Rapperen USO døde på en løbetur. Efter fire dage i koma blev en ny mand født

Den 11. juni 2022 var en solrig sommerdag. Ausamah Saeed, også kendt under sit kunstnernavn USO, skulle deltage i en 24-timers løbestafet sammen med en række kendte danskere. På skift skulle de løbe rundt om Søerne i København for at samle penge ind til en fond, der hjælper syge børn.

Op til løbet havde USO trænet intensivt og været igennem et forløb med en personlig træner. Et par uger tidligere havde han gennemført Nordic Race, et udholdenhedsløb, der giver mudder på knæene og lader lungerne hænge halvvejs ud af halsen.

I sin tidlige ungdom levede USO et på mange måder usundt liv, men det havde han fået rettet op på i de seneste 10 år. Han tænkte over sin kost, han passede sin træning og mærkede efter i sin krop. Han var i sit livs form.

Inden han den morgen tog afsted mod Søerne, hev han en skrigblå løbetrøje ud af skabet. Trøjen havde han fået af sin svigermor, men endnu ikke brugt, fordi den sad for stramt. Det var først for nylig, at han havde tabt sig nok til, at den sad, som den skulle.

Han tog den blå løbetrøje på, kyssede sin hustru og sin søn farvel og aftalte med dem, at de skulle spise pizza sammen, når stafetten var slut. Men USO kom ikke hjem. Få timer efter stoppede hans hjerte med at slå.

”De første fem kilometer af løbet gik helt okay. Jeg løb den første runde og kom tilbage til basen. Jeg holdt en pause og lavede et Instagram-opslag, hvor jeg opfordrede folk til at donere penge til den her fond. Så blev det min tur igen. Jeg løb fra Vesterbro-enden af Søerne mod Østerbro-enden, og et sted på strækningen ved Nørrebro faldt jeg om.

Alt, hvad jeg fortæller herfra om den dag og fire dage frem, er noget, jeg har fået at vide af andre. Men lige midt i løbet fik jeg et hjertestop. Om jeg har kunnet mærke noget, inden det skete, ved jeg ikke, men normalt ville jeg løbe på stien nede ved vandet. Jeg faldt om lidt længere oppe ad en skråning ved træerne, så måske har jeg mærket noget og er væltet opad. Det var der, de fandt mig.”

Var der nogen, der så det ske?

”På en sommerdag ved Søerne er der heldigvis folk overalt. Jeg har fået fortalt, at der på et tidspunkt stod cirka otte mennesker omkring mig og prøvede at få liv i mig. Der var nogle, der panikkede, andre ringede efter en ambulance, mens en ældre kvinde stod og gav mig lussinger og råbte ’vågn op.’”

Hvis man får et hjertestop, er de første minutter vel afgørende?

”Ja, det skal gå meget hurtigt. Det er livsnødvendigt, at der er nogen, der kan førstehjælp eller bruge en hjertestarter. Men mange aner ikke, hvad de skal gøre i sådan en situation, fordi de ligesom jeg ikke havde fået taget et hjertestarterkursus.

Det skal dog siges, at dem, der stod omkring mig, ikke vidste, at det var et hjertestop. De har nok ikke lige med det samme tænkt, at ham der løberen, der faldt om, faktisk var død.”

Men det var du?

”Ja. En kvinde, som jeg har været så heldig at tale med efterfølgende, kom tilfældigvis forbi. Hun var ude at gå tur med sin familie, da hun på lang afstand kunne se mig ligge der under træerne.

Det var den skrigblå trøje, der gjorde, at hun fik øje på mig. Hun kastede sin søn i armene på sin kæreste, og så spurtede hun hen til mig. Hun spurgte dem, der stod omkring mig, om de havde tjekket min puls, og det havde de ikke. Så tjekkede hun selv, og der var fuldstændig slukket.”

Hvordan tjekkede hun det?

”Jeg ved ikke præcis hvordan. Det kan, har jeg lært nu, være ret svært at tjekke andres puls i sådan en situation, fordi man selv er ret meget oppe at køre, adrenalinen pumper, og det larmer omkring én. Men en måde at gøre det på er at lægge en hånd på maven og se, om den går op og ned. Hun tjekkede min puls og kunne så konstatere, at jeg var død.”

Hvad gjorde hun så?

”Hun begyndte at trykke på mit bryst. Hjertet ligger jo ikke helt ude i venstre side, som man ser på film, når nogen bliver skudt, og hjertet nærmest er ude under armhulen. Det befinder sig faktisk ret tæt på midten af brystet.

Hvis du mærker med din hånd, kan du mærke dit brystben. Det skal presses ind og røre hjertet. Det er det, der får hjertet i gang igen. Hvis man har prøvet at lave førstehjælp på en dukke, kan man høre sådan et knæk, og det knæk skal man også kunne høre i virkeligheden.

Kvinden, der reddede mig, fik tunnelsyn, som hun selv beskriver det, og hun havde heldigvis taget et kursus på sit arbejde. Hun lukkede alt andet ude og fokuserede på hjertemassagen.

Hun fik sat gang i min livslinje igen, og det var den, som ambulanceredderne, der på et eller andet tidspunkt i processen kom, kunne bygge videre på. De gav mig stød og fik mig stabiliseret nok til, at de kunne køre mig til Riget, der heldigvis kun lå fem minutter væk.”

Betyder det, at hvis hun ikke havde været der, så havde du været død, selvom der var hjælp på vej?

”Ja. Og her vil jeg gerne indskyde, at det er helt forståeligt, at de andre ikke vidste, hvad de skulle gøre. Hvis jeg så et menneske ligge der på en skrænt ved Søerne, så havde jeg heller ikke anet, hvad jeg skulle gøre. Og det er det, der er det mest skræmmende at tænke på.”

Hvad mener du med det?

”Vi mennesker, der lever i den vestlige verden, især i et land som Danmark, er jo aldrig rigtigt pressede. Vi kan godt være udfordret i vores hverdag af alle mulige ting, og vi kan udfordre os selv for sjov til træning, men de færreste af os bliver presset derud, hvor det handler om overlevelse, hvor vi skal bruge vores overlevelsesinstinkt.

Vi lever i så tryg en virkelighed, og derfor er man ikke parat, når sådan noget her sker. Det var den kvinde, der reddede mig, måske heller ikke, men der var et instinkt, der satte ind.”

Var det på det her tidspunkt stadig uvist, om du ville klare den?

”Jeg har fået fortalt, at ambulancefolkene har en skala, hvor de måler patentientens tilstand, når du bliver ’sat af’ på hospitalet. 0, så er chancerne ikke gode for at overleve, 5 er det bedste udgangspunkt, og jeg lå på 3.

Lægerne på Riget lagde mig i respirator i fire dage. En maskine trak vejret for mig. Og de rensede mine lunger, fordi jeg oveni hjertestoppet havde fået en kemisk lungebetændelse, som man kan få, når man sluger sit eget blod eller opkast.

Mens jeg lå i koma, indopererede de en stent, der skulle udvide min kranspulsåre, som de fandt ud af, var forsnævret, hvilket jeg ikke havde haft nogen som helst viden om. Og det var selve årsagen til mit hjertestop.”

Havde du slet ikke haft nogle symptomer op til da?

”Nej, jeg havde intet mærket. Men det skulle ske, siger de kloge hoveder. Jeg skulle falde om, fordi jeg havde den forsnævring, og man kan sige, at det ikke kunne være sket på en bedre måde. Kvinden her løb hen til mig, falckredderne var der hurtigt, jeg var tæt på Riget, og jeg var i god form. Hvis det var sket i gamle dage, dengang hvor jeg var i virkelig elendig form, men følte mig uovervindelig, så havde jeg formentlig ikke overlevet.”

Prøv at beskrive den tid.

”Min ungdom var meget atypisk. Jeg indledte min musikkarriere som 16-årig i 1997, da jeg vandt den indledende runde ved DM i Rap i Aarhus, kom til finalen i København og fik en fjerdeplads. Jeg havde det for vildt i mange år, og hvis man ser et foto af mig fra 2006, vejede jeg nok på den gode side af 100 kilo og gik i XXXL.

Heldigt for mig, at baggy tøj var på mode dengang. Jeg dyrkede ingen motion, jeg tænkte ikke over, hvad jeg spiste, og jeg var meget på farten på grund af de mange koncerter. Når man står på Orange Scene og hører alle i publikum synge ens tekster, tænker man udelukkende på, hvor fedt det er. Ikke så meget på, om det er en sund livsstil.”

Hvordan har du siden ændret din livsstil?

”Mange har måske et lidt bedaget billede af mig, men jeg har altså ikke været overvægtig siden 2013. Der begyndte jeg at leve ret sundt, jeg tabte mig, og jeg blev bidt af at have en sund livsstil.

Jeg har lagt rigtigt mange timer i træningscenteret og tænkt meget over min kost, og det var det, der i sidste ende reddede mit liv. Det har alle lægerne, sygeplejerskerne og falckredderne fortalt mig. Jeg overlevede turen i respiratoren, fordi min krop var stærk.”

Hvordan så udsigterne ud i begyndelsen på hospitalet?

”Der var forskellige scenarier: at jeg døde, simpelthen. Det var en reel mulighed, fordi jeg ikke kunne trække vejret selv. Der var også en på min stue på intensiv, der døde, mens jeg selv lå i sengen ved siden af i koma. Så de tanker havde mine pårørende.

De tænkte: ’Vi ved jo ikke engang, hvor han skal begraves!’ Jeg var 41 år gammel, så den snak havde vi selvfølgelig ikke haft. Et andet udfald var, at jeg ville overleve, og at alt ville være godt, men der skal man eddermame være heldig. Et tredje udfald var, at jeg ville vågne og være en grøntsag eller leve med et handicap.”

Du ligger i koma i fire dage. Hvad er det første, du husker, efter du vågner?

”At jeg ser min familie. De bor i Aarhus, så jeg tænker selvfølgelig: ’Hvad er det, der foregår? Hvorfor er de her?’ Så åbner jeg øjnene lidt mere, og opdager, at jeg ligger i en hospitalsseng. Jeg er helt afkræftet, jeg snøvler og får så at vide, at jeg har haft hjertestop. En læge spørger mig, om jeg forstår det.

Det skal jeg lige have at vide et par gange, og lægerne skal i det hele taget fortælle mig de samme ting igen og igen, fordi min korttidshukommelse er virkelig sløj. Jeg forstår ikke, hvad det er, der sker. Jeg bliver bange og er meget utryg.

Jeg er koblet op på alle mulige apparater overalt, der er slanger, der stikker ud af min hals, der er drop, der er elektroder, der måler min hjerterytme, og så begynder jeg bare at hive alle slangerne ud, jeg vil bare væk. Til sidst får de mig beroliget og siger, at jeg skal blive på hospitalet.”

Kan du huske andet?

”Den første nat var jeg ekstremt bange for at falde i søvn, selvom jeg var supertræt. På det tidspunkt kunne jeg kun lige akkurat klare at trykke på en knap for at kalde på en sygeplejerske, men ellers blev jeg fodret og skulle have hjælp til alt. Jeg kunne heller ikke rigtigt tale.

Mit system var på overarbejde, og jeg var overbevist om, at hvis jeg faldt i søvn, ville jeg dø. Så jeg holdt mig vågen i 24 timer i træk. Min familie og lægerne prøvede at overbevise mig om, at alt var godt, og at det var sikkert at falde i søvn igen, men jeg havde det bare sådan: Prøv at høre, jeg har lige ligget og sovet i fire dage – det skal jeg ikke igen. Jeg skal ikke tilbage til døden.”

Men til sidst faldt du så i søvn?

”Ja, men det var kun, fordi de gav mig noget beroligende. Det er fascinerende, taget i betragtning hvor dårlig min tilstand var, at jeg havde kræfter til at holde mig vågen i 24 timer.”

Du var indlagt på Riget i 14 dage. Hvad løb gennem dit hoved i den periode?

”Jeg har aldrig haft så klare tanker, som da jeg lå der. Når man ikke kan bevæge sig, og der ikke er nogen verden, der kommer ind udefra med inputs, er man ret alene med sin tanker.

