Dansk ur-designer debuterer med ur i eget navn

THOMAS FUNDER ER typen, der scanner et rum for armbåndsure, når han færdes ude. Han kan ikke lade være, han er arbejdskadet. Hvis han er til en social sammenkomst eller en reception, ved han ret hurtigt, hvilket ur folk har på.

”Ure er et af den slags produkter, som røber utroligt meget om, hvem du er. Du kan sammenligne det med biler. Det fortæller, om du går op i kvalitet, og hvordan du gerne vil opfattes,” siger Funder, der også mener at kunne udlede, om en kvinde nu selv har købt sit Rolex, eller om hun har fået det i gave.

”Hvis det er et lille Rolex, så har hun fået det af sin mand. Hvis det er et stort Rolex, har hun købt det selv,” griner han.

Danskeren har siden 2016 været bosat i Schweiz, hvor han har designet i omegnen af 30 ure for store og små ur-brands. Det startede som en prøveballon i 2013, da han som ung andetårsstuderende på Designskolen i København sendte ansøgninger til diverse brancher for at prøve teorien fra skolebænken af i virkelighedens verden. Den eneste virksomhed, der vendte tilbage på hans uopfordrede e-mails, var hollandske S. Weisz Uurwerken, der hyrede ham til at lave et ’dansk design-ur’ i stil med Skagen.

Det var med Funders egne ord ikke noget, der fik hans puls op at ringe, men omvendt krævede det ikke den store forståelse for ure eller ingeniørkunst. Han lærte én ting: På mere komplicerede ure kan designeren ofte gemme sig i mængden af detaljer, men jo enklere et ur er, jo vigtigere bliver proportioner og overflader, fordi de er mere i fokus.

Samme år tog han til ur-messen BaselWorld, hvor han lærte en anden vigtig ting: Det var utrolig vanskeligt at få de prestigefyldte og store ur-huse i tale, mens man omvendt sagtens kunne få en lang snak med urmagerne hos de uafhængige brands.

”De gad godt én,” fortæller Thomas Funder, der især blev tiltrukket af brands som De Bethune og Urwerk, der også er blevet kaldt for pionerer inden for ’Nouvelle Horlogerie’, en bølge af konceptuelle ure, som så dagens lys i 1990’erne.

FUNDER VAR SOLGT. Hvis han oprindeligt havde været overbevist om, at han skulle lave kurvede italienske sportsvogne i stil med Ferrari og Maserati, så pegede pilen nu en anden vej: mod armbåndsure.

Selvom jobbet hos S. Weisz Uurwerken betød, at han havde fået en fod inden for i branchen, så var det ikke nogen badebillet: Urbranchen er notorisk bøvlet at komme ind, ikke kun fordi der reelt set kun produceres ure i nævneværdig skala i Schweiz, Tyskland, Japan og Kina, men også fordi ur-branchen er hermetisk lukket om sig selv.

Til trods for at de store ur-huse for længst har omfavnet hightech i produktionen, så hersker der stadig en gammeldags selvopfattelse, hvor man nidkært værner om sine fabrikshemmeligheder. Også selvom mange af maskinerne i dag er de samme på tværs af brands. I Schweiz er ure desuden en branche, hvor arbejdssproget fortsat er fransk, hvorfor Thomas Funder, der taler tysk, dansk og engelsk, i årenes løb har måttet takket nej til opgaver for Breitling, Breuguet og Audemars Piguet, fordi sproget kom på tværs.

Men det er okay, siger Funder selv. Danskeren foretrækker nemlig at arbejde freelance for mere ukendte brands, hvor der er kortere mellem beslutningerne, og hvor man ikke er så bange for at tage risici:

”Det giver mig en stor grad af frihed,” siger han.

SIDEN 2016 HAR Thomas Funder designet armbåndsure for blandt andre schweiziske Horage, der laver deres egne in-house-værker, og det relancerede amerikanske ur-firma Waltham Watch Company.

Sidste år tog Funder så springet og designede sit første ur fra bunden, ’Måne’, hedder det. Æstetisk ville han skabe et ur, hvor delene nærmest smelter sammen, og hvor urets linjer synes kontinuerlige uden en klar adskillelse mellem komponenterne. Ur-kassens krumning giver ikke kun et anderledes look, men øger komforten, da kasse og rem er designet til at smyge sig om håndleddet.

