Uri blev stukket ned for øjnene af Helle. Hun råbte: 'Du dør ikke! Jeg elsker dig!'

Uri Løvevild Golman

Vi havde været tre uger i Gabon i det vestlige Afrika for at fotografere truede elefanter langs kysten. Optagelserne skulle bruges i ’Vores vilde verden’, en naturdokumentarserie på TV 2. Det havde været en god tur. Den 16. december 2017, dagen inden vi skulle rejse hjem, stod vi på et kunstmarked i hovedstaden Libreville. Helle og Hannelore (filmfotograf Hannelore Dörner, red.) kiggede på tørklæder og figurer. Jeg kiggede på masker. Helle sagde: ’Ikke flere masker’ og smilede til mig. Jeg tænkte, at jeg bare lige skulle kigge, for masker er en af mine store interesser. En mand kom gående hen imod mig. Jeg tænkte: ’Den stakkel, han har ikke set så mange hvide mænd før. Han vil nok spørge om klokken eller bede om nogle penge.’

Uden varsel trak han en kniv frem og råbte ’Allahu akbar.’ Jeg har været i den israelske hær, hvor jeg lærte krav maga, en brutal kampsportsteknik, hvor du bruger din aggression, men i de sekunder på kunstmarkedet var jeg ikke forberedt på kamp. Han gik direkte på mig. Først stak han mig i maven og ramte min lever. Så løftede han kniven og huggede mig i hjertet. Han råbte, at han kom fra Boko Haram, den islamistiske terroristfraktion, der hører under ISIS. Boko Haram er finansieret af handel med ulovlig elfenben og handel med truede dyr og guld og mange andre ting. Jeg kunne simpelthen ikke fatte, hvad der skete.

Det var først, da han stak mig i tindingen og i halsen, og blodet sprøjtede, at jeg blev gal og gik på ham. Han nåede at stikke mig et par gange i ryggen, inden jeg lagde ham ned og tæskede ham, først med knytnæverne, så med en jernskål, der lå ved siden af. Han ville ikke slippe kniven. Han holdt krampagtigt fast i den. Han var bange, for lige pludselig var det mig, der var øverst. Jeg har været i krig to gange med kuglerne flyvende om ørene og mortérangreb, så jeg er vant til lidt af hvert. Han fik stukket mig i alt 10 gange. Jeg brølede af smerte.

Pludselig hørte jeg en kvinde, der brølede som en løvinde. Det var Helle, der hoppede ind i kampen uden tanke på sit eget liv, kun af kærlighed til mig. Hun stak fingrene i øjnene på ham. Han skreg i smerte og tabte kniven. Jeg tog kniven og stak den i brystet på ham. Jeg stak ham tre gange i selvforsvar.

Jeg tog ham hårdt om halsen og klemte til. Jeg ved, at der går cirka 14 sekunder, så er det slut. Men da jeg så livsgnisten forsvinde fra hans øjne, tænkte jeg: ’Jeg er ikke gud. Jeg kan ikke slå ham ihjel, det er ikke mit job. Hvis jeg slår ham ihjel, så dræber jeg min egen sjæl.’ Jeg slap ham, og det er jeg glad for.

Jeg blev kørt på militærhospitalet i Libreville. Lægerne talte fransk. ’Han skal opereres,’ var der en, der sagde. Jeg spurgte lægen: ’Tror du, jeg dør?’ Han svarede: ’Nej, min ven, ikke i dag.’ Men det gjorde jeg så alligevel: Dagen efter, mens jeg blev opereret, stoppede mit hjerte med at slå. Under operationen begyndte min sjæl at sitre. Det føltes som en dejlig orgasme. Jeg forlod min krop og kom op gennem en smuk, blå tunnel. Jeg kiggede ned og så, at min sjæl lignede en delfin i form af lysende prikker. Jeg svømmede af alle kræfter, indtil jeg nåede op i lyset og så uendeligheden. Det er det smukkeste, jeg nogensinde har set.

Der var ingen smerte, ingen sult og ingen tid. Det var skønt. Jeg ville ikke tilbage. Men så hørte jeg stemmerne fra Helle og mine to døtre, Lilya og Silvia, der sang en sang af kærlighed. Det var, som om deres energi kom op til mig og snurrede sig rundt om mig. Vi svirrede rundt og rundt i høj fart. Jeg blev slynget ud af dansen. Foran åbnede der sig en hel slette, nærmest en tundra, af strenge. Jeg gætter på, at det var sjælestrenge. Jeg tror på, at alle mennesker, fødte eller ufødte, har sådan en sjælestreng. Jeg tror ikke på gud, men det var meget spirituelt. Jeg fridykkede ned, indtil jeg fandt et mørkt, orangerødt tegltag på det hospital, hvor jeg blev opereret. Jeg fløj lige igennem taget og ind i mit åbne hjerte og besluttede mig for at leve. For mine piger, for min Helle og for naturen.

Senere spurgte jeg min psykolog, om det kunne være rigtigt, at jeg havde haft den oplevelse under operationen. Hun sagde: ’Lad os da gå på Google Earth og tjekke det.’ Vi fandt hospitalet set fra luften. Det så nøjagtigt ud, som jeg beskrev det.

Da jeg kom tilbage til livet, var jeg blind. Jeg kunne ikke røre mig, jeg kunne ikke tale. Jeg var en grøntsag. Jeg har fået fortalt, at jeg lå på hospitalet i Libreville i 10 dage, inden jeg blev fløjet med ambulancefly til Danmark. Jeg var ikke ved bevidsthed under flyveturen. På Rigshospitalets intensivafdeling vågnede jeg ved, at der stod en læge og nev mig i storetåen med en tang. Jeg fik at vide, at jeg aldrig ville komme til at fotografere og gå igen. Jeg ville ikke kunne spise andet end sondemad.

Overfaldsmanden havde med sin kniv ramt en af arterierne på min hals. Jeg mistede fire en halv liter blod. Fordi jeg ikke fik blod og dermed ilt til hjernen, fik jeg en kraftig hjerneskade. Jeg ville få brug for 24 timers overvågning resten af livet. Det kastede mig ud i en dyb depression. Da jeg endelig begyndte at kunne røre mig, tog jeg dynen ind i munden og prøvede at kvæle mig selv. Jeg holdt vejret så længe, jeg kunne. Først så jeg dobbelt, så så jeg firedobbelt. Men jeg opgav. Jeg besluttede mig for at kæmpe. Jeg nægtede at påtage mig rollen som offer. Der er kun én vej, og det er frem. Det første ord, jeg sagde, var ’hej’ til en sygeplejerske. Da jeg så Helle, var det som elektriske lyn af kærlighed, der stak ind i mine øjne. Lyset kom tilbage. Jeg sagde: ’Helle, jeg elsker dig.’

Efter en måned på intensiv på Rigshospitalet blev jeg overført til Hvidovre Hospital, hvor genoptræningen skulle foregå. Jeg kunne bevæge højre ben og højre arm en smule. Jeg blev så glad. Jeg sagde til sygeplejersken: ’Jeg kommer til at gå igen.’ Det var jeg sikker på. Jeg havde lyst til at vinde over alle lægerne. I starten kunne jeg hverken spise eller drikke. Jeg fik maden galt i halsen, fordi jeg ikke kunne synke. Jeg fik en chokoladeskildpadde. Sådan en havde jeg savnet. Det gik helt galt. Jeg havde et kæmpe fuldskæg, og chokoladen sad over det hele.

En dag sagde jeg til Helle: ’Da du hoppede ind i kampen, brølede du som en løvinde. Derfor skal du hedde Løvevild.’ Det tog vi som mellemnavn.