Jeg fik virkelig vendt verdenssituationen med mig selv. ’Fuck mand, jeg har været død! Så hvad vil jeg, nu hvor jeg får lov til at leve videre?’ Min tid blev pludselig utroligt dyrebar. Så hvad – og ikke mindst hvem – vil jeg bruge den på?”

Hvad har dit hjertestop betydet for dig?

”Jeg er blevet bedre til at dyrke taknemmeligheden. Den dag ændrede hele mit liv. På et splitsekund. Der er jo rent faktisk ikke nogen, der har lovet, at vi får lov til at vågne i morgen. Der er ikke nogen, der har lovet, at jeg kommer hjem, når jeg går ud ad døren. Hvis du ikke sætter pris på det, du har nu, er det ikke sikkert, at du får mere af det. Det, tror jeg, at vi glemmer en gang imellem. Det, som betyder noget, handler overhovedet ikke om penge eller karriere i sidste ende.

Det handler om kærlighed, familie, venskaber. Dem, der var der for mig på hospitalet, repræsenterer faktisk alt det, som betyder noget. De sad der på skift døgnet rundt, så jeg ikke var alene på noget tidspunkt, indtil jeg blev udskrevet. Mens jeg var indlagt, var et af mine største ønsker at kunne gå igen. Jeg var så svækket, at jeg ikke engang kunne løfte en kuglepen, jeg kunne ikke spise selv, og toiletbesøg blev klaret via slanger, som var koblet til min krop.

At have oplevet det sætter tingene i perspektiv. Jeg prøver at være taknemmelig for de helt små ting og at huske at skrive taknemmelighedslister. Jeg ved godt, at det lyder helt Laws of Attraction-agtigt, men husk at sætte pris på dagen. Jeg er muslim, og hjertestoppet har også fået mig tættere på min religion.”

Hvordan det?

”Det er meget privat for mig, men når du er indlagt på et hospital, bliver du bare mere troende. Tragedier får os tættere på Gud, jeg dyrker i hvert fald min religion meget mere nu.

En del af islam er også at være taknemmelig, derfor hører man tit muslimer sige ’alhamdulillah’, som er en tak til Gud. Det bliver sagt for de store og små ting i livet som en måde at vise taknemmelighed på.”

Hvordan var din tilstand, da du blev udskrevet fra hospitalet?

”Jeg havde ar på den ene langside af kroppen, mit håndled var dårligt, jeg kunne dårligt gå. Vi bor på tredje sal, og i lang tid kunne jeg kun gå fem-seks trin ad gangen, hvorefter jeg fik hosteanfald og måtte holde pause.

Når jeg begav mig ud, havde jeg min søns klapvogn at støtte mig til, fysisk og mentalt, og det gjorde, at jeg kom ud ad døren og blev god til at gå igen. Hvis jeg havde været alene, havde jeg nok ikke kæmpet så hårdt for at komme på fode igen. Men jeg gjorde alt, hvad de sagde.

Jeg fik en fløjte med hjem fra hospitalet, jeg skulle puste i for at styrke mine lunger, og kom på et genoptræningsforløb mellem Riget og Frederiksberg Hospital, og min sundhedsplatform eksploderede fuldstændig. Det gik amok. Jeg var til tjek konstant, EKG, hjertescanninger, fik målt kolesterol, blodtryk, alt. Hele tiden.”

Hvad har du især skullet bearbejde mentalt?

”I rigtig lang tid havde jeg, hver gang jeg gik ud ad døren, en fornemmelse af, at det ikke var sikkert, at jeg kom hjem igen. Den dag, jeg faldt om, var en helt almindelig dag, og der kom jeg jo ikke hjem. Jeg har virkelig skullet tale med en psykolog om den der konstante følelse af, at måske dør jeg i dag.

Jeg kunne sagtens lave en aftale med en kammerat om, at vi ses om en måned, men i mit hoved tænkte jeg: Ja ja, det kan vi da godt sige, men det er jo ikke sikkert, at jeg er her. Derudover fik jeg akut paranoia over at skulle have min puls op igen. Bare det at løbe 10 meter var for meget for mig.

