Er de retrofuturistiske 'ana-digi-ure' på vej tilbage?

OL I 1976 i Montreal var præget af dårlig planlægning, strejker og katastrofalt rod i økonomien.

”De olympiske lege i Montréal kan ikke tabe penge, mere end en mand kan få en baby,” blev borgmesteren i byen, Jean Drapeau, alligevel berømt for at sige.

Han tog spektakulært fejl.

OL blev så stor en økonomisk belastning for den canadiske metropol, at man var 30 år om at betale gælden tilbage.

Udover det boykottede 22 afrikanske lande OL det år, fordi New Zealand var med. Newzealændernes synd var, at deres rugbylandshold havde spillet i Sydafrika, som dengang var under apartheid.

Da legene i Canada endelig begyndte, var der stadig byggekraner på gaden, og taget på det olympiske stadion kom først på 12 år efter, at legene sluttede.

Som om det ikke var skandaløst nok, gik den olympiske flamme ud under et blæsevejr på stadion og blev derefter genantændt af en håndværker med en lighter.

OL i Montreal var med andre ord et stort clusterfuck, omend der var lyspunkter i form af den rumænske gymnast Nadia Comanecis, som vandt tre guldmedaljer, og den amerikanske atlet Bruce Jenner (senere kendt som transkønnede Caitlyn Jenner), der slog verdensrekorden i tikamp.

For ur-entusiaster var de olympiske lege i 1976 dog kontroversiel af helt andre årsager: Omega, som var officiel tidtager, lancerede nemlig ved legene deres Seamaster Chrono-Quartz ref. ST 196.0052, den første kvartskronograf i verden, der kombinerede et analogt display for tiden og et digitalt display til stopursfunktionen.

Det var en klods af et ur med en bredde på 51 mm, hvilket gav det øgenavnet ’Albatros’.

Uret var også ualmindeligt dyrt for datiden: ’Albatros’ kostede mere end dobbelt så meget som Omegas berømte Speedmaster, der i 1969 havde været på Månen.

’Albatros’ var med sine 152 gram også mere end dobbelt så tungt som Speedmasteren.

Måske var det størrelsen, prisen eller det simple faktum, at uret var grimt som arvesynden, men Omega producerede kun 15.000 styks mellem 1976 og 1978.

’Albatros’ er også blevet kaldt et af verdens første ’ana-digi’-ure – en forkortelse af ’analog-digital’, der altså beskriver et armbåndsur, som kombinerer analoge visere med digitale skærme.

Ana-digi-ure opstod som ur-branchens akavede forsøg på at favne 1960’ernes og 1970’ernes teknologiske kvantespring: Da Seiko i et stormagasin i Tokyo i 1969 lancerede verdens første kommercielle kvartsur, Astron, startede japanerne en omkalfatring af den mekaniske ur-industri i Schweiz, der blev taget på sengen af de billigere og mere præcise kvartsure.

I 1972 fulgte den amerikanske ur-producent Hamilton op med Pulsar P1, et LED-ur, der indledte urenes flirt med den digitale tidsalder.

Hvor hurtigt tingene tog fart, ses også i det faktum, at ur-firmaerne nærmest overbød hinanden i teknologisk nytænkning for at vinde forbrugernes gunst.

Seiko satte Hamilton skakmat med verdens første LCD-ur i 1973 – det var smart, fordi det ikke som LED-ure drænede batterierne – og året efter kom Casio med Casiotron, der selv kunne beregne antal dage i måneden.

Set i lyset af den lavine af innovation er det måske ikke så overraskende, at kreative hoveder i ur-branchen fandt på at kombinere den analoge og den digitale verden.

Omegas indledende og kiksede flirt med ana-digi blev fulgt op af Citizen i 1974 med den nye Crystron Digi-Ana, som det japanske ur-firma i annoncer kaldte ’the now and future watch’ og fremhævede for ’digital nøjagtighed og analog læsbarhed.’

Beskrivelsen er ikke helt forkert, for ana-digi-ure er oplagte til at vise og visuelt adskille de store mængder info, som kvartsteknologi tilbyder: De traditionelle visere gør det muligt hurtigt at tjekke tiden, mens sekundære funktioner som dato, stopur etc. forbliver i baggrunden eller kan aktiveres med en knap efter behov.

Hvorvidt man så synes, at ana-digi-ure er cool, er en smagssag, men ingen kan tage den retrofuturistiske attitude fra dem.

Det gælder ikke mindst Breitlings Aerospace fra 1985, som især var henvendt til piloter, men som også fik tag i almindelige ur-købere på udkig efter et Casio G-Shock med en schweizisk aura af luksus.

Ikke desto mindre forblev ana-digi et kuriosum i ur-verdenen. Ligesom Omegas ’Albatros’ var der tale om en tung fugl, der nok var en imponerende flyver, men som også havde tendens til en klodset landing.

Det hjalp heller ikke, at slut-80’erne bød på konkurrence fra såkaldte ABC-ure, ure med højdemåler (Altimeter), barometer og kompas (Compas).

Omega kickstartede imidlertid på ny interessen for genren, da de i 1998 lancerede Speedmaster X-33 Skywalker.

Det bød blandt meget andet på evighedskalender, diverse alarmer, mission timer, GMT og kronograf, der kunne tilgås både digitalt og analogt.

Uret var udviklet sammen med Det Europæiske Rumfartsagentur og NASA’s astronauter, hvilket gav det en aura af coolness, som i længden virkede som en løftestang for det oversete ana-digi-ur.

Omega har siden lavet yderligere to generationer af X-33 og præsenterede tidligere på året den nye Marstimer, der som en bonus også kan aflæse tiden og foretage kompasmålinger på Mars.

Andre firmaer har også set et hul i markedet: Tissot lancerede allerede i 1999 deres T Touch-serie, hvor glasset på uret fungerer som brugergrænseflade, og Tissot har lige siden gjort det sporty ur til en kernesten i deres kollektion.

I dag hedder det T Touch Connect Solar og lades op via solcelleteknologi.

Desuden introducerede Casio i 2020 en ana-digi-variant af deres ikoniske G-Shock Frogman-serie, og senere blev flagskibsmodellen Mudmaster lanceret med analoge visere. Endelig er der Breitling, som har fastholdt Aerospace-modellen i forskellige udgaver siden 1985 under navnet Aerospace EVO.

Tidligere i år præsenterede Breitling også en Red Arrows-særudgave i en hyldest til det britiske luftvåbens opvisningsteam.

Priserne på de mange forskellige ana-digi-ure spænder vidt. Fra få tusinde kroner for et Frogman til over 50.000 kroner for et Omega Marstimer.

Det ændrer ikke ved, at ana-digi stadig er lidt af et tabu i urenes verden, fordi det clasher med en fordom: Mange er vant til at tænke ure i to lejre, mekaniske ure vs. kvartsure.

Sidstnævnte har i årtier været opfattet som mindre prestigefyldte end deres ofte dyrere mekaniske kusiner, så når man med et ana-digi blander traditionelle analoge visere med digitale skærme, får man et visuelt udtryk, der falder mellem to stole.

Det minder om scenen i DR’s ’Rytteriet’, hvor Erik lærer Else om vin: ”Der er rødvin, og der er hvidvin, og hvis man blander de to, får man rosé!”

Sådan er det som bekendt ikke helt, hvis man spørger en ønolog. Det samme kunne siges om ana-digi, der er et kvartsur med analoge stilistiske elementer.

Man enten elsker eller hader det. ”Og sådan er det!”