Hvem er Evergrande Group?
”Evergrande er Kinas næststørste ejendomsudvikler og altså en stor spiller på et marked, som i de seneste mange år har udviklet sig kraftigt. Kina har nemlig igennem mange år været i gang med et stort boom i byggeriet, fordi der hvert år er omkring 10-15 millioner mennesker, der flytter fra land til by, og det kræver en masse boliger.”
Hvad består deres problemer i?
”Det grundlæggende problem er, at de har en stor gæld. Selskaberne har ikke selv pengene til at bygge de her boligkomplekser, så de er afhængige af at komme ud og stifte gæld til at bygge det. I hele verden, også i Kina, blev der under corona sidste år solgt flere boliger, og det gav et ekstra boom i ejendomsbranchen, og dermed blev der også stiftet endnu mere gæld. Kina forsøgte så at få strammet lidt op på boligmarkedet og at få nogle af de her ejendomsudviklere til at få nedbragt deres gæld ved at lave nogle regler, der tvang selskaberne til at sælge ud af aktiverne, og det har nogle af selskaberne kæmpet med. Derudover er boligsalget faldet rimelig meget i Kina det sidste stykke tid, hvilket har givet færre penge i kassen for ejendomsudviklerne. Evergrande er jo afhængige af at kunne sælge de boliger, de har bygget, og hvis de har svært ved at sælge dem, så mangler de penge til at betale af på deres gæld.”
Hvor store er deres problemer?
”De er ret store. Lige nu handles deres obligationer til kurs 25. Det vil sige, at markedet kun regner med at kunne få 25 procent tilbage af de penge de låner til Evergrande. Det er ret voldsomt”
Hvad er konsekvenserne for Kinas økonomi?
”De direkte konsekvenser af Evergrande er ikke voldsomme, men det, der er udfordringen, er at Evergrande ikke er det eneste ejendomsselskab med en høj gæld og samme forretningsmodel. Man kan sammenligne det med Eurogældskrisen, hvor man lige pludselig fandt ud af, at man måske ikke fik pengene tilbage fra de lån, man havde lavet til Grækenland. Så begyndte investorerne at kigge sig omkring efter andre, der havde de samme problemer som Grækenland. Det havde Spanien og Italien, og så begyndte man også at tvivle på deres evne til at betale deres gæld af, og man stoppede så med at låne dem penge. Og det der er risikoen i Kina er, at alle de her store ejendomsselskaber pludselig ikke kan låne de penge, de har brug for til at holde maskinen kørende, og så kan det lige pludselig få nogle meget store konsekvenser for kinesisk økonomi.”
Hvad gør kommunistpartiet ved problemerne?
”Øvelsen for dem er at sige til de selskaber, der har ageret uansvarligt eller stiftet for meget gæld, at de selv må stå til ansvar for det. Derfor prøver de at gribe så lidt ind som muligt. Men der er samtidig tale om en systemisk risiko, der kan påvirke hele systemet og have kæmpe konsekvenser for den kinesiske økonomi. Hvis det begynder at se ud som, at en lavine ruller, og at problemerne spreder sig fra det ene selskab til det andet, så tror jeg, at vi vil se en kinesisk regering, der begynder at gribe ind og låne penge til dem, så de kan betale deres gæld. Men til at starte med vil de gerne have, at det skal koste noget, at man ikke har orden i sin butik. Ellers risikerer de, at de her selskaber tror, at hver gang de kommer i problemer, så kommer regeringen og hjælper.”
Hvordan kunne det gå så galt?
”Godt spørgsmål. Sådan er det nogle gange på de finansielle markeder. Hvis man kan investere i et selskab og får 10 procent i rente, og at man samtidig ikke tror, at der kommer problemer indenfor det næste år eller to, så investerer man stadig i dem og får de her 10 procents afkast i de år hvor det går godt. Investorer er nogle gange ikke så langsigtede, som man egentlig skulle tro. Det var også det der gik galt med finanskrisen i 2008.”
Hvad er forskellene på finanskrisen, og det der sker i Kina?
”Det, der skal til før, at man får en global finanskrise er, at man dels skal have nogle selskaber med høj gæld, som så får nogle store tab. Og der hvor krisen eskalerer er, når viljen til at låne penge ud til selskaberne pludselig forsvinder. Så kan selskaberne ikke køre rundt længere, og så begynder den her ‘dødsspiral’. Det, der kan stoppe det, er at nogle går ind og siger, at de gerne vil låne pengene ud. Og de eneste, der kan gøre det i sådan en situation, er staten. USA havde under finanskrisen den her tankegang, der hedder: lad falde hvad ikke kan stå. Hvis der er nogen, der har ageret uansvarligt, så skal vi ikke bare rede dem. Og det var nok en væsentlig årsag til, at de lod Lehman Brothers gå ned. Det viste sig så i bakspejlet, at ringene spreder sig, og så får man en slags dødsspiral. Det handler meget om tillid. Det ved Kina godt. Så det helt store spørgsmål er nu: træder staten ind, og hvornår gør de det?”
Er Kinas samfund bedre gearet til at sætte en prop i hullet end USA?
”Fordelen ved at have meget stat kan være, at man meget aktivt fra statens side kan sætte en prop i hullet, når tingene kører af sporet. I Kina forventer man også, at staten tager det ansvar. Man har et andet forhold til staten. Der vil det i sidste ende være staten, der bliver bebrejdet, hvis det går helt galt. I USA er det et tabu, at staten skal blande sig. Lige i sådanne her situationer, kan det, at staten holder sig væk, føre til, at krisen for alvor kan rulle. Hvis man har den sikkerhed, at staten kan være lender of last resort, så er der tillid til systemet. Men hvis man bliver i tvivl om, at det er sådan, så kan lavinen virkelig rulle langt.”
Hvordan har markedet reageret på det her indtil videre?
”Det kinesiske aktiemarked begynder at have det svært. Især ejedomsselskaberne er faldet ret meget i aktiekurs på det seneste. I en økonomi som den kinesiske, der fylder boligmarkedet og byggeri, hvis man regner alt med, cirka en fjerdel. Så det er klart, at det påvirker det samlede aktiemarked rigtig kraftigt. Vi har ikke set, at det har en afsmitning på det globale aktiemarked. Jeg tror, at hvis det bliver værre i Kina indenfor de næste uger eller måneder, så kan det godt gå hen og få en afsmitning til resten af verden.”
