Kristian Leth: ”Jeg har et grundlæggende mareridt om, at jeg ikke får lavet nok”

Inden for det sidste halve år har du udgivet en videnskabeligt anlagt bog (’Håb – Et forsvar for fremtiden’), produceret en radioserie om Beethovens strygekvartetter og er nu på vej med et musikalbum mere. Hvor meget mere er der tilbage i den kreative tank?

”Ha ha. Altså, jeg har egentlig en fornemmelse af, at jeg ikke får lavet noget. Jeg går ikke og kigger på et bjerg af udgivelser og ting, jeg har lavet. Jeg tænker hele tiden på det, som jeg er i gang med, og det, som jeg har brug for at lave. Jeg tænker ikke så meget på det, jeg har lavet før.

”Det lyder krukket, men jeg har et grundlæggende mareridt om, at jeg simpelthen ikke får lavet nok. Det er det, som er min kongstanke eller ledestjerne, ja, eller mareridt. Det er det, jeg bliver drevet af. Så jeg går og bander over, at jeg ikke har mere tid. Så snart jeg er færdig med noget, er jeg i gang med noget nyt.”

”Men jeg er jo vanvittigt privilegeret med at arbejde med ting, som jeg synes, er utrolige. Ting, som jeg synes er så grundlæggende interessante, at jeg ikke kan lade dem være.”

Tanken om, at du ikke laver nok, må være frustrerende?

”Ja, ja, fuldstændig. Den er frustrerende. Det er en konstant øvelse at holde den for døren.”

Hvornår føler du dig mest kreativ?

”Når jeg sætter mig ned og laver noget. Det der med at være kreativ er noget, man beslutter sig for.”

Hvad minder du oftest dig selv om?

”Jeg bliver ved at prøve at minde mig selv om, at jeg har masser af år endnu til at få lavet noget. Jeg skal ikke stresse. Jeg behøver ikke at blive helt nedslået over noget, jeg ikke har fået lavet. Der er masser af år endnu.”

Den 29. marts udkommer The William Blakes’ nye plade, ’1991’. Her har Kristian Leth, som er gruppens sanger og sangskriver, taget udgangspunkt i sine tidlige musikalske glæder. Elton John og den slags. Den slags, som hørte naturligt hjemme hos en ung Kristian Leth, før de med ét blev forkastet i de tidlige teenageårs uundgåelige identitetsudbrud.

”Man tænker på sig selv i den alder som fucking irriterende. Hvilket man sikkert også var. Men det er også i den årrække, at man er ret sårbar, meget mentalt åben. Det er i den alder, at vi som drenge slår os rigtig meget i forhold til, hvad der er op og ned i verden. Og det er ofte noget, vi tænker, vi skal lægge bag os for at komme videre. Hvilket er én måde at løse det på. Det er bare ikke en særligt komplet måde at løse det på.”

Løsningen ligger i at forbinde sit livs forskellige perioder, mener Kristian Leth. At omfavne den udgave af én selv, som ikke nødvendigvis var særligt cool. Ellers er man sgu ikke kommet videre.

”Man bliver nødt til at vende tilbage, har jeg fundet ud af. Man bliver nødt til at vende tilbage til der, hvor det gjorde allermest ondt, var allermest sårbar, hvor man havde det allersværest, med hvem man var, og så finde ud af at blive glad for dén person. Det er der, tror jeg, en symbolsk handling i. Hvis man stadig får kvalmefornemmelser over, hvor ekstremt utilpas, man var i den alder, så er man ikke kommet sig over det endnu.”

Hvad er I lykkes bedst med på den nye plade?

”Jeg kan godt personligt lide, at vi er lykkes med at lave nogle sange, som har haft en vis energi i sig, en vis fortælling, en vis stemning, og så rent faktisk kun sparket dem op ad. Udfoldet dem mere og mere i stedet for at have gjort det, som vi før har været gode til, nemlig at bryde dem ned undervejs. Den her gang har det været en… en kosmisk udfoldelse af sangene, og det har været en ret fed oplevelse, vil jeg sige.”

I The William Blakes har mantraet altid lydt, at ingen må bede nogen om at gøre noget bestemt, at spille på nogen bestemt måde. Et fundamentalistisk frit rum. Men med årene indtog det frie rum en destruktiv form. Skyggesiden begyndte at vise sig, som Kristian Leth beskriver det. I stedet for at løfte hinandens idéer, blev det i stedet en indbyrdes disciplin at rakke dem ned.

Nu er skyggesiden imidlertid forduftet igen. Fem års pladepause har bragt fornyende luft til de fire spillemænd.

”Når først man finder ud af, hvor absurd talentfulde de musikere, man arbejder sammen med, er, så forstår man, at når de kommer med en idé, man ikke selv havde udregnet eller forestillet sig, så er det ikke en trussel, så er det en gave.”

Hvad giver musik dig, som andre kunstformer ikke gør?

”Musik er jo anderledes fra de andre kunstformer ved, at den er båret af to ting. For det første arbejder den med lyd, selvfølgelig, og for det andet udspiller den sig i tid. Det vil sige, at når den arbejder med lyd, så bliver vi påvirket på en måde, som vi ikke når at opfatte. Hvis du læser en bog, så opfatter du hvert eneste ord. Der er en intellektuel kodning med. Hvis du ser på et maleri, er der en visuel oplevelse, som du selv skal afdække. Du skal selv kigge rundt, selv omsætte den. Med musik er du prisgivet, ik’? Hvis du er i et rum, og der er musik, så lytter du til det, om du vil det eller ej. Og nogle gange er musik ved at påvirke dig, før du ved af det. Der er altså et slags sammenbrud, en åbning mellem din krop og dit intellekt, som sker, så snart du hører musik.”

”Og så er der den anden ting, at det udspiller sig i tid. Et musiknummer varer så og så lang tid, hvilket vil sige, at den stemning, du bliver bragt i, har en eller anden rejse over sig. En proces, nærmest. Og de to ting gør, at hvad end man spiller eller lytter til musik, så bliver man nødt til at forsøge at glemme sig selv. Man bliver nødt til at være lige før og lige om lidt. Der er en flowtanke, når man spiller musik, som er… som jeg ikke en gang kan beskrive særligt godt. Man bliver rent faktisk nødt til at give slip.”

”Den oplevelse, mellem din krop og dit intellekt, kender alle, der elsker musik, men når man spiller, er det en meget, meget, meget heftig, transformativ tanke, som er ret vild. Og det er for mig noget af det vigtigste ved at spille musik. At kunne glemme mig selv og miste kontrollen.”