I marts 2020 kom jeg hjem til vores hus i Langesø. I lang tid var jeg ramt af PTSD. Det er en rigtig led ting. Jeg gik i panik, hvis der stod folk bag mig, eller hvis der var en dør bag mig. Jeg talte, hvor mange mennesker der var omkring mig, og hvis de flyttede sig, blev jeg forvirret. Ved den mindste berøring fik jeg et chok. Nogle gange gik jeg i panik og spurgte folk omkring mig: ’Er jeg i live?’ Jeg var i tvivl, om jeg var et spøgelse, for jeg kunne ikke mærke mig selv. I dag bliver jeg ikke så forskrækket mere, og jeg går ikke i panik.

Jeg fik mit syn tilbage, og jeg lærte at gå med hjælp. I oktober 2020 gik jeg 330 meter med en fysioterapeut. Jeg kunne gå 20 meter uden hjælp. På Center for Hjerneskade i København mente man, at jeg skulle opereres i venstre hase og akillessene forud for genoptræningen. Desværre blev jeg fejlopereret. Kirurgen gjorde senerne for lange, hvilket betyder, at jeg kan løfte benet lidt, men jeg kan ikke få det ned igen ved egen kraft. Jeg kan ikke længere gå. Kirurgen var meget ked af det, men jeg er ikke vred på ham. Han er en helt i mine øjne. Han har opereret tusindvis af børn, som ikke ville kunne gå, hvis det ikke var for ham.

Jeg har accepteret, at jeg ikke kommer til at gå igen. Som Nietzsche sagde: ’Det er, når man går, at de store tanker fødes.’ Hvortil jeg siger: ’Det er, når man sidder eller ligger, at drømmene bliver til virkelighed.’ Nu har jeg skrevet en bog. Jeg tror, jeg kan inspirere folk til at redde naturen, selv fra en kørestol. Jeg skal snart ud at rejse igen. Jeg vil gerne til Kenya og fejre Helles fødselsdag. Jeg har ikke fortalt hende det endnu. Det er en overraskelse.

Selvom det gik galt for mig, så er jeg glad for alt det, jeg har fået lov til at se. Alle de dyr, jeg har fået lov til at fotografere. Alle de kvinder, jeg har fået lov til at elske. Jeg har det sådan, at hvis dette skulle ske for nogen, så er jeg glad for, at det var mig. Jeg klarede det, jeg overlevede. Jeg sidder her i dag ved siden af min Helle, og jeg har mine piger i mit hjerte.

Helle Løvevild Golman

I 1999 var jeg chef for guideteamet hos Greenland Travel i Ilulissat, Jakobshavn, i Grønland. Jeg fik at vide, at der ville komme en professionel fotograf fra Danmark, som skulle tage billeder til vores rejsekatalog. Fotografen skulle med på alle udflugter. Jeg havde i forvejen rigeligt at se til, så jeg tænkte: ’Åh, I guder, jeg gider ikke slæbe rundt på en fotograf i fire døgn.’ Fotografen ankom. En to meter høj fyr, klædt i grønt, med et stort skæg. Det var mit første møde med Uri. Jeg tænkte bare: ’Pis, osse.’ Lynet slog gnister inde i mig. Vi var sammen i fire døgn, men der skete ikke noget. Uri havde en kæreste, så jeg forholdt mig neutralt til ham.

Nogle år senere arbejdede jeg som rejseleder for Albatros Travel i København, og lige pludselig var Uri der igen. Han var i Marc Jacobs-solbriller og skjorte og en tynd uldbluse. Han var flyttet til Como i Italien med sin kone og to børn og arbejdede som modefotograf. Jeg kunne næsten ikke forstå, at det var Uri. Jeg sagde til ham: ’Du har solgt din sjæl. Du skulle jo være naturfotograf.’ Og det endte han heldigvis med at blive: Halvandet år senere kom han hjem og blev fotochef for Albatros. Han dukkede op på kontoret i sømandsstrik og outdoorbukser og lidt længere skæg end sidst, og jeg tænkte: ’Yes, you are back in business.’ Snart efter skulle vi på tur sammen med mig som ekspeditionsguide og Uri som fotograf i fem uger på et ekspeditionsskib i Grønland. Uri og jeg delte kahyt. Uri var på vej i skilsmisse, og på turen gik det nok op for os begge, at der var mere mellem os, end vi egentlig havde troet. Men det var først senere, vi blev kærester.

