Filmskaber Tobias Juhl Nielsen har lavet en film om sin far. Og det er noget af det mest relaterbare, du kommer til at se i dag

Kender du egentlig dine forældre? Sådan rigtigt?

Filmskaber Tobias Juhl Nielsen har haft en god barndom med sin søster og sine forældre i den lille nordjyske by Frejlev, og forholdet til hans far, Steen Winther Nielsen, har altid været godt. Alligevel synes han ikke, at han kender ham. Sådan rigtigt.

”Han har en form for facade, som jeg ikke kan forstå, og jeg kan slet ikke bryde igennem den.”

Steen Winther Nielsen vil i manges øjne blive betragtet som en ganske gennemsnitlig, dansk mand. Han har kone og børn, som han er glade for, og et job som underviser af mekanikerelever, som han holder enormt meget af. Han er vellidt og beklager sig ikke meget.

Men Steen er ikke god til at tale om sine følelser, og derfor har Tobias svært ved at få et indblik i sin fars dybere tanker om tilværelsen.

I dokumentarfilmen ’Hvem er min far?’ har han derfor sat sig for at lære sin far bedre at kende. Tobias følger sin far derhjemme og på arbejdet, og så har han planlagt den helt store tur tilbage til de steder, der har haft betydning for Steens ungdom.

Men det skal vise sig, at det egentlig er meget mere simpelt at få Steen til at åbne sig op.

Du kan se hele filmen her:

Vi har talt med Tobias Juhl Nielsen om, hvordan filmen blev til, hvorfor han synes, det er så vigtigt, at vi kender vores forældre, og hvad han har lært om sin far.

Hvorfor vil du gerne lave en film om din far?

”Jeg har rundet de 30 år og er begyndt at tænke mere over, hvem jeg egentlig er. Tankerne omkring børn er begyndt at komme, og det har gjort, at jeg begyndte at overveje, hvem min far egentligt er, og hvilken far jeg selv vil være, når jeg en dag får børn.

Da jeg fik idéen til filmen, var der mange, der sagde til mig, at det ikke ville fungere. Der var ikke nogen modstand i det, fordi min far hverken har været voldelig eller alkoholiker. Jeg søgte også nogle fonde, som gav afslag af samme grund. Men min mavefornemmelse sagde mig, at det var en god historie.”

Hvorfor føler du ikke, at du forstår din far?

”Det er meget sjældent, at han har delt noget omkring sine følelser. Når jeg har spurgt ham ind til det, så har jeg altid fået et afvigende svar, såsom ’Det hele er jo godt nok’ eller ’Det ved jeg ikke lige’. På et tidspunkt syntes jeg, at han ikke fortalte mig så meget om, hvordan jeg skulle gøre tingene. Og så sagde han, at han i stedet for bare har vist mig, hvordan man skal være og opføre sig. Han har vist mig vejen uden ord.

For nogle år tilbage tog vi på en motorcykeltur sammen fra Chicago til LA. Det var en drøm, vi begge havde haft længe. Vi havde en virkelig fed oplevelse og den vildeste tur, jeg nogensinde har haft med min far, men jeg kom aldrig helt tæt på ham.

Filmen er en revanche for turen. Og på en måde har det også været langt nemmere at gøre det på den måde, fordi der har været et kamera og en klar agenda, så hverken jeg eller han kunne stikke af, og jeg kunne stille ham de spørgsmål, som jeg normalt ikke har turde at stille ham.”

Hvad var din fars reaktion, da du fortalte ham, at du ville lave en film om ham?

”Det var en weekend, hvor mine forældre var på besøg i København. Da jeg fortalte om min filmidé, sagde min far bare: ’Nå, det ved jeg ikke lige…’. Jeg forklarede ham, at det var fordi, jeg ikke følte, at jeg vidste, hvem han var. Så var han stille. Jeg sagde til ham, at han kunne tænke over det.

Efter et langt stykke tid, hvor jeg ikke havde hørt fra ham, ringede jeg til ham. Jeg sagde, at det jo handlede om, at jeg gerne ville lære ham bedre at kende. Og så var han sådan: ’Jo, så lad os da prøve det. Det kan vi da godt’.”

Hvordan greb du projektet an?

