Thomas har 176 Omega-ure: ”Det værste er ventetiden, fra man har købt, til man modtager uret”

”Min interesse for ure og vintage Omega startede, da mit ur gik i stykker. Det var i 2009, og under et besøg hos mine forældre fik jeg sagt, at jeg skulle have fundet mig et nyt ur, da min far fortalte, at han da havde flere ure liggende i skrivebordsskuffen.

Et nærmere eftersyn afslørede, at et af dem var et Omega Speedmaster i meget fin stand, som han havde arvet efter en god ven, der var død næsten 30 år tidligere. Min far syntes bare, at uret var for stort til ham, så han havde ikke brugt det. Jeg fik lov at få det efter lidt overtalelse og uden nogen reel viden om uret. Bagefter fik jeg taget nogle billeder og forhørte mig det på et online urforum. Her fik jeg at vide, at det var et Speedmaster ref. 145.012-67 Caliber 321 i flot stand. Det startede min ursamling.”

”Jeg er nok en temmelig struktureret person, og det fede ved at samle Omega er, at det er så veldokumenteret: Man kan finde oplysninger i Omegas egen vintage-database, de har også udgivet en fantastisk bog om deres ure gennem tiden, som man kan bruge som opslagsværk, og man kan mod betaling købe en udskrift fra deres arkiver med oplysninger om ens ur. Man kan fx fastslå urets omtrentlige alder ud fra serienummer. Desuden har Omega lavet så mange modeller af ure, at der er noget for enhver smag. Kvaliteten fejler heller ikke noget.”

”Alt for mange er vist det korte svar. For tiden er det 176 Omegaer fordelt på herreure, bord- og vægure, stopure og lommeure. Det betyder også, at jeg for en del år siden lejede bankbokse, som de ligger i, så jeg kan sove roligt om natten. Det er selvfølgelig træls, at de ikke er tæt på, når man vil skifte ur eller bare får lyst til at rode med dem. De sidste år har jeg næret en ambition om at nedbringe samlingen til 20-30, men hver gang jeg sidder med urene, ender det med, at jeg ikke nænner at skille mig af med dem. Undtaget de mest almindelige referencer, som jeg altid kan genanskaffe.”