Nu er det alvor: Oasis genopstår

London kalder. Og det samme gør Manchester.

Nu er det alvor: Oasis genopstår
Offentliggjort

Så kan alle vores læsere med – for at bruge Liam Gallaghers egen vending – bibelske attituder godt begynde at glæde sig.

Alt – som i absolut alt – peger i retning af, at Oasis genopstår med en række comeback-koncerter i 2025.

I identiske opslag på sociale medier teaser brødrene Liam og Noel Gallagher for en vaskeægte nyhed, der offentliggøres i morgen tirsdag klokken 9 om morgenen dansk tid.

Hvad denne nyhed konkret består i, er til gengæld allerede nu rimelig velafdækket: The Times var i lørdags det første medie til at afsløre, at 90’er-legenderne har begravet moderne popkulturs største og mest berømte stridsøkse for at spille en ordentlig bunke koncerter i London og hjemstavnen Manchester i forbindelse med 30-års jubilæet for debutpladen ’Definitely Maybe’.

Kilder med kendskab til processen har fortalt The Times, at Wembley i London er booket ikke færre end 10 gange, og i tilfælde af 10 udsolgte koncerter vil det være verdensrekord: Tidligere på måneden spillede Taylor Swift otte gange i nationalarenaen.

I Manchester forventes brødrene at spille under åben himmel i Heaton Park. Den information har Liam Gallagher så godt som bekræftet på X. Da en tilsyneladende ukendt bruger luftede det synspunkt, at Heaton Park er et frygteligt sted at afholde koncerter, var ordlyden af Gallaghers svar: ”See you down the front you big fanny.”

Ifølge The Sun kan koncertrækken forventes at indbringe 3,5 milliarder kroner alt i alt.

Og hvis du nu sidder og savner et soundtrack til en febrilsk billetkøbsseance, når tid er, så læs da Euromans rangering af de 15 absolut bedste Oasis-sange.

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik