Det er efterhånden 13 år siden, at første program af ’jagt møder mad’-programmet med det passende navn ’Nak & Æd’ tonede frem inde i danskernes flimmerkasse. Her kunne man se naturmanden med jagttegn Jørgen Skouboe blive sluppet løs ved Randers Fjord sammen med den viltre københavnerkok Nikolaj Kirk, der mildest talt var lidt på udebane. Sammen skulle de skyde og derefter tilberede en and.
Det vil kræve en hel del mere af både vores og din tid at udrulle, hvad der siden er sket i programmet, som man med rolig hånd og selvsikker stemmeføring velsagtens kan påstå har opnået kultstatus. Men få danske tv-personligheder har som Skouboe og Kirk fået lov til at rejse både Danmark og resten af verden rundt i jagten efter eksotiske (fx alligator, sortbjørn og bavian) og mindre eksotiske (rådyr, krage og aborre) dyr.
Traditionerne, der blandt andet dækker over den nærmest konsekvent uniforme måde at bygge afsnittene op på; Mulatu Astakes ’Tezeta’, der agerer soundtrack, når morgenen melder sin ankomst; opsætningen af køkkenet; rov; Balstyrkos musik, samt den interne dynamik mellem jyden og københavneren har selvfølgelig været programmets primære tiltrækningskraft.
Annonse
De fleste, der har set bare et par afsnit, kender til Nikolaj Kirks obligatoriske spørgsmål til Jørgen Skouboe, når der serveres morgenkaffe: ”Skal der mælk i din?” Mere trofaste seere taler om dengang, Skouboe lærte Kirk at ryge pibe, eller om Nikolaj Kirks evne til at larme med noget kagepapir på det forkerte tidspunkt under jagten. Kan andre makkerpar i moderne dansk tv-historie måle sig med dem?
Men ’Nak & Æd’ er også mere end Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk. I hvert afsnit får de to hovedpersoner nemlig hjælp til jagten af en specialist inden for enten det geografiske område eller dyret, der nu engang skal jages. Det har kastet mange vidunderlige øjeblikke af sig, tag bare falkejageren, der på bestialsk vis så sin elskede falk flyve ind i forruden på en lastbil med akut død til følge og derefter kvitterede med kommentaren ”det var en god fugl, der gik der”.
Gæsterne bryder dynamikken og tilbyder noget nyt i hvert afsnit, og de skal derfor ej tages let på.
Det har været svært at koge ned, men i anledningen af, at sæson 14 i disse uger ruller over skærmen, kommer vi her med vores bud på de fem bedste gæster i ’Nak & Æds’ historie.
Det er ikke, fordi man kigger på Thor Kirchner, det jævne gemyt, og tænker, at vi her har at gøre med en mand, der kender Zambias fauna ud og ind. Men man skal som bekendt ikke dømme en bog på dens omslag, og anderledes er det heller ikke med den blegeste PH (professional hunter) i Zambia. Thor Kirchner er nemlig født og opvokset i landet i det sydlige Afrika, og han er derfor den perfekte hjælper til Skouboe og Kirk, der kommer på besøg ad flere omgange. Blandt andet i sæson 9, hvor de gør kål på noget så voldsomt som en flodhest, der efterfølgende tilberedes og serveres til en hel landsby. Men højdepunktet for hans flere gæsteoptrædener har ikke engang fået plads i nogle af afsnittene. Det er i stedet kommet i et fraklip, hvor Kirchner, Skouboe og Kirk i bilen støder på en vildfaren elefant. Skouboe er bange og beder – på engelsk?! – Thor Kirchner om at bakke, men det vil han ikke høre tale om og begynder i stedet at lave høje lyde og gasse op til Skouboes store skræk. Til sidst får de skræmt elefanten af vejen, så de kan køre forbi den. Nikolaj Kirk kvitterer med ”klasse, Thor!” for manøvren. Tal om at kende sit vildnis.
