I finske Matias Riikonens anmelderroste roman beslutter en gruppe drenge på sommerkoloni sig for at stifte den imaginære stat Matara. Staten er bygget på grundtanker fra det antikke Rom med selvopfundne regler, hierarkier og en kompliceret infrastruktur. Det lyder måske harmløst – og som taget ud af ’Fluernes herre’ – men hurtigt indser man, at drengenes leg er dybt alvorlig, og så bliver det virkelig uhyggeligt. Forestil dig et brødrepar, der spankulerer rundt i togaer og udtænker sindrige plot til at eliminere deres fjender. Eliten mod pøblen, nu med træsværd. Riikonen tapper i bogen fra sin egen barndom i udkanten af Helsinki, og det er slet og ret mageløst.
Annonse
’Det er punk at være positiv’
Rune Lykkebergs ’Langsomme samtaler’ er efterhånden ved at være legendariske blandt den intellektuelle klasse herhjemme. Og udgivelsesfrekvensen holdes konstant højt hos Informations chefredaktør, som nu igen er aktuel med endnu en velskrevet samtalebog. ’Ingen ser verden samme sted fra, men alle forholder sig til den samme virkelighed,’ skriver Lykkeberg i forordet til sin nye bog, hvori han på vanlig usnobbet og original vis gør os klogere på blandt andet tech-giganter, klimakrise og kapitalismens afslutning i selskab med vidt forskellige navne som Alastair Campbell, Adam Tooze og Giuliano da Empoli.
’Sorgsten’
Arnaldur Indridason har i de seneste mange år igen og igen befæstet sin position i toppen af den islandske krimiscene. Indridasons bøger er solgt til hele verden, og han kan sit kram. I hans nye roman møder vi på ny antihelten Konrad, en pensioneret efterforsker, hvis telefonnummer står på en seddel i en lejlighed i Reykjavik, hvor en ældre kvinde findes myrdet. Og så, selvfølgelig, bliver Konrad hvirvlet ind i sagen, der siden leder videre til en religiøs sekt og en mystisk jordemoderskole. Tempoet er roligt, tonen afdæmpet, men ikke desto mindre orkestrerer Arnaldur Indridason her igen-igen en solidt komponeret krimifortælling om ensomme mænd og gådefulde kvinder.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.
