Dette ur er den ultimative rejsegadget

ET GMT-UR ER, hvis man er ur-entusiast og frequent flyer, den ultimative rejsegadget, og måske også den mest praktiske, hvis man ser bort fra dato og stopur. GMT - der står for Greenwich Mean Time - er udstyret med en viser i 24-timersformat, der viser en ekstra tidszone. 

Urets 24-timersskala kan som regel indstilles individuelt for at vise denne ekstra tid med en GMT-viser, så du kan tracke tiden både ude og hjemme. 

Alt efter designet kan det godt skabe lidt forvirring med denne ekstra viser på en lille urskive, men siden de første GMT-ure for alvor blev udbredt i 1950’erne, har konsensus været, at det er en cool feature, som ikke bliver mindre interessant af at være vanskelig at lave, for det kræver ekstra komponenter og tandhjul i urværket at lave GMT-funktionen. 

GMT-URENES HISTORIE er knyttet til opfindelsen af tidszoner, som først opstod i slutningen af 1800-tallet. Indtil da var tid ’lokal’, bestemt af solens gang på himlen et givent sted, men i takt med at jernbanen og transatlantisk skibsfart bandt verden stadigt mere sammen, opstod behovet for en universel tidsmåling. 

På grund af Jordens rotation om sin akse ændrer tidspunktet sig for, hvornår solen er højest på himlen: Den kulminerer en time senere for hver 15 grader, man bevæger sig mod vest. Selv langt op i 1800-tallet var det imidlertid almindeligt, at hvert land eller område havde sin egen lokaltid, der ofte var fastlagt som middelsoltiden i landets hovedstad. 

I Danmark indstillede man for eksempel urene i hele landet efter middelsoltiden i København, men reelt var der 16 minutters forskel mellem klokken 12 middag i København og Esbjerg. 

Unøjagtigheder som den var måske til at leve med i lille Danmark, men i USA havde man 75 forskellige tidszoner langs en jernbanestrækning fra Øst- til Vestkysten. Det var noget rod, så i 1884 afholdt man en international konference i Washington D.C., hvor man blev enig om at lade Greenwich Mean Time være hele verdens tids-reference. 

Det gjorde man ved at inddele verden i 24 zoner og lade startpunktet være nul-meridianen gennem Greenwich i England. Alle ure på kloden blev nu stillet efter Greenwich-tid med én times forskel for hver 15 graders længdeforskel. 

Denne angivelse af en ’time nul’ betød, at klokkeslættet kunne bestemmes for alle steder i verden ved at lægge timer til eller trække fra: Hvis man bevægede sig østpå fra England, lagde man +1 til GMT for hver ny tidszone. Bevægede man sig mod vest, trak man -1 fra GMT. 

DEN SLAGS FINURLIG tidsregning egner sig ikke overraskende til mennesker, der ofte bevæger sig imellem forskellige tidszoner, og de første GMT-ure opstod i forbindelse med moderne luftfart som praktisk tilbehør for piloter og internationalt rejsende. Et af de mest populære GMT-ure gennem tiden er Rolex GMT-Master, som Rolex i 1955 lavede til piloter i det amerikanske luftfartsselskab Pan Am. 

Uret var udstyret med en roterbar blå og rød lynette og en ekstra timeviser, der lavede en hel rotation hver 24. time. Designet gjorde det muligt at tracke to tidspunkter og skelne mellem nat og dag, så man nemt kunne holde styr på tiden lokalt samt på rejsemålet. 

Uret blev også hurtigt et statussymbol, for Pan Am var dengang verdens måske mest glamourøse arbejdsplads, og det skadede heller ikke ens anseelse, at man var en international rejsende med et dertil indrettet ur på armen. 

Selvom det stadig er et af de mest ikoniske GMT-ure, så var Rolex ikke først: Longines lancerede allerede i 1925 et Zulu Time-GMT, der kunne vise klokken i to forskellige tidszoner med en ekstra viser. Det gjaldt også Glycine Airman GMT, der blev lanceret i 1953, og som en nyskabelse havde en roterbar krans med 24-timers markeringer, som kunne låses fast ved hjælp af en krone klokken 4.