”I begyndelsen ville jeg ikke have mig selv med i fortællingen, men til sidst kunne jeg ikke se det for mig, uden at jeg selv var en del af historien. Uden mig ville der ikke være nogen fremdrift.

Jeg tog op til mine forældre for at følge min far og fx komme med ham på arbejde. Det har jeg ikke været, siden jeg var barn. Jeg var også sammen med ham derhjemme, og når han gik tur i skoven med min mor. Men for at komme endnu tættere på ham, besluttede jeg, at vi skulle på en tur.

Jeg planlagde, at vi skulle hen til nogle af de steder, som har haft betydning for ham, for det kunne jo også være en måde at lære ham at kende på. Vi tog fx ud til de kaserner, som han havde været på som ung. Jeg spurgte ham om en masse undervejs, men allerede da vi nåede til Avedørelejren, gik det op for mig, at det faktisk bare var kedeligt. Oksbøl Kaserne gjorde det heller ikke bedre. Der var ikke nogen fremdrift i historien.

Det var først, da vi kom op til en lille hytte i Tarm, og jeg spurgte ham, om han havde nogle spørgsmål til mig, at der skete noget. Vi vendte kameraet om, og at han stillede mig de spørgsmål, han havde. Det er her, jeg finder ud af, hvad problemet egentlig er. At jeg savner ham.”

Hvad har været den bedste oplevelse?

”Da min far til sidst i filmen siger til mig, at han faktisk synes, det har været fedt at være sammen med mig. Det var ikke fordi, jeg var i tvivl om det, men det var vigtigt for mig, at han sagde det med ord.

Filmen handler jo i virkeligheden også om mig selv, og at jeg heller ikke altid er god til at få sat ord på tingene og på det, jeg føler. Jeg er et produkt af min far. Æblet falder ikke langt fra stammen. Så jeg ville også gerne lære ham bedre at kende for at forstå mig selv.”

Hvad har du så lært om din far?

”Jeg har lært, at han er en følsom mand, og jeg har forstået, hvor meget hans arbejde betyder for ham. Og hvorfor det betyder så meget for ham. Det er en gængs opfattelse, at mænd i den generation bare arbejder hele tiden, men hvorfor gør de det? Tænker de over det? Eller er det den patriarkalske tanke om at være forsørgeren, der ligger til grund for det?

Det er muligvis en del af det, men min far elsker sit arbejde. Han elsker at se sine elever udvikle sig, og det kan jeg godt forstå, må betyde meget. Min far har hjulpet mange, der er lidt på kanten, med at komme på rette spor igen. Det er en kæmpe opgave, når man er uddannet mekaniker og ikke pædagog. Det tager jeg virkelig hatten af for.”

Er der en forskel på jeres relation nu i forhold til før, du lavede filmen?

”En uge efter optagelserne skrev min far til mig: ’Nu siger du altid, at jeg ikke ringer eller skriver til dig, så nu prøver jeg at sende en sms’. Så han prøver at skrive nogle beskeder til mig og komme lidt mere i kontakt.

Jeg har haft nogle spørgsmål til ham, efter jeg har afsluttet filmen, og når jeg spørger ham om noget nu, er der ikke længere en barriere på samme måde. Vores forhold har ændret sig til, at vi kan tale om tingene og stille hinanden spørgsmål. Det er små skridt, for det har ikke fuldstændig ændret sig, men vi er mere åbne over for hinanden.”

Hvad håber du på, at andre får ud af at se filmen?

”Jeg håber, at den kan inspirere andre til at få talt med deres forældre og forstå dem bedre. At man får stillet de spørgsmål, man har og får sagt det, man vil sige, inden det er for sent. Man hører altid, at folk får sagt noget på dødslejet. Man skal hellere få det sagt det nu.

Og så håber jeg også, at folk kan se, at der ikke skal så meget til. Det kan være en hyttetur til Tarm, der kan ændre det hele. Man behøver ikke at køre tværs over USA.”

Hvad var din fars reaktion, da han så filmen?

”Han var meget rørt. Han sagde egentlig ikke så meget. Jeg tror, at han lige skulle synke den og samle sig selv omkring den. Min mor har senere fortalt, at han har snakket meget om filmen og virker til at være stolt af den. Men han har aldrig sagt det til mig.”