Vi besluttede os for at fotodokumentere verdens sidste vilde steder. Det blev til 25 ekspeditioner på syv kontinenter på fire et halvt år. Det var megahårdt at være i felten, men vi fik lov til at lave det, vi drømte om. Uri var verdens bedste makker, når vi var afsted. Det var fedt at have en at dele sine oplevelser med, og som man kunne sidde og kysse med i fotoskjulet, når det var kedeligt.

På den 25. og sidste ekspedition var vi i Gabon. Jeg stod sammen med vores filmfotograf Hannelore på et indendørs marked og kiggede på tørklæder. Det næste, jeg husker er, at jeg så kniven gå ind i Uri. Jeg brølede alt, hvad jeg kunne, og hoppede ind i slåskampen. Min hjerne sagde til mig: ’Det kan godt være, at du dør, men det er lige meget. Du er nødt til at prøve at redde Uri.’ Uri havde lagt ham ned på jorden. Vi endte halvt oven på manden. Uri var tættest på hans hoved. Jeg stak fingrene i øjnene på ham. Det havde Uri lært mig. Pludselig stod jeg op. Jeg ved ikke, hvordan jeg kom op. Jeg var blevet ramt af kniven flere gange, men ikke så voldsomt som Uri.

Jeg råbte: ’Løb, Uri, løb.’ Jeg hev ham op at stå. Jeg ved ikke, hvor jeg fik kræfterne fra. Jeg kunne have væltet hele den kinesiske mur. Hannelore løb ud og råbte efter ambulance og politi. Imens fik jeg skubbet Uri ind på bagsædet af en bil. Jeg råbte: ’Det sker bare ikke, det her!’ Blodet sprøjtede fra Uri. Han råbte: ’Jeg dør ikke! Jeg elsker dig!’ Jeg råbte: ’Du dør ikke! Jeg elsker dig!’

Jeg ved ikke, hvor vi kørte hen. Men jeg stolede på, at Hannelore på forsædet navigerede bilen det rigtige sted hen. Vi nåede frem til det første, lille hospital. De havde ingenting. Hverken nål eller tråd. Personalet talte fransk, og jeg forstod ingenting. Jeg var rasende og i afmagt. Uri var hvid i hovedet, hans læber var blå, og halsen var hævet. Han kunne ikke trække vejret og var tør i munden. Jeg måtte spytte ham i munden for at give ham noget væde. Personalet blev ved med at bede mig om at sætte mig ned og slappe af, men jeg ville ikke sidde ned.

Jeg skulle stå tæt ved Uri og sikre mig, at han ikke døde. Det endte med, at vi blev kørt videre til Librevilles militærhospital, hvor de havde en større kapacitet, og hvor lægerne var uddannet i Frankrig. De begyndte at operere ham, og så ringede jeg hjem til vores familie og venner for at orientere dem om, hvad der var sket.

Næste dag klokken 10 stod Gabons forsvarsminister inde på min VIP-stue på præsidentens gang på det her militærhospital. Han var kommet for at sikre sig, at sagen ikke eksploderede i medierne. Gabon havde de seneste år forsøgt at bygge turismen op, så det sidste, man havde brug for, var historien om et dansk par, som var blevet udsat for et terrorangreb. Jeg sagde til forsvarsministeren, at jeg ikke var sur på Gabon.

Uris forældre, Ulla og Sten, ankom fra Danmark sammen med vores gode ven, David, som er forsker og franskmand, og han kunne oversætte for os. Uri lå i hospitalssengen og hævede op over det hele, han var blå og gul og grøn. Vi kunne se ham én gang om dagen. Han kunne ikke tale, og han var blind. Vi sang, nussede ham og tog os gevaldigt sammen. Vi blev passet godt på af gaboneserne, en af dem var generalen Beatrice, som er den øverst dekorerede kvinde i det gabonesiske militær. Jeg sov ikke i de 10 døgn, vi var på hospitalet. Tankerne og billederne kørte rundt. Ulla sagde til mig: ’Når billederne kører inde i dit hoved, så skal du pakke dem ind i grønt papir og kaste dem ind under sengen.’ Så det gjorde jeg.

Da vi fløj hjem til Danmark med ambulancefly, sad jeg og kiggede på Uris brystkasse. Han lå i respirator. Jeg holdt øje med, at han trak vejret. Vi landede i Kastrup, og der stod en ambulance klar, som kørte os direkte på Riget. Dér startede den lange, seje, drøje kamp. Jeg kan kun sige én ting: Jeg er glad for, at Uri og jeg har et kæmpe netværk, for uden det netværk havde vi ikke siddet i dag og set så rolige ud. Det er helt vildt, som folk har hjulpet os. På Riget anede jeg ikke, hvad der ville ske med ham. Jeg måtte tage ét minut ad gangen. Neurologen, der stod og trykkede på Uris tommelfingernegl og storetånegl, sagde, at Uri aldrig ville komme til at gå, spise og tale igen. Hvis sengen ikke havde været imellem os, så var jeg røget på ham. Jeg gik udenfor. Nu er der i stedet et stort hul i et skab.

Uri lå i sengen og kunne ingenting. Han blinkede én gang for nej, to gange for ja. Det var svært at kommunikere med ham. Det var surrealistisk. En nat, efter en måned på Riget, sagde han sit første ord. Han sagde ’hej’. Dagen efter stod jeg på Uris stue sammen med hans børn, forældre, ekskone og hendes mand, og så sagde Uri mit navn og derpå alle andres. Jeg tænkte: ’O.k., nu er der håb.’

Historien kan let drukne i detaljer og i alle de komplikationer, der har været i forløbet, men det synes jeg ikke, den skal, for den handler om noget andet. Den handler om kærlighed. Vi tør godt sige højt, at det er hårdt, og det er svært, og der er tårer stadigvæk. Men det vigtige er, at kærligheden mellem Uri og mig ikke er blevet mindre, tværtimod.

Hvis Uri ikke havde overlevet, så havde jeg heller ikke overlevet. I sådan en situation må man tage et valg: Vil du dø, eller vil du leve? Det er hårdt at vælge at leve, men det er også hårdt at sætte sig ned og dø. Uri og jeg valgte livet. Vi har et ordsprog, der hedder: ’Follow the river. Follow the flow.’ Vi har altid aftalt, at det skal vi gøre. Det gør vi også nu.

Uri og jeg blev gift på rådhuset i vinteren 2015 med huer på. Dengang tog jeg ikke Uris efternavn, men fortsatte med mit usynligheds-Olsen. Men senere, da alt det her skete, ombestemte jeg mig. En dag på Hvidovre Hospital sagde jeg til Uri: ’Vil du gifte dig med mig, og må jeg tage dit efternavn?’ Han svarede, at det ville han gerne, men så skulle det ske på inspektionsfartøjet Knud Rasmussen, som vi tidligere havde sejlet med. Vi blev godkendt til at gå ombord igen i juli 2019.

De lavede en fin bryllupsreception for os, mens vi lå inde i Nuuk Fjord, og kaptajnen holdt en tale. Jeg var i kjole og bare tæer. Uri gav mig en gave. Han havde fået fremstillet en sneuglefjer som et sølvvedhæng i en halskæde. Fjeren er en kopi af den tatovering, han har på armen. Vi kendte alle sømændene, nogle af dem er vores rigtig gode venner. Uri stod op i 21 minutter og holdt sin tale for mig. Nogle af sømændene havde skrevet en sang til os. Den havde titlen: ’Jeg går for dig’.

Uri kan ikke fotografere mere. Men vi arbejder ufortrødent videre med at bevare verdens vilde natur. For tiden arbejder vi på at skabe en nationalpark i Vestgrønland. Vores drømme lever stadigvæk.