Byen er i malet grøn og hvid, der er flag på huse, kiosker, offentlige bygninger, for SV Werder Bremen skal spille kamp.
Langsomt tømmes de store pladser for mennesker, der enten på vej hen mod byens mange barer, for at se kampen på en skærm, eller spadserer langs Weser-floden i solskin, på vej mod Weser Stadion med de ikoniske lysmaster, der er blevet et varemærke for stadionet og en integreret del af Bremens skyline og byens markante arkitektur.
Solen skinner, og gåsehuden melder sig, for det her er ikke som alle andre oplevelser: Du bliver revet med – om du er fodboldfan eller ej.
Bremen og dens fodboldklub SV Werder Bremen, der ligeledes er Bremens største sportsforening, hænger uløseligt sammen, forbindelsen er noget helt særligt, klubben er byens ambassadør, og du kan ikke skyde en kile mellem dem.
Dermed ikke sagt, at der ikke har været udfordringer. Siden klubbens seneste pokaltitel i 2009 med Thomas Schaaf ved roret har klubben kæmpet med resultaterne, og i 2021 ramte de et lavpunkt med nedrykningen fra Bundesligaen, ligaen som SV Werder Bremen ellers var med til at stifte i tidernes morgen.
Men bremerne stod bag klubben, og i dag er de igen at finde i Bundesligaen, hvor de i den nyligt afsluttede sæson sluttede i øverste halvdel. Med danske Jens Stage på holdet.
At SV Werder Bremen er en særlig fodboldklub viser sig også i dens engagement i byen. Her laver den fx en række sociale tiltag i hele Bremen, støtter velgørende formål og er generelt bare meget synlige.
Og så er det ikke kun på trøjerne, at de er grønne, men også i hjerterne. SV Werder Bremen er nemlig ikke bare en klub, der taler om bæredygtighed. Her handles der på den grønne dagsorden.
De er fx en af underskriverne af ’Sports for Climate Action’, et initiativ fra FN’s ’Framework Convention on Climate Change’, hvilket indebærer, at klubben arbejder på at nå en nuludledning i 2040. Desuden driver Werder Bremen også en af Tysklands mest bæredygtige fanshops, klubben har opfordret dens ansatte til at deltage i klimastrejke. Og takket være et solcelleanlæg har Weser Stadion været i stand til at forsyne sig selv med energi siden 2011.
Og hvad så, når der ikke er fodboldkamp på programmet? Frygt ej. Du kan fx besøge Weser Stadion og få en guidet tur eller gå på opdagelse i Werder Bremens – og Bremens – historie på museet Wuseum. Det er endda muligt at ankomme til Weser Stadion med færgen også, når der spilles kamp.
Og derudover byder Bremen på en masse andre oplevelser. Du kan fx tage forbi byens ældste kvarter, Schnoor-kvarteret, der er fyldt med fine, små bygninger, som huser en lang række forskellige specialbutikker, eller opleve den historiske stemning på byens torv, hvor man blandt andet finder det imponerende Renæssancerådhus, der er på UNESCOs verdensarvlist.
Men først og fremmest skal du gå rundt i Bremen og opleve, hvordan en progressiv vision inden for klima og det sociale skubber til forestillingen om, hvad en by kan være.