Dem, der siger, at uret er mandens eneste smykke, glemte at spørge kvinderne

Dem, der siger, at uret er mandens eneste smykke, glemte at spørge kvinderne

Den amerikanske tekstforfatter Brynn Wallner ejede ikke et ur, da hun i 2020 stiftede Instagram-kontoen Dimepiece om ure og kvinder. Den er på rekordtid gået fra at være totalt ukendt til at blive lidt af et online-fænomen i ur-kredse.

Offentliggjort

I oktober sidste år blev Brynn Wallner i en sort Cadillac Escalade eskorteret til Newark-lufthavnen i New York af to bevæbnede politibetjente. Bilen er en af den slags onde SUV’er med tonede ruder, som man skal være rapstjerne eller kartelchef for rigtigt at sætte pris på.

Brynn Wallner var på vej til lufthavnen for at flyve til Los Angeles, hvor hun skulle skyde en video for eBay, og hun havde en håndfuld af sine egne ure med. Deraf sikkerhedsforanstaltningerne. På håndleddet havde Wallner sit Cartier Tank Française, og i tasken lå et vintage Rolex Datejust og et nyere Breitling. Berettigede det til en bevæbnet eskorte? Slet ikke, tænkte Wallner, der til at begynde med troede, at nogen tog pis på hende.

Det viste sig dog, at eBay blot var ekstra forsigtige, fordi de ikke ville stå med ansvaret i tilfælde af et tyveri.

”Jeg følte mig som en diplomatdatter. Men det føltes også godt, for selvom urene slet ikke var så mange penge værd, så var det tankevækkende for mig at opleve. I hvilken anden branche ville det være sket? At gå ind i ur-branchen har givet mig indblik i en verden, som jeg ikke var fortrolig med, og det er både sjovt og interessant at se, hvordan ’den anden halvdel’ lever,” siger Brynn Wallner på en telefonlinje fra New York.

Dimepiece er slang for en ’smuk kvinde’ – en ’10 ud af 10’ på den uofficielle skønhedsskala – og optræder blandt andet i raptekster fra 1990’ernes New York. Det er også navnet på den populære Instagram-konto, som Brynn Wallner stiftede i 2020, og som spiller på ordet ’timepiece’, altså ur.

Dengang ejede hun ikke selv et ur, og projektet er født ud af hendes nysgerrighed efter at lære mere om luksusure, og hvordan kvinder passer ind i den verden. Wallner havde nemlig ikke så få begyndervanskeligheder:

”Det var ikke nemt at vælge mit første ur. Når du ikke arver en passion for ure fra din familie, som mange ur-entusiaster gør, er man overladt til sig selv. Hvordan skulle jeg vide, hvad jeg ville have?” spørger Brynn Wallner, der ikke identificerede sig med Instagram-posts af ure, whisky, og cigarer, ”eller hvad mænd nu ellers går op i,” griner hun.

Dimepiece var hendes måde at signalere, at platformen er helliget kvinder og ure, og at den ikke tager sig selv særlig højtideligt. Det har vist sig at være en succesfuld opskrift: Wallner har i dag 40.000 følgere og har udvidet med et website med en shop af kuraterede vintageure, ligesom en række anerkendte medier, heriblandt The New York Times og Harper’s Bazaar, har bragt interview med hende. Der er med andre ord rift om Brynn Walnner, som når fx eBay skal lave promotion-videoer om ure og gerne vil ramme det kvindelige publikum.

Idéen til Dimepiece opstod, da Wallner arbejdede for Sotheby’s i New York, hvor hun skrev redaktionelt indhold til auktionshusets site. En dag prikkede afdelingen for ure hende på skulderen og bad hende lave indhold til et yngre publikum. Det er trods alt mere normalt, at en 25-årig investerer i et armbåndsur til 5.000 dollar end et David Hockney-maleri, så det gav mening at satse på ure.

Problemet var bare, at Wallner intet anede om ure.

”’Det er ok,’ sagde min chef, ’vi får lavet indholdet ude af huset, og så kan du bare redigere det på plads og finde fotos til at ledsage det.”

Wallner gav sig til at se videoer på YouTube, hvor hun blandt andet lærte, hvordan man udtaler Audemars Piguet korrekt, hun lavede dybdegående research af de mest ikoniske ure, faktatjekkede på kryds og tværs, og langsomt indså hun til sin egen overraskelse, at hun var begyndt blive totalt optaget af ur-universet.

Hun læste alt, hun kunne opstøve om ure, om deres historie og om deres kulturelle betydning, og hun begyndte at lægge mærke til ure overalt, på tv, i biografen, på folks håndled i metroen.

”Det blev min nye hobby, hvilket var ret sjovt, fordi jeg var 29 år gammel og egentlig troede, at jeg allerede vidste, hvad jeg gik op i,” siger hun.

Omtrent samtidig begyndte det at gå op for Brynn Wallner, at kvinder kun sjældent blev omtalt i de fascinerende historier, hun havde researchet. Det blev ikke bedre, da Wallner besluttede sig for at købe et pre-owned Rolex Date-just. Der var tusindvis af muligheder, forskellige farver og priser.

Det var kaotisk og overvældende, der var for meget at fordøje, og hun havde ingen til at guide sig. Derfor opgav hun helt ævred.

”Og det var bare købsdelen. Hvis du godt kunne tænke dig et ur, men ikke ved hvilket et, du kan lide, hvor starter du så? Google? Inden jeg lavede Dimepiece, var resultatet af en søgning på ’kvinder og ure’ et billede af Ellen DeGeneres og hendes Patek Philippe Nautilus ref. 5711. Det er da okay cool, men det er et ur, der koster 750.000 kroner brugt, og jeg er ret ligeglad med Ellen DeGeneres,” siger Brynn Wallner.

Da Sotheby’s under corona-pandemien valgte at skære i staben, og hun mistede sit job, tog Wallner tre måneders timeout, før hun besluttede at kaste sig over at skabe en platform, hvis primære mål var at gøre oplevelsen af ure mere sjov, spændende og tilgængelig, ikke mindst for outsiderne: kvinderne. Et slet skjult opgør med den mandsdominerede ur-verden.

”Ure er interessante, fordi de er mere end bare en accessory. For mænd har ure længe været symboler på succes. Du får eller køber et ur, når du lander dit første job eller får dit første barn. De har været milepæle. For kvinder har det ikke været så udtalt. Men hvorfor egentlig? Ure er jo mere tungtvejende symboler end Louis Vuitton-tasker eller Gucci-sko. Hvorfor skulle kvinder ikke også have adgang til den slags symboler, som kan have så stor betydning i så mange år fremover?” spørger hun.

Ifølge Brynn Wallner har ur-verdenen været en lukket klub, fordi branchen altid har henvendt sig kun til mænd og har glemt kvinderne i processen.

Hvis man ser reklamer for Rolex i 1950’erne, vil man opleve en meget mandet mand bestige Mt. Everest eller holde en tale ved FN’s hovedkvarter i New York. Omvendt fremstilles kvinder i reklamerne stort set altid som den, der modtager et ur i gave.

Det er udtryk for en sexisme, der, mener Walnner, har været indlejret i den normale måde at tænke markedsføring af ure på. Hertil skal lægges, at de færreste kvinder har lyst til at bidrage i kommentarfeltet på nørdede ur-fora på Reddit eller Hodinkee.

I 2022 lancerede Brynn Wallner Dimepiece Horoscopes, hvor hun forbinder en historisk ur-model med et stjernetegn og forklarer, hvorfor de to er et godt match. Hun er klar over, at det er en ’cheesy’ måde at gøre det på, men hun gør det for at kaste en livline til dem, som ikke automatisk interesserer sig for ure og ikke aner, hvor de skal lede.

”Det kan være svært for folk at forstå, hvad det er, de skal identificere sig med i et ur, så jeg gør processen mere menneskelig. Hvis du for eksempel er stjernetegnet Jomfru, så er et Cartier Tank måske noget for dig. Det er lidt for sjov, men det er også for at gøre det at finde det rette ur lettere og mere kreativt. Ur-verdenen behøver ikke at være så seriøs.”

Det minder lidt om det, vi kender fra vinens verden. Den kan også fremstå intimiderende og selvhøjtidelig for de uindviede?

”Bestemt. Især hvis du ikke har udviklet din smag endnu, så står man bare der og flagrer.”

I ur-branchen siger man, at kvinder ikke går op i mekaniske urværker, og at ur-husene ofte putter billige kvartsværker i deres damemodeller. Hvorfor?

”Mit første ur var et Cartier-kvartsur, som var til at betale og så godt ud. Det tikkede alle de rigtige bokse af. Siden lærte jeg mere om ure og begyndte at gå op i mekaniske værker. Ure er en ’acquired taste’, som kræver forudgående viden.

Mekaniske ure er dyrere og mere vedligeholdelseskrævende end kvarts, så hvis du intet ved om ure, hvorfor så give ekstra for noget, du ikke forstår? Der er intet galt i at ville have et ur, fordi det ser godt ud, det er trods alt bare en accessory, men det er også meget mere end det. Måske er det begyndt at gå op for kvinder nu.”