Seks stjerner: Denne elbil skaber god, gammeldags køreglæde
Hvis den elektriske Maserati GranTurismo kører lige så godt, som den ser ud, er der håb for fremtidens sportsvogne. Christian Grau tester, om det er tilfældet.
DET GIVER PÅ alle måder mening at redde planeten, før vi redder fænomenet køreglæde. Det skal ikke hedde sig, men privilegie-marinerede som vi er på vores breddegrader, kan man vel godt være lidt bekymret over tidens – og ikke mindst fremtidens – tilstand.
Hvad med den søde lyd af forbrænding? Hvad med balancen i en let, velkomponeret sportsvogn? Hvad med følelsen af feedback og kontakt med vejen, som af en eller anden grund synes at gå tabt i så mange elbiler?
Der er meget godt at sige om elektrificeringen, og sagt i dette forum af livsnydere, er 90 procent af den danske bilpark alligevel så kedelig, at den lige så godt kan blive elektrisk.
Annonse
Ingen vil savne forbrændingsmotoren i en Skoda Octavia, den vil som så mange andre biler kun nyde godt af den komfort, der følger med en drivlinje, som hverken har gear eller motorstøj. Det samme med de fleste andre biler på vores vejnet.
Men når det derimod gælder rå, uforfalsket køredynamik, har elbilerne manglet noget nerve og karakter. De føles mere ens og bare, ja, mindre involverende.
MEN SÅ STÅR står der pludselig en elektrisk Maserati foran én. Italienerne har i al ubemærkethed gjort en elbil ud af den nye GranTurismo, og mens man kigger på den, frygter man straks, at også denne islagkage vil smage af mel og vanilje, der har stået for længe i skabet.
I det mindste er det en trøst, at bilen stadig ser uimodståeligt godt ud. Den ligner sin forgænger, men linjerne er mere svulstige. Der er mere swung over hoften og over forskærmene, hvor forlygterne nu slænger sig mere højkantet end vandret.
Samtidig er baglygterne blevet smallere og strammere i udtrykket. Den ser hurtigere ud, og så har den heldigvis fortsat en kabine, der er marineret i lækre detaljer: det italienske flag på instrumentbordet, store udvendige sting i læderet og en detaljegrad i designet, man savner hos mange andre producenter.
Tag bare dørenes inderside, hvor materialer og former smelter elegant sammen. Eller kig på de dynamiske ventilationsdyser med deres små, lækre drejeknapper. Detaljer, der gør betragteren glad.
Annonse
Mindre tiltalende er plastknapperne i rattet, som der dels er lidt mange af og dels ligner nogen, som skulle have siddet i en Hyundai. Treforken i rattet er også set mere lækker andre steder, og generelt virkede forgængeren mere groomet og luksuriøs, mens testbilen fremstår mere rå som en sportsvogn.
FUNKTIONELT ER DER ikke en finger at sætte på hverken knapper, skærme eller instrumentering. Det obligatoriske analoge ur over midterkonsollen er skiftet ud med en skærm, der enten kan fungere som klassisk urskive eller vise batteristanden afhængigt af, hvordan man sætter det op.
Resten af bilens funktioner er lagt i en todelt skærm med fire knapper til at betjene gearet, som er integreret i midten. Det kører alt sammen hurtigt og mere intuitivt, end man kunne have frygtet i en italiensk bil. Godt at se, at software også er en ting, der bliver prioriteret.
Et tryk på startknappen, og GranTurismo byder dig velkommen med et digitalt sug fra højttalerne.
Sæt bilen i gear, og læg fra land i standardindstillingen, som meget passende hedder GrandTurismo. Her er bilen komfortabel, som ingen coupé fra Maserati før har været. Nærmest lydløs og definitivt smidig.
Undervognen er stadig til den faste side, men affjedringen har heller ikke meget at give af, så det bliver nok ikke bedre, og man savner ikke, at bilen er blødere.
Styretøjet er præcist og fast. Vægten i rattet er tung – den her bil kører godt, tænker man, og trykker lidt på speederen. Feedback.
Annonse
INGEN ANDEN ELBIL har det som Folgore, som den elektriske version her hedder, har.
Følelsen i rattet er tung, responsiv og fuld af en nerve, man savner i samtlige andre elbiler. BMW i4 og i5 kører godt, Porsche Taycan kører også godt, men deres servostyring er ikke afstemt med samme præcision som Maserati GranTurismo Folgore.
Den føles virkelig som en ’rigtig’ sportsvogn. Det samme gælder følelsen af at sidde bag rattet. Tyngdepunktet er lavt, trækket kommer primært bagfra, og vægten forskyder sig mellem akslerne uden at skvulpe. I stedet har du et bid i forhjulene, der giver optimal indstyring i svingene, og et vejgreb, der generelt skal udfordres for at kigge op fra jobbeskrivelsen.
Udfordre det kan den så til gengæld også med sine 830 hestekræfter.
0 til 100 km/t er overstået på 2,7 sekunder, og topfarten krydser 300 km/t-grænsen og lander på 320. Mellemaccelerationerne tager pusten fra dig og krydres af en sød, underspillet motorstøj, som selvsagt ikke kommer fra motoren. Et trick man også ser i andre elektriske biler, men som her forekommer mere naturligt og mindre generende.
TRÆKKET KOMMER FRA tre motorer – en til at drive forakslen og en på hvert baghjul. Det giver mulighed for at bruge firehjulstrækket dynamisk og dosere kraftudfoldelsen. Ikke bare mellem akslerne, men også mellem baghjulene, så systemet minder om et med differentiale spær.
Samtidig er batteripakken lagt på det samme sted, som hvor de tunge dele – motor, gearkasse, trækaksel – ligger i en fossilt drevet sportsvogn.
Det giver ikke nødvendigvis en optimal vægtfordeling, men det bidrager til sportsvogns-følelsen, og det er netop essensen her.
GranTurismo Folgore bringer så meget god, gammeldags køreglæde og sanselighed med sig til trods for dens meget nutidige teknologi. Det er ikke bare optur for Maserati, men for alle, der frygter, at netop den dimension forsvinder med elektrificeringen af vores vognpark.
Savner man slet ikke den brølende lyd af Ferrari-motoren, der netop var signaturen i de benzindrevne Maseratier? Nej, man har alt for travlt med at køre bil. Og måske larmede en enkelt model eller to også netop så meget for at aflede opmærksomheden fra den omstændighed, at Maserati GranTurismo og Quattroporte ikke som sådan var superintenst kørende back in the days.
Hellere en lydløs bil, man fortaber sig i, end en brøleabe, der måske er liiiiiidt kedelig, når det kommer til stykket.
Man skal ikke tage noget fra de retfærdigvis forførende forgængere, men den elektriske efterfølger kører simpelthen bare mere engagerende.
Det giver håb for fremtiden og topkarakter til Maserati GranTurismo Folgore.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.