Verdens dyreste ur solgt på onlineauktion

Knap 10 millioner kroner lød hammerslaget på det dyreste ur solgt nogensinde på en onlineauktion.

Verdens dyreste ur solgt på onlineauktion
Offentliggjort

Det ekstremt sjældne Rolex Daytona Paul Newman 'John Player Special' tager med en pris på lidt over 1,5 millioner amerikanske dollar, svarende til knap 10 millioner kroner, pladsen som det dyreste armbåndsur solgt til dato på en onlineauktion.

Uret, der blev solgt på Sotheby’s auktionshus i London 31. juli 2020, er ikke kun verdens dyreste ur solgt på onlineauktion, men er tilmed også det dyreste armbåndsur solgt på en britisk auktion nogensinde.

'John Player Special'-udgaven, der får sit navn fra designet på 70’ernes Lotus Formel 1-biler, er en af de mest sjældne og efterspurgte versioner af Rolex Daytona-serien. De fleste Daytona-ure produceres i rustfrit stål, hvor denne udgave i stedet er sat i 18-karat guld, og ifølge Sotheby’s er én ud af kun ti i verden. Uret kan desuden bryste sig af en Paul Newman-urskive i sort, der efter sigende er en ekstremt sjælden feature på denne model.