Hvad er neo-vintage?
”Det er et udtryk, der beskriver en overgangsfase, når et ur går fra at være pre-owned til at være vintage. Sagt helt enkelt er neo-vintage ure bare ny vintage, hvilket ikke burde være så kompliceret, men det er det nu alligevel: Ur-entusiaster kæmper lidt med kategorien, fordi neo-vintage-ure endnu ikke har fuld legitimitet som eftertragtede samlerobjekter.
Af den grund kalder nogle dem også ’sleeper watches’, hvilket betyder, at de i en nær fremtid vil blive betragtet som vintage med fuld stamtavle og tilsvarende værdistigning. Jeg kender folk, der har gemt den slags ure, indtil den dag kommer.
Det andet uhåndgribelige aspekt ved neo-vintage er, at tidshorisonten hele tiden ændrer sig, og at tidsrammen er subjektiv. Hvor man trækker grænsen, ændrer sig fra mærke til mærke og model til model, men der er intet, der gør mere for at markere tidslinjen for et ur, som når en model tages ud af produktion, eller hvis den for eksempel får en opgradering. Når det er sagt, er tommelfingerreglen, at neo-vintage-ure er 20 til 40 år gamle.”
Hvorfor er de populære lige nu?
”Jeg tror, at det skal ses som en del af en større trend fra 1980’erne på tværs af produktkategorier som motorcykler, guitarer, tøj, hi-fi, køkkenudstyr, bogdesign og meget andet. Timingen giver mening: Masseproduceret elektronisk og senere digital teknologi var ved at blive normen, og en nostalgi efter efterkrigstidens mekaniske og analoge varer opstod.
Alt det skete sideløbende med, at ur-brands i Schweiz forsøgte at hævde deres arv som producenter af fine, håndlavede ure. Et eksempel er Blancpain, der i 1980’erne lavede en berømt reklame, hvor de annoncerede, at de aldrig havde og aldrig ville lave et elektronisk ur.
Dermed vendte Blancpain det, der egentlig var en manglende tilpasning til et nyt marked (kvartsurenes indtog, red.), og som satte firmaet midlertidigt ud af drift, til brandets største dyd. Blancpain var ikke alene om at dyrke denne luksus-orienterede strategi, og fokus på vintage har lige siden været en hjørnesten i ur-industrien.”
Mange ur-mærker lancerer retro-stylede ure. Kan man også kalde dem neo-vintage?
”Det er en strid om ord, og alle har selvfølgelig ret til deres egen mening. Uanset hvor du står på det spørgsmål, er der ikke mangel på nye ur-mærker, der laver ure i stil med det 20. århundredes klassikere.
En anden trend i samme genre er genoplivningen af hedengangne mærker som Doxa, Alsta, Nivada Grenchen og Croton. Grænserne for neo-vintage begynder at udviskes, når man overvejer disse nye brands, men deres eksistens vidner om populariteten af genren. Fordelen med den er, at du kan få en vintagestil uden hovedpinen ved at finde og vedligeholde et vintage-ur. Uanset hvad skal man huske på, at et ur-mærke ikke kan overleve på arv alene, det skal også hævde sin relevans for nutiden og fremtiden.
Et eksempel er Cartiers højteknologiske solcelledrevne modeller, der er i samme katalog som Tank Louis, som stort set er uændret siden 1920’erne. Hvis der er en arv, der skal fejres i et ur-hus, vil det blive gjort i neo-vintage-kategorien. Tudor er også kendt for at genskabe vintage-stilarter, fx Black Bay 58, der er langt større end de originale dykkerure fra Tudor, og som netop er blevet udgivet som Black Bay 54 på blot 37 mm og med styling kopieret næsten direkte fra 1954-udgaverne.”
Er der faldgruber, når man køber neo-vintage?
”En ting ved neo-vintage, der kan være vanskeligt for købere, er, at urene ofte ses som værende ikke-cool. Måske minder stilen om en tid, som man endnu ikke føler nostalgi efter, eller også er designet helt væk.
Et godt eksempel er TAG Heuers Formel 1-ure fra begyndelsen af 1990’erne. Sådan er modens natur: Giv det tid, og så vil de ting, der ikke er cool, blive cool igen.”
Hvilke modeller vil du anbefale?
”Det er fristende at pege på ’sleepers’, altså ure, som vil stige i værdi, men jeg har en tendens til at undgå at tænke penge og det at samle på ure i ét. Det er i mine øjne mere værdifuldt for ejer-oplevelsen at finde den niche, som du kan lide, og så lære så meget som muligt. Følg din passion ind i junglen, og træd din egen vej.
For mig har det betydet Vacheron Constantin Historique-modeller fra 1990’erne. Jeg er også begyndt at samle på TAG Heuer Formel 1-plastikurene fra 1990’erne. Meget funky, små ure i vilde farver. Priserne er allerede begyndt at stige, og uanset årsagen kommer de fleste af de gode eksemplarer fra Japan.
Mit Oris Pointer Date fra 2002 er også en lille perle, og hvis du er tålmodig, kan Oris Pointer Date Big Crowns fra 1990’erne dukke op i god stand for få penge. Blancpain og tidlige Bremont-ure har også potentiale.”
Hvad med Rolex?
”Jeg er ikke en stor Rolex-fan, men mine venner taler varmt om de femcifrede Rolex-modeller. Efter 2000 begyndte Rolex at gå fra fem- til sekscifrede serienumre, og de femcifrede Subs, GMT Masters, Daytonas og så videre kan stadig fås til rimelige priser.
En ven kalder disse modeller the sweet spot for Rolex-sportsure i øjeblikket. Jeg er enig. De føles også mere som tool watches snarere end luksusgenstande, hvilket, jeg synes, gør dem endnu mere tiltalende.”
Hvad skal man især vide, hvis man er interesseret i neo-vintage?
”Neo-vintage-udbuddet er ikke lige så godt dokumenteret af detailhandlere og auktionshuse som vintage-ure, så du er nødt til at søge information på egen hånd. Der er en masse interessant information derude, og ofte kan du selv ende med at være eksperten. Det er nærmest halvdelen af fornøjelsen ved neo-vintage. Det vil helt sikkert tage dig dybere ind i ur-hobbyen end at følge det etablerede vintagemarkeds slagne veje.”
