Disney+ klar med lanceringsdato (og pris) i Danmark

‘The Mandalorian’ er på vej sammen med alle Disney-klassikerne.

Disney+ klar med lanceringsdato (og pris) i Danmark
Offentliggjort

Mange andre steder i verden er Disneys streamingsatsning Disney+ allerede gået i luften, mens vi her til lands har måttet vente spændt.

Men nu er der nyt.

Til september åbnes der op for Disney+ i Danmark – det skriver filmmediet Deadline.

Pris? 69 danske kroner om måneden, mens et årsabonnement kan erhverves for 589 kroner.

Også vores skandinaviske naboer i Norge, Sverige og Finland vil få fornøjelsen af den nye, stort satsende streamingservice, samt Portugal, Belgien, Island og Luxembourg.

Langt størstedelen af det resterende Europa har allerede fået muligheden for Disney+, mens det i USA, Canada og Holland fik verdenspremiere den 12. november sidste år.

Disney, som foruden deres episke baggrundskatalog især kan prale af den nye ’Star Wars’-spin-off ’The Mandalorian’, annoncerede i maj, at de har nået 54,5 millioner abonnenter.

Til sammenligning har Netflix cirka 180 millioner abonnenter og Amazon Prime cirka 150 millioner på verdensplan.