Hele ur-verdenen taler om urene, der som en overset aktie pludselig kan blive mange penge værd

MEKANISKE URE BLIVER ofte opdelt i to kategorier: vintage og moderne. Vintageure byder typisk på historie, patina og anerkendelse fra andre entusiaster, mens moderne ure som regel er synonyme med innovativt design, teknologiske fremskridt og måske en fabriksgaranti.

I nyere tid har begreber som pre-owned også vundet indpas, når man skal beskrive nyere, brugte ure, sikkert fordi pre-owned lyder bedre end brugt i en verden, der lever af luksus. Som alt andet i urenes verden skal det dog ikke være for nemt. I de senere år har endnu en kategori meldt sig på banen: neo-vintage.

Det er hverken moderne eller vintage, men forener elementer fra begge kategorier.

Selvom kvartskrisen sendte schweizerne til tælling, betød den i sidste ende også en genfødsel af de schweiziske urproducenter, som formåede at omstille sig: Mange genopfandt sig som urproducenter med fokus på kunsthåndværk og finmekanik i den dyre ende. Det er ure fra denne periode og frem – fra 1980-2000 – som nu også kaldes neo-vintage.

Ifølge Allen Farmelo, der driver sitet beyondthedial.com, befinder neo-vintage sig i et lidt underligt limbo mellem moderne og vintage. Urene er altså mellem 20 og 40 år gamle, men er ikke altid blåstemplede vintagemodeller – endnu. Det er også grunden til, at de kaldes ’sleeper watches’, der – som en overset aktie – pludseligt kan blive mange penge værd, hvis efterspørgslen stiger.

DET GODE VED NEO-VINTAGE set med forbrugernes briller er, at urene ofte findes på det sekundære marked i mængder, der holder priserne nede (sådan da). Lige så vigtigt er urene ofte udstyret med opgraderinger, som man skal kigge langt efter i vintageure.

Det kan være ridsefrit safirglas i stedet for plexiglas eller det mere selvlysende materiale SuperLuminova i stedet for Tritium på urskiven. I urværket kan disse forbedringer også inkludere hacking seconds, hvor sekundviseren stopper, når man trækker kronen ud, eller en quickset-funktion, så man kan indstille datoen uafhængigt af viserne.

Allen Farmelo er selv fan af neo-vintage-urene, som han har samlet på i årevis.

”Mit yndlings-ur er et 33 mm platin Vacheron Constantin Historiques fra 1990,” forklarer han og påpeger, at trenden ikke kun ses inden for disse halvgamle ure, men også inden for andre og helt nye kategorier.

”Det er måske det afgørende kendetegn ved den postmoderne æra. Vi er nærmest oversvømmet af helt nye produkter, der er lavet til at se ældre ud, end de er. Fra pre-fadede jeans til forældede guitarer til wifi-tilgængelige køleskabe, der ser ud, som om de blev lavet i 1950,” siger han.

Det gør sig også gældende i ur-verdenen, hvor brands lige fra Longines til Tudor har lanceret nye retro-inspirerede ure, der til forveksling ligner noget fra arkiverne. Selv hvis man ikke har mod på et ægte neo-vintage-ur, kan man altså hoppe med på bølgen og få sig et ur, der ligner.