Nu skal du redde din nattesøvn med ... en næseskyller?

Ny næseskyller skal afhælpe snorkeri og allergi. Vi ringer til Martin Jacobsen, der er medstifter af sleepbetter.dk, og hører, hvad i alverden det drejer sig om.

Nu skal du redde din nattesøvn med ... en næseskyller?
Offentliggjort

Nå, Martin, jeres næseskyller, som det her skal handle om, er jo egentlig med bedre søvn for øje. Men den skulle efter sigende også være lidt af en hjælp til allergiramte. Er det noget, I oplever?

”Vi har kun haft vores næseskyller i vores sortiment i fire-fem måneder, så vi har ikke fået så meget kundefeedback på den endnu. Men det er da mit indtryk, at folk generelt også køber næseskyllere på grund af allergi.”

Klart. Døjer du selv med allergi?

”Nej, det gør jeg ikke.”

Okay, fair nok.

”Men jeg bruger selv næseskylleren fra tid til anden. Af forskellige årsager.”

Kan du så ikke lige forklare, hvad sådan en skyller går ud på?

”Folk bruger den til forskellige formål. Vores primære hensigt er at forbedre vejrtrækningen under søvn og fx mindske snorkeproblemer. Og helt generelt kan den om vinteren være med til at løsne op i en tilstoppet næse.”

Man sprøjter noget saltvand op eller hva’?

”Ja, altså, der følger en grundig vejledning med, men den fungerer sådan, at man koger noget vand og så tilføjer salt i den rette mængde. Derefter lader man det køle ned til kropstemperatur og fylder det over på flasken. Der har du så en smart ventil, som gør, at når du holder fingeren på den, og du har løftet skylleren op til næsen, så løber vandet automatisk ind ad det ene næsebor og ud ad det andet. Men det er vigtigt med den rette mængde salt og vandets temperatur.”

Ja ok. Så det er med at få læst instrukserne?

”Ja, det vil jeg anbefale, at man gør.”

I forhold til god søvn: Hvor mange cyklusser når du selv igennem på en nat?

”Ha ha, jamen jeg når forhåbentlig igennem alle fire stadier flere gange i løbet af en nat.”

Du sover godt?

”Ja, jeg sover godt. Jeg bruger også både app og en ring til at tracke min søvn.”

Herligt, tak for snakken. Hav en god sommer!

”Ja, tak, i lige måde!”