Den største energibombe – foruden Nikolaj Kirk – fortjener selvfølgelig en plads på listen. Gordon P. Henriksen er en fisker og en fiskeformidler uden sidestykke, hvilket er ret tydeligt, skulle man have set afsnittene med ham i ’Nak & Æd’, hvor han blandt andet assisterer Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk fangst af en barracuda (i Mexico) og en pigrokke (i Florida), eller som Gordon siger: ”STINGRAY!” Ja, der er fart på drengen, når Gordon gæster ’Nak & Æd’. Iført solskyggekasket, solbriller med snor og et smil, der synes svært at tørre af ham, kaster han makkerparret ud på vildere vand, end de er … vant til. Hvis du ikke skal se afsnittene med Gordon P. Henriksen for hans evne til at fiske, så se dem for hans evne til at tale spansk. HASTA LUEGO!
Det kan godt være, at H.K.H. Kronprinsen er vokset op på de bonede gulve i den mest centrale del af vores hovedstad, men der skal ikke mere end ét afsnit med ham i ’Nak & Æd’ til at afsløre, at hans rette habitat nok er mere jordnært. Fra det første sekund, at Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk møder kronprins Frederik i Gribskov mærker man, at han endelig har sagt ja til at lave noget fjernsyn, som han rent faktisk finder sjovt. Han ankommer på ATV med camohat på hovedet, deler ud af sin viden om skoven, hvor han også afholder sine kongejagter, bebuder at de er dus med hinanden, og samler dem på dagen for selve jagten af sikahjorten op i en karet (!?) med kusk og to hvide heste. ”Den fik jeg i 50-års fødselsdagsgave,” indskyder han, skulle man have glemt, hvem der var den royale i programmet. Da de endelig får skudt sikaen, er det Pingo, der med opsmøgede ærmer står for at brække dyret – ingen divanykker her! Kære Frederik, kom gerne igen.
Nikolaj Kirk og Jørgen Skouboe har lige spist en hel friteret camembert til morgenmad, da de ankommer til Skanderborg Sø, hvor deres smil stivner en smule. Mikkel Matzen har nemlig lige spurgt dem, hvem af de to, der skal gå/svømme de to meter ud på søen for at hente båden. Det er jo lidt koldt, og ingen af dem har egentlig rigtig lyst. ”Nej, hvad sker der?!” udbryder Nikolaj Kirk, da Mikkel Matzen, som fra nu af bare vil blive kaldt Gear-Mikkel, pludselig hiver en fjernbetjening frem og begynder at fjernstyre båden ind til bredden. Hele episoden illustrerer Gear-Mikkel på bedste vis. Han er ikke bare en passioneret fisker om en hals, men en passioneret fisker bevæbnet til tænderne med gear og grej, der er uden sidestykke i ’Nak & Æd’-regi. Fra båden, hvorfra de skal fange en aborre, kan de med alskens radarudstyr se stimerne af aborrer komme og gå, hvilket gør det betragteligt nemmere at fiske, når man også skal have tid til at nyde en franskbrødmad med ordentlige lunser af Gear-Mikkels egen koldrøgede laks og medbragte specialøl. Det er aldrig for sent at lære gamle hunde nye tricks.
Per Kaufmann gik desværre bort for lidt over tre år siden, men inden da nåede han at sætte sine spor på bedst mulig vis i det danske jagtmiljø. Således også i ’Nak & Æd’, hvor Kaufmann ad mange omgange har været gæst/hjælper. Det er især, når makkerparret Skouboe og Kirk har befundet sig i Nordamerika, at Per Kaufmann er dukket op med sit gode humør (se ham fx grine af Jørgens joke, hvor han beder Nikolaj Kirk om at sige kød, påske og perler på engelsk hurtigt efter hinanden – medisterpølse – i afsnittet, hvor de skal skyde en trane i Alaska) og store begejstring for Nikolaj Kirks madlavning. Per Kaufmann, du er savnet.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.