Vi byggede langsomt på, og da jeg havde løbet min første lille løbetur på Frederiksberg Hospital med professionelle omkring mig, havde jeg bare megaoptur. Fysioterapeuterne og lægerne gjorde meget ud af at fortælle, at alt så godt ud, og det prøvede jeg så at tro på.”

Er der andre ting, du mangler at bearbejde?

”Rent socialt skal jeg blive klar til verden igen. Jeg har passet mig selv rigtig længe. Det er de færreste, der ved, hvad der er sket, så folk har talt til mig, som de plejer, når de har mødt mig på gaden.

Ligesom med fysikken skal man også mentalt være parat til næste skridt. Jeg ser dem, jeg kan overskue, og åbner lige så stille og roligt op, er begyndt at arbejde lidt og spørger mig selv, hvem jeg gider at gå i studiet med. Jeg ved, at jeg ikke skal til en eller anden prisuddeling lige nu, det er jeg ikke i stand til.”

Hvad har du konkret ændret i dit arbejdsliv?

”Jeg er blevet bedre til at prioritere og skære fra. Jeg prøver at tænke over, hvad det er, der i virkeligheden er værdifuldt for mig. Hvad der giver mig ægte livsglæde og gør mig til et bedre menneske. Jeg har også fået fintunet mit bullshitfilter. Den der kaffeaftale for bare at drikke kaffe og ikke lave en skid – det gider jeg ikke mere.”

Hvordan ser dit arbejdsliv ud nu?

”Jeg laver kun ting, jeg synes er sjove. Jeg har skrevet tekster for andre, men det gider jeg ikke mere. Hele den der brancheting, der er så opsat på, at man skal lave hits…

Det er meget resultatbaseret, det hele er TikTok og pis og lort, og lige nu er den måde at tænke på så langt væk fra min. Jeg har et dansk rap-projekt – under mit kunstnernavn USO – på trapperne, og det kommer til at blive det sidste album, jeg laver som rapper i Danmark.”

Hvem er kvinden, der reddede dit liv, og hvordan opsporede du hende?

”Hun er i 40’erne, og på Facebook havde hun lavet et opslag om, at hun havde hjulpet en løber, der var faldet om, og at hun håbede, at den løber var okay. Det viste sig så, at hun er fælles venner med en af mine venner, der vidste, hvad der var sket.

Uden hende havde jeg ikke været i live i dag, og jeg kan ikke sige eller gøre noget, der er stort nok for at vise, hvor taknemmelig jeg er for hendes indsats. Jeg skylder hende en enorm tak. Det betyder ikke kun noget for mig, at hun var der, men også for alle omkring mig. For min hustru, min søn, min familie, mine venner. Det er hendes handling, der gør forskellen. Det kan godt være, at hun ikke vidste præcis, hvad hun gjorde, men hun gjorde noget.”

Hvornår mødtes I?

”I november sidste år. Jeg ville først mødes med hende, når jeg var mentalt klar til det og kunne stå på mine egne ben, rent fysisk, og føre en ordentlig samtale med hende. Der er mange ting i sådan et forløb, man skal have processeret. Blandt andet at et andet menneske har reddet dit liv. Det, tror jeg, er noget, de færreste kan sætte sig ind i. Jeg forstår det heller ikke helt selv endnu.

Vi var begge meget berørte, da vi mødtes. Hun reddede mig faktisk på sin egen fødselsdag, fortalte hun. Det, hun har gjort, er jo heller ikke noget, hun bare lige glemmer. For mig var det meget terapeutisk at tale med hende, der var en hel side af historien, jeg ikke kendte, og den fortalte hun mig. Blandt andet præcis, hvor jeg var faldet om, hvilket er en konkret detalje, der er ret væsentlig for mig.

Hendes tanker, det med den blå trøje, at der var andre mennesker omkring mig. Langsomt har jeg stykket sammen, hvad det var, der helt konkret skete, og det giver mig en vis ro. Men grundlæggende er jeg forandret. Jeg har jo været død. Det er trods alt noget, de fleste kun oplever én gang.”