konstant nye bilmærker til på elbil-markedet, men er der ét, som formår at opretholde en vedvarende hype omkring sig, så er det Zeekr, der er er ejet af svensk-kinesiske Geely.
Hvis man står og betragter Zeekr 001, så kunne man foranlediges til at tro, at det var en Porsche Panamera, man stod og kiggede på. Zeekr 001 er en stor luksusbil med en længde på næsten fem meter og to meter i bredden. Den så første gang dagens lys i Kina i 2021, men den har været længe undervejs på sin færd mod de europæiske markeder.
Annonse
Her skal mini-SUV’en især ses som en tilføjelse til kunder, der sværger til Polestar 4. I den henseende er der mange gode ting at sige om Zeekr 001. Det skorter fx ikke på luksuriøse indslag i dens kabine såsom et gennemdesignet læderrat, lange armlæn i dørene og bløde, justerbare nakkestøtter.
Hvordan er den så at køre i?
I Zeekr 001 skal man egentlig bare sætte sig ved rattet, vælge hvor man skal køre hen, og så afsted. Hvis man har travlt, er der ud over køremodes som Snow og Terrain (hvor bilen hæves) også Sport, som holder, hvad navnet lover. Her indser man virkelig, at det er en hurtig bil, man sidder i. Ja, den spurter faktisk ud af starthullerne.
Til gengæld spiller alt ikke omkring brugen af speederen. Den kan let reagere forsinket og udløse en ikke-lineær hastighedsreduktion, hvilket resulterer i en slags yoyo-kørsel. Det er skønhedsfejl, men det medvirker til et lidt halvfærdigt udtryk.
Når det er sagt, så er den nye svensk-kinesiske udfordrer stadig en ekstremt komfortabel bil, som i den grad kan konkurrere på prisen. Den er desuden proppet med funktioner (fx den adaptive fartpilot og rygmassage i sæderne), som man kan få i topversionen af Zeekr 001.
Pris › Vides endnu ikke, men forventes at begynde på omkring 500.000 kr.
Rækkevidde › 590 km.
Ladekapacitet › 200 kW.
Polestar 4
Lad det være sagt med det samme: Den nye performance SUV-coupé fra Polestar er en helt igennem kompetent og veldesignet udfordrer til Tesla.
Annonse
Når det gælder størrelsen, placerer Polestar 4 sig lunt imellem Polestar 2 og Polestar 3, og prisen er virkelig fordelagtig for en bil, der har så mange hestekræfter i sig. Faktisk er Polestar 4 (der som bekendt også kommer fra svensk-kinesiske Geely) lidt af et monster af en elbil.
Den accelerer fra 0-100 km/t på blot 3,8 sekunder, og i Long Range Dual-versionen finder man en motor på forakslen med 272 hestekræfter og en på bagakslen med 272 hestekræfter. Altså således i alt 544 hestekræfter; et voldsomt tal for et køretøj, der mest af alt er en familiebil.
Den helt store nyhed omkring lanceringen af Polestar 4 er, at bilen har et digitalt bakspejl – og dermed ikke nogen bagrude. Det almindelige bakspejl er derfor erstattet af en skærm, der viser optagelser fra et HD-kamera, som er monteret på taget.
Hvordan er den så at køre i?
Det kræver en del tilvænning, før man føler sig helt tryg ved det digitale bakspejl. Især når det kommer til afstandsbedømmelsen af biler, som kører bagved én. Derfor er det godt, at sidespejlene er, som vi kender dem. Ellers ville man faktisk føle sig på relativt usikker grund, hver gang man skal skifte vognbane.
Polestar 4 skal først og fremmest roses for sit stilrene eksteriør, de gode køreegenskaber og den teknologiske nytænkning. Når man sætter sig til rette i førersædet, finder man desuden ud af, at det er en både sikker og underholdende bil at køre i, selvom den har så mange hestekræfter, som tilfældet er.
Endelig bør brugerfladen fremhæves. Især stemmestyringen, som håndteres af Google, fungerer. Den gør, at man kan bede bilen om at køre til en adresse uden at behøve at trykke på én eneste knap, og det er altså bare praktisk.
Pris › Fra 475.000 kr.
Rækkevidde › Op til 620 km.
Ladekapacitet › 200 kW.
Annonse
Kia EV6
Den mest fornuftige elbil i vores udvalg er Kia EV6, som sydkoreanerne nu lancerer i en ny, opdateret version.
Den helt afgørende forbedring er, at batterikapaciteten er forøget fra 77,4 kWh til 84 kWh. Det betyder længere rækkevidde, og at bilen nu kan oplade med en effekt på op til imponerende 258 kW.
På det rent designmæssige plan er der ikke sket revolutionerende ting i opdateringen af Kia EV6, udover at både for- og baglygter har fået et nyt look. Men det er egentlig heller ikke nødvendigt. Teknologisk set er EV6’eren på forkant, og udviklingen her kan man kalde et kompromis mellem karisma og fornuft.
Den er sjov at køre, praktisk og har masser af smarte funktioner (blandt andet vognbaneassistent og adaptiv fartpilot), men det helt store salgsargument for den nye version er hurtigopladningen, som slet og ret er i verdensklasse.
Hvordan er den så at køre i?
I kabinen står det hurtigt klart, at interiøret har fået en lille designmæssig opgradering. Stort set alle betjeningselementer sidder dog stadig, hvor de altid har gjort, og selve køreoplevelsen er også den samme som før, hvilket overordnet set er en god ting. Intuitivt og velfungerende.
Styretøjet er fint vægtet, let og præcist, og vejfornemmelsen er lige så god som hos de fleste konkurrenter i mellemklassen. Til gengæld er affjedringen en del hårdere end tidligere, fordi de koreanske ingeniører her har vægtet et mere sporty udtryk.
Alt i alt er Kia EV6 dog et rigtig, rigtig godt valg til prisen, og du får svært ved at finde en anden bil, der kan matche den på opladningen.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.