Mens et videoklip med Annette Heick fra sladderpodcasten ’Det, vi taler om’ gik viralt på Twitter, sad jeg lørdag aften i Rønne og forsøgte at få noget ro fra demokratiets drukfest på Folkemødet i Allinge.
Annette Heick havde efter sigende gjort sig upopulær blandt kulturtoppen ved at prale med, at hun under demokratiets fest afholder ”private dining-arrangementer” for gæster fra ”den øverste, øverste, øverste hylde” og beklaget sig over, at et af dem blev obstrueret af en megafon-demonstration afholdt af den af sikkerhedsmæssige årsager forviste Rasmus Paludan.
Da jeg modvilligt kom tilbage på pladsen i selskab med en veninde, der på hovedscenen skulle tale om det samfund, vi lever i, blev jeg straks lullet ind i loopet og informeret om, at endnu en megafon-demonstration var gået i gang foran Annette Heicks hus.
For mig, der hele tiden havde haft en plan om at tale med Paludan, var det meget belejligt.
Jeg vidste fra tidligere interview, at Rasmus Paludan ikke længere drikker alkohol, men fordi jeg på de givne tidspunkter ikke spurgte ind til hans livsstilsvalg, men derimod koranafbrændinger og dertilhørende sikkerhedstrusler, havde jeg ikke før nu interesseret mig for årsagen.
Nu, hvor jeg ligesom flere og flere unge har valgt alkohol fra i min tilværelse og efter flere måneders askese blev konfronteret med den danske drukkultur til folkets fest i Allinge, var interessen opstået, så jeg tøffede ned ad Strandvejen, hvor jeg tilfældigvis stødte på Annette Heick, der var på vej ned til sin private dining-location.
”Jeg har slet ikke været hjemme, mens han har været her,” sagde hun til mig under en umiddelbart unødvendig solhat, mens det trak op til tiltrængt regn.
”Annette Heick er tidligere undertøjsmodel, og hun holder private dining-arrangementer for den laveste, laveste hylde i samfundet,” brølede Paludan i en megafon længere nede af vejen som modsvar til Heicks optræden hos BT tidligere på dagen.
Det ville blive nemt for hende at finde hjem med den larm, blev hun og jeg enige om, inden hun drejede af og ind mod sit helt sorte træhus uden vinduer, hvor en mand, der enten var eller lignede Mark Stokholm fra Aftenshowet, hilste på hende.
Aftenshowet er vel også en form for hylde, men jeg ser ikke noget forkert i at diskutere, om den egentlig er den øverst, øverste, øverste, nåede jeg at tænke, inden jeg fik travlt.
For om det så lige var politiet, der kom kørende i salatfade bag mig, eller om det bare var Annette Heick, der fik Paludan til at springe ind i bilen og køre væk, da vi nærmede os hans demonstration, er underordnet, men det var irriterende, for jeg var for træt af at gå rundt i bornholmsk op-og-ned terræn til at løbe efter den hvide varevogn.
Jeg vinkede febrilsk i min udmattelse. De sænkede farten.
”Jeg tænkte nok, at det var dig,” smilede Rasmus Paludan, der heldigvis altid har virket til at kunne lide mig, selvom vi vist ikke har supermeget til fælles. Han og hans sekretær Lars og en unavngiven kameramand steg ud af vognen et lille stykke længere nede af Annette Heicks vej.
”Kram?” inviterede Paludan og åbnede armene foran mig.
”Jeg er ikke rigtig en krammer,” svarede jeg helt ærligt og gav ham hånden og forklarede, at jeg havde brugt hele Folkemødet på at forholde mig til den rolle, alkohol spiller blandt magthavere og eliter til en reportage i Euroman.
”Vil du ikke med i bilen, så kan du interviewe mig, mens vi kører ud af zonen,” spurgte han.
Mens vi kørte ud af ”zonen”, der sådan set bare var Folkemødet, hvor Paludan, som de fleste er bekendt med, ikke måtte opholde sig, fortalte jeg ham, at jeg selv er stoppet med at drikke alkohol og derfor ret hurtigt var blevet mættet af tilværelsen på Folkemødet.