Uret er drevet af et Sellita SW288 – der også bruges af producenter som britiske Farer – der, ud over at være driftsikkert og til at betale, også er udstyret med månefase. Det kan virke dristigt som den første komplikation i et helt nyt ur, men for Funder var det et naturligt valg:

”Jeg elsker det, månefasen er en unik komplikation, der gentager et naturligt fænomen. Det skildrer, hvad der kan ses på himlen til enhver tid. Det bruges ofte i klassiske ure, men jeg var overbevist om, at det med en moderne fortolkning kunne blive mere spændende,” siger han.

Den nye fortolkning løste Thomas Funder ved at tilføje minimalistiske grafiske elementer og ved at finde inspiration i ’monocoque’-designs fra 70’erne. Det er en hel, formstøbt ur-kasse, der beskytter urværket ved at gøre det umuligt for fugt eller støv at trænge ind. I modsætning til 70’ernes kluntede og tunge blokdesigns genskabte Funder designet på en ny og lettere måde.

’Måne’ har et retro-futuristisk look, som garanteret vil dele vandene. Lige så bemærkelsesværdigt er det, at uret er opbygget i integrerede moduler, så man selv kan udskifte komplikationer efter behov. Indtil videre kan man på danskerens ur aflæse månens faser på tre forskellige måder – men flere komplikationer er ifølge designeren på vej.

”JEG KENDER IKKE andre brancher, hvor en millimeter kan være så betydningsfuld, og hvor produktet skal være så perfekt,” siger Funder, når man spørger ham, hvad der adskiller ur-industrien fra andre brancher. Detaljegraden og kvalitetskontrollen er så udtalt, at mange ur-firmaer i dag også producerer til underleverandører i flyindustrien og i tandplejen, hvor tingene også skal være uhyggeligt præcise.

Det forklarer også, hvorfor Thomas Funder er mellem et halvt til helt år om at designe et ur. Han blæser typisk størrelsen på urskiven op seks gange på sin skærm, så han kan arbejde med proportionerne. Detaljer er nemlig alt i designet, og ifølge Funder kan grænseværdier på under en halv millimeter gøre en kæmpe forskel for det færdige produkt.

Hans største udfordring og hovedpine er at skabe noget originalt. Du skal ikke se på hans ur og sige, at det ligner noget andet. Det skal ifølge danskeren føles nyt og friskt og anderledes. Det er ikke nemt, men det er ikke umuligt.

”Folk, der siger, at alting allerede er lavet, mangler kreativitet,” siger Funder og tilføjer: ”Man kan altid skabe noget, som ikke er lavet før. Det er den tilgang, jeg går ind til hvert projekt med.”

Det er dog også en balance, for som freelancer skal han ofte lave designs for ur-brands med en lang historie og en etableret brandidentitet, som man ikke bare lige piller ved. Så er opgaven at finde en balance mellem at forstå brandets DNA og samtidig drive det fremad. Netop den balance er der mange store ur-firmaer, der ikke formår. De kører ifølge danskeren i cirkler i stedet for fremad:

”De har millioner af schweizerfranc i banken, men de er bange for at tage chancer. Dem, der tager beslutningerne, har måske ikke altid den samme fascination af ur-design, men er mere opdraget i marketing.”

Kan det være frustrerende som designer at skulle forholde sig til?

”Det betyder i al fald, at der er mange ting, der kan komme i vejen for et projekt og også derfor, at de innovative idéer ofte kuldsejler.”

Er du fortrøstningsfuld på branchens vegne?

”Det er de uafhængige ur-brands, som driver det her fremad rent kreativt. Jeg tror, at de større brands vil blive inspireret af de mindre brands, der begynder at få stor succes. Både i forhold til at skabe noget nyt og anderledes, men også i deres villighed til at udvikle nye urværker.”

I de senere år er ure blevet populære som investeringsobjekter. Hvad tænker du om det?

”Mange af dem, jeg kender i branchen, er trætte af folk, der ser ure som investering. Folk spørger mig ofte, hvad den bedste investering er. Så plejer jeg at sige, at den bedste investering er det ur, som du bruger og holder af. Hvis du køber et ur, som du er bange for at bruge, så vil jeg da hellere sætte pengene i aktier. De er en bedre investering. Man skal ikke se ure som investering. Hvis uret stiger i værdi, så er det da dejligt, men ure er til for at blive brugt, ellers har det ikke nogen værdi.”