Peter Møller ved alt om Heuer Autavia: ”Jeg har ikke noget imod TAG Heuer, det er bare noget andet”

”Det har med mekanik og motorsport at gøre, som jo også er repræsenteret i ure. Jeg har altid været interesseret i Formel 1 og tomlede til Silverstone som 15-årig. Jeg kørte go-cart og ligesom så mange andre drenge, så var jeg ham, der skilte sin cykel ad og samlede den igen, bare for at se hvordan den virkede. Jeg har også ejet en Lotus Elan fra 1968, som jeg kunne skrue på.”

”Da jeg gik i gymnasiet, arbejdede jeg på en tankstation og sparede op til et Omega Dynamic. Designet var ovalt, dristigt og fremme i skoene i 1972. Dengang gik jeg i stramme skjorter, og det passede bare godt til Peter Møller dengang. Det var også, hvad jeg havde råd til, 1.000 kroner.”

”Jeg gik med Omega-uret i mange år, men mistede uret og interessen. Indtil Heuer genoplivede, fordi de havde en relation til motorsporten og alle mine helte fra 1960’erne og 1970’erne. Dengang var Heuer uret, som folk som Ronnie Peterson og Niki Lauda gik med. Det kan man også se i filmen ’Le Mans’ med Steve McQueen i hovedrollen. Jeg besluttede mig for, at det var tid til at få mig et armbåndsur igen og begyndte at kigge mig omkring på nettet. Jeg gjorde til at starte det, som de fleste andre gør, nemlig at købe og sælge ure i én stor forvirring. Så fik jeg ideen at fokusere på Heuer Autavia, som også var den model, som racerkørerne gik med dengang, også mere end Heuer Carrera. Det gav mig en retning. Jeg besluttede, at jeg ville samle på de 17 urværker, som Heuer havde anvendt i Autavia fra 1962-1985. Nu gav det hele pludselig mening. Der findes hundredvis af varianter af modellen, hvis man ser på kassestørrelse, farve, subregistre, GMT etc., men der var kun 17 værker, der drev kollektionen.”

”Så kan man se på sin samling og konstatere, at der f.eks. ikke er nogen af urene, der er militærure. Så må man erstatte det med en Autavia med en militær indgravering i bagkassen. Eller måske er der ingen af urene, der har en champagnefarvet skive, så må man på jagt efter den. De 17 ure repræsenterer altså hele spektret af de hundredvis af Autavia’er så godt som muligt.”

”Ja, lige nu har jeg det benspænd, at jeg har de forskellige lynettetyper (urkrans, red.) undtagen en, som er udstyret med en målestok med decimaler. Jeg kender en nordmand, som har en til salg, og jeg overvejer at købe den udelukkende for lynettens skyld, så jeg kan skifte den over på den Autavia, som jeg har i forvejen. Så er samtlige lynetter repræsenteret i min ursamling.”

”Nej, for når du gik ind i en urbutik dengang, så fik du den lynette på uret, som du gerne ville have. Det kunne enten være en lynette med tachymeter, timeangivelse eller decimaler.”

”Det handler om at fokusere på noget. Jeg ved sindssygt meget om Autavia, så hvis jeg skal ud at købe et, så ved jeg, hvad jeg skal kigge efter, og hvad det skal koste. Jeg kan også se om det er ægte. Hvis man breder sig for meget ud, så er risikoen for at man dummer sig større.”

”Det var et fejlkøb, som jeg skyndte mig at skille mig af med, da jeg var blevet klogere. Heuers historie går langt tilbage, men i slutningen af 1970’erne gik tingene ret skidt. De begyndte at lave dykkerure, hvoraf mange er fede, og det holdt butikken kørende i nogle år. Men i 1982 mistede Heuer-familien grebet om firmaet, og i 1985 blev det opkøbt af den franske industrigruppe, TAG, der står for Techniques d’Avant Garde.

Inden overtagelsen var Heuer et presset firma, og i de sidste år lavede de nogle junk-ure, som var sådan et, som jeg hoppede i. Det var relativt billigt, men det var der også en grund til: Urværket, et ref. 7765, var fint nok, men uret havde ikke en historie som Autavia eller Carrera. Det havde ikke noget familienavn, som Heuer-urene typisk har. Det var lavet billigt for at få noget omsætning ind i butikken.

Jeg lærte i processen mere om Heuer og kunne se, at det var ikke den rigtige retning at gå og købte mit første Autavia af en fyr i København. Jeg viste det stolt frem til min urmager, som sagde: ’Det urværk er totalt slidt ned, det skal du se at skaffe dig af med.’ Så solgte jeg det igen. Så gik der nogle få år, og så blev lige præcis den model en af de mest eftertragtede. Så der dummede jeg mig igen! Det var en ’Reverse Orange Boy’, der også kaldes en ’White Orange Boy’, som jeg måtte anskaffe mig senere til en helt anden pris end de 5.000 kroner, som jeg gav dengang. I dag koster modellen 75.000 kroner.”

”Gå ind på onthedash.com, som Jeff Stein står bag. Der kan du gå ind under forskellige modeller og se billeder ned i detaljen. Så har man noget at sammenligne med. Brug også sociale medier og mød mennesker i diverse Heuer samlerkredse. Folk er altid villige til at hjælpe.”

”Jeg har ikke noget imod TAG Heuer, det er bare noget andet. Jeg har mødt Jack Heuer flere gange, som var femte generation Heuer, og selvom han er æresmedlem i bestyrelsen, så er historien om et familieejet urfirma væk. Da Heuer blev til TAG Heuer i 1985, ændrede firmaet karakter, og de begyndte at lave nogle andre ure. Det var dels billigere ure, selvom de i de senere år er begyndt at lave highend ting igen. Noget af det er fint, selvom der også er meget fis imellem.”

”Der er lige kommet et fedt TAG Heuer Carrera med en in-house Heuer Caliber 02 og en urkasse på 39 mm, som er virkelig fint. Min eneste anke er, at det kun fås som en limited edition med en rød urskive eller en 60 års jubilæumsudgave, der også er limiteret. Hvorfor laver de ikke bare en udgave med en sort skive og hvide subregistre og gør den til en del af kataloget, så almindelige mennesker bare kan gå ind og købe dem i en butik? Det andet er sådan noget Rolex-fis, hvor urene skal være utilgængelige.”

”Jeg fandt engang et Autavia i Den Blå Avis, ikke en specielt sjælden model, men det var til salg til 12.000 kroner. Jeg sprang ind i bilen og kørte afsted til Fyn. Der sad Poul, som for 40 år siden havde vundet uret i et rallyløb. Han havde været ansat hos en Fiat-forhandler og fortalte historien om, hvordan han og chefen i 1970’erne havde kørt rally i et løb, som virksomheden havde sponsoreret. Chefen kørte i den ubetinget fedeste bil, så han var ret sikkert på at vinde, og var også ham, som havde købt Heuer-uret som førstepræmie i løbet. Men han kørte i grøften og i stedet vandt Poul løbet. Det betød også, at chefen hver dag kunne se Poul gå med det ur, som han udset til sig selv.

Uret var godt slidt, men jeg købte det af ham og fik sat det i stand mekanisk hos Europas førende Heuer urmager, Abel i Belgien, men der blev intet gjort ved kassen. Jeg ville beholde historien i et ur, som én mand havde båret hver dag i mere end 40 år. To år senere blev jeg kontaktet af en fyr, der som dreng havde arbejdet på værkstedet og var blevet som en søn for Poul. Det viste sig, at Poul havde solgt alle sine ejendele, fordi han var døende af kræft og ikke ville have, at de efterladte skulle have udgifter forbundet med begravelsen. ’Sønnen’ ville gerne købe uret af mig. Så jeg havde det kun i to år, men det er en historie der gjorde indtryk.”

”Nej, det er jeg ikke sikker på. Jeg fortalte om et ’Reverse Orange Boy’ med hvid skive, men der er også et almindeligt ’Orange Boy’ med sort skive, hvide registre og orange detaljer. Mit eksemplar er ikke specielt perfekt, men farverne popper på en super fed måde, så det får bare rigtig meget armtid. Det vil jeg meget nødig undvære.”

”Hvis jeg skiller mig af med Autavia-urene, så håber jeg, at det bliver som en helhed. Jeg er ved at skrive en coffee table-bog om de 17 ure, så det også kan fungere som et katalog, den dag jeg ikke er her længere.”

”Da Heuer i 1969 introducerede deres Chronomatic sammen med et konsortium bestående af blandt andre Breitling og Dubois-Depraz, skete det i konkurrence med Zenith og deres El Primero og Seikos ref. 6139. Det, firmaerne konkurrerede om, var at lave verdens første automatiske kronograf, hvilket var en urmagermæssig bedrift. På de allerførste af disse ure, et par håndfulde, står der Chronomatic på urskiven. Det gør dem unikke, for lynhurtigt blev man i konsortiet enige om, at det navn tilhørte Breitling, så der findes ganske få Heuer Monaco, Carrera og Autavia med Chronomatic på urskiven. Det er meget sjældent at der kommer et til salg. Der findes måske 10 i verden. Lige nu er der et til salg i Storbritannien til 300.000 kr, men det er der altså ikke penge til!”

”Det værste er, at priserne er steget så voldsomt. Et Autavia starter ved 25.000 kroner men går, som med Chronomatic modellerne op over 300.00 kroner – nogle meget tidlige udgaver kan koste tæt på en million. Det der med at finde et eksemplar på eBay til en god pris, det løb er kørt. Jeg kan så glæde mig over, at mine ure også er steget, men det lægger altså en begrænsning på muligheden for at købe. Det bedste er, at der er sådan et fedt community omkring Heuer. Jeg har været i Geneve, London og Berlin for at mødes med andre Heuer-nørder, der kom fra hele Europa, men også Hongkong, Australien og USA. Vi er løbende i kontakt for at finde dele eller afklare historiske spørgsmål. En anden god ting er, at vi er så få, og at der er relativt få ure, så vi er ikke plaget af forfalskninger, og stjålne ure er svære at sælge.”

”Heuer er kendt for modeller som Carrera, Monaco og Autavia, men der også Cortina og Verona og andre modeller fra 1970’erne, som ikke er lige så eftertragtede og med priser, der starter ved 20.000 kroner. Find et med Caliber 12, det er et fint urværk med en god historie. Heuer Cortina hedder f.eks. sådan, fordi det er et gammelt skisportsområde i Norditalien, mens Heuer Kentucky er opkaldt efter et hestevæddeløb. Der er en historie i dem alle sammen. Min samlerfilosofi er: Saml snævert, så du bliver specialist. Deltag i møder og GTG (get togethers, red.) og brug de sociale medier. Menneskene er mindst lige så spændende som urene.”