Ur-branchen har kopieret modeverdenens 'collabs'. Men er det fedt?

VED FØRSTE ØJEKAST er der intet nyt under solen: Ur-industrien har altid levet af samarbejder.

Først foregik det langt inde i urværket, som når schweiziske urmagere specialiserede sig i alt fra urkasser til tandhjul, som de lod cirkulere i et netværk, der blev kendt som ’établissage’. Det er fransk for ’arbejdsbænk’ og henviste til et system af uafhængige værksteder, som urmagere lod indrette i deres hjem.

Det var en genial arbejdsfordeling, hvor producenter i fællesskab, men hver for sig, fremstillede dele til ure, som siden blev samlet og solgt af grossister.

Denne model fungerede glimrende, indtil industrialiseringen ramte schweizerne lige i klokkeværket, og de blev nødt til at sadle om til fabrikker med alt under ét tag.

Selvom ’établissage’-netværket i dag er fjern fortid, er der stadig masser af eksempler på underleverandører, der sender komponenter videre ud i fødekæden, ligesom der er masser af partnerskaber mellem ur-brands.

Som da Tudor og Breitling i 2017 besluttede at udveklse urværker for at udfylde huller i deres kataloger uden at bruge formuer på selv at udvikle tingene.

ALLIGEVEL ER DE MANGE samarbejder i ur-branchen nu væsentligt anderledes end tidligere: Til at starte med hedder det ikke længere samarbejde, det hedder collab og er tyvstjålet fra modebranchen og ikke mindst streetwear, hvor den slags i årevis har været reglen snarere end undtagelsen.

Urmærkerne ankommer en anelse sent til festen, men til gengæld har mange brands lanceret den ene kollektion efter den anden i et samarbejde, undskyld collab, med luksusbrands og endda ur-brands, som man egentlig skulle tro, de lå i konkurrence med. Udløseren er selvfølgelig en kombination af sociale mediers evne til at skabe hype om nye lanceringer samt en ny og yngre type ur-entusiast, som er fortrolig med limited edition-udgaver af alt fra sneakers til streetwear.

”Vi er på vej ind i den perfekte storm af håbefulde luksusforbrugere, der omfavner ’drop’-mentaliteten med dens forkærlighed for luksus, begrænset udbud og spænding,” har ureksperten Reginald Brack udtalt til magasinet Jing Daily.

Brack, der er Vice President i amerikanske Hindman Auctions, synes dog ikke, at det nødvendigvis er skidt:

”Branchen er heldigvis ikke længere afhængig af kedelige messer, der afholdes en gang om året. Nu ser vi urmærker, der lancerer nye modeller efter behov, mange gange direkte gennem deres egne sociale medie-kanaler.”

ET AF DE mest omtalte ’drops’ i urverdenen i de seneste år er MoonSwatch. Det er en sammentrækning af Omega Speedmaster – også kendt som Måneuret, fordi det var med NASA’s astronauter på Månen i 1969 – samt Swatch, som mange vil kende som det billige og kulørte plastikur, som blev en global bestseller, da det udkom i 1983.

I marts 2022 annoncerede Swatch Group – der ejer Omega og Swatch – et collab, der lige siden har skabt både forargelse og begejstring. Det er Neil Armstrongs klassiske Omega Speedmaster, der danner inspiration for kollektionen af 11 MoonSwatches, som er opkaldt efter stjernelegemer samt en af de otte planeter i vores solsystem og kommer med Omega-logo og såkaldt BioCeramic, en form for plastik, i stedet for rustfrit stål.

Urene er desuden udstyret med et kvartsværk, og prisen starter ved knap 1.800 kroner. MoonSwatches blev solgt i udvalgte butikker, lige efter hype-drejebogen, og skabte massive køer af håbefulde entusiaster.

Det første af slagsen var ikke langet over disken, førend opportunister, nævenyttige scalpers, satte de ’billige’ ure til salg for priser, der i visse tilfælde nærmede sig den originale Speedmaster. Selv i dag er der sælgere på Chrono24, der har sat den måske mest populære variant, Mission to Neptune, til salg til mange gange den oprindelige udsalgspris. En forhandler i Italien har sågar en First edition 26th March 2022 Mission to Neptune til salg under overskriften ’Attenzione!’ Nu koster den i stedet for 1.800 kroner bare 27.000 kroner. Men så får du også en original kvittering med et datostempel med.

Til Swatch-gruppens forsvar skal det siges, at koncernen fraviger fra drejebogen ved ikke at lade MoonSwatch være limited edition. Indtil videre har de solgt over en million eksemplarer, hvilket måske lyder af meget, men som reelt er peanuts målt på omsætning.

Casio G-Shock sælges til sammenligning i over otte millioner enheder om året. Det er kort sagt ikke er der, hunden ligger begravet. Det er i mersalget af et andet ur. Ifølge CEO Nick Hayek fra Swatch Group øgede samarbejdet omkring MoonSwatch salget af Omega Speedmaster med 50 procent det første år efter lanceringen.

Måske er det derfor, at både fortalere og modstandere af MoonSwatch om ikke andet kan blive enige om en ting: Det er det perfekte gateway-drug til en dyr ursamling.