”Jeg tror heller ikke, Trump drikker alkohol,” sagde han.
”Nej, okay, men det gør du heller ikke. Hvorfor?” spurgte jeg, mens vi kørte ud af byen bag tonede ruder.
Paludan fortalte, at det ikke altid har været sådan, men at han derimod var en del i byen og drak alkohol i starten af sine 20’ere.
”Men på et eller andet tidspunkt kom jeg ind i en ny fase, hvor det simpelthen ikke rigtig gav mig noget mere,” begyndte han.
”For det første, så har jeg udviklet mig meget, og den her menneskelige nærhed og intimsfære, som man nogle gange gerne vil overskride, det er jo nok noget af det, alkohol hjælper os til. Og det tror jeg sådan set godt, jeg kan gøre uden alkohol.”
”Ja, du kan godt overskride intimsfæren uden alkohol,” sagde jeg.
”Ja, det er jo også min egen intimsfære, fordi der er jo altid risikoen for at blive afvist, og den frygt er alkohol jo med til at fjerne,” svarede han.
Mine jævnaldrende og mig, der efterhånden lægger flasken fra os, er vel også i den fase, tænkte jeg.
Jeg oplever ikke længere, at jeg har brug for at være fuld for at tale med fremmede. Jeg oplever til gengæld at blive helt ekstremt udmattet af for mange fremmede for længe ad gangen nu.
Det blev meget tydeligt for mig, da jeg efter flere måneders askese ankom til Folkemødet torsdag.
Der pissede det ned i Allinge, men jeg blev en smule overrasket over at se, at det ikke holdt de magelige, voksne mediepersonligheder hjemme i seng den aften.
Da jeg sjoskede ind på Gæstgiveren, kunne jeg til min store rædsel høre to midaldrende mennesker stå og freestylerappe over offentlige debatter fra restaurantens store scene.
Jeg faldt i snak med en håndfuld journalister fra Berlingske, der fortalte mig om den kommende fyringsrunde på deres store, stærke medie, da jeg næsten blev væltet omkuld af en svært stavrende og ellers korresponderende Simi Jan, der fik mig hvirvlet ind i Ekstra Bladets René Fredensborg, mens hun passerede. Han påpegede flere gange over for mig, at Folkemødet var en indavlet mediefest, men blev desværre afbrudt af den høje, kendte og langhårede fotograf Jacob Holdt, der trådte ham over tæerne på vej væk fra festen.
Mens Fredensborg forsøgte at afgøre, om det egentligt var med vilje, kom jeg i tanke om, at jeg kunne få læ for regnen på en lille terrasse hævet over gårdarealet. Det droppede jeg dog hurtigt.
På terrassen, der i princippet var tilgængelig for alle, stod de kendte fra tv, Anders Breinholt, Esben Bjerre og Sofie Linde blandt andre, og herfra og ned fordelte folk sig i sociale lag.
Jeg kunne selvfølgelig ikke se, hvem der stod bag de kendte, men hypnose-bageren Tobias Hamann stod blandt andre på trappen op til terrassen, hvorfra Anders Breinholt flere gange rakte en arm ned og hilste på folk, der tog et par skridt op mod ham.
Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, hvilket trin jeg passende kunne stille mig på for at få læ, så jeg nøjedes med at glo og konstatere, at de egentlig kun var en lysende vodkaflaske fra at stå ved deres eget bord på en drivvåd Søpavillion i København.
Jeg skyndte mig hjem og stødte på Camilla Boraghi og senere Clement Kjersgaard, der gav os og en, der vist hed Charlotte, et lift hjem til vores forskellige safe houses i Tejn. Clement virkede meget mere optaget af mediernes tilstand, trivia-spørgsmål om Bornholm og den tragiske skæbne for et nu uddødt røversprog, han desværre ikke selv kunne tale, end han gjorde af en festlig aften med freestylerap.
I den hvide varevogn med de tonede ruder kørte vi ned ad en sti mod Hammerhavn og talte om vores rejse væk fra alkoholen, da Rasmus Paludan sagde, at han på et tidspunkt var nået frem til, at alkohol ikke var et mål, men ”bare et middel til andre mål.”
”Og hvis jeg kunne opnå de mål uden at drikke alkohol, så var der ingen grund til at gøre det,” sagde han.
”Hvad tænker du om forholdet mellem alkohol og magt?” spurgte jeg.
”Magt vil jo typisk ikke være noget, man får, men noget, man tager,” svarede han.
”Og muligheden for at tage vil for de fleste mennesker være større, hvis deres hæmninger bliver nedbrudt. Og det vil alkohol gøre. Og så kan man sige, at hvis man er en erfaren bruger af alkohol, så vil ens evne til at kunne styre andre, som også har indtaget alkohol, være større.”
Interessant pointe, svarede jeg, fordi det muligvis gav en del af forklaringen på, hvordan Toga Vinstues telt i Danchells Anlæg aftenen forinden havde været totalt proppet og ude af kontrol under en form for dj-set fra Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh.
Jeg ved ikke meget om omfanget af farmand Vanopslaghs alkoholforbrug, men jeg har da kunnet konkludere, at øl på netop Toga Vinstue har haft indflydelse på hans hæmninger før.
Jeg stod da også foran det propfyldte telt og tænkte på ’Heil Hitler’-episoden, der fik antropolog Aydin Soei bortvist fra værtshuset i februar sidste år, fordi han sladrede om en nazireference til medierne, da to unge piger pludselig ramlede ind i mig.
”Det gider vi ikke mere, det der,” sagde de. Jeg spurgte, om det var, fordi der var for mange mennesker derinde.
”Det var, som om jeg stod midt i en moshpit på Roskilde-festival. Folk skubber og skubber, det er helt ude af kontrol,” sagde den ene.
Den anden fortalte, at Vanopslagh inden min egen ankomst havde advaret om, at tingene godt kunne gå hen og blive politisk ukorrekte og efterfølgende havde spillet Drengene fra Angoras gamle sang ’Blind Date’ over det kæmpestore anlæg.
Jeg påpegede, at Liberal Alliance vist også ønsker at blive en form for ungdomsbevægelse for folk, der går ind for satire, og at Drengene fra Angora jo var en succesfuld satiregruppe dengang i 2004, hvor Vanopslagh omtrent var på de unge pigers alder.
Det kunne godt være, sagde pigerne, men de gad altså ikke høre på teksterne ”hun har en pik, og det burde hun ikk’” eller ”måske er det mig, der er lidt gammeldags, men piger med tissemænd, det er noget stads”.
Resten af publikum, der – med undtagelse af Rosa Lund, tidligere techambassadør Anne Marie Engtoft og størstedelen af TV 2’s politiske redaktion – var påfaldende ungt, virkede dog ikke til at have et problem med musikken. Tværtimod virkede partiformanden til at have dem i sin hule hånd. De bevægede sig som en organisme til det ene Crazy Daisy-hit efter det andet.
På den måde kan kultur vel gå i arv, tænkte jeg prætentiøst og besluttede mig for at gå.
På vej væk fra larmen passerede Lars Løkke Rasmussen. Han var mandsopdækket af en af Udenrigsministeriets pressemedarbejdere og bar et plastikglas med øl i tænderne for at kunne gestikulere vildt med hænderne. Lidt efter kom kulturminister Jakob Engel-Schmidt drønende med solbriller på.
Paludan og jeg stod af ved Hammerhavn og stod sammen og kiggede ud over havet, klipperne og den skov, han et øjeblik senere skulle krydse for at komme over på den anden side af Folkemødet uden at bevæge sig ind i den for ham ulovlige zone omkring demokratiets fest.
”Det er ikke, fordi jeg påstår, at jeg er ekspert i alkoholisme, for det er jeg jo ikke på nogen måde. Men jeg vil dog sige, at den her betragtning omkring, at det generelt er en flugt, det mener jeg er sandt,” sagde Paludan til mig, mens to politibetjente stirrede på os.
”Altså, livet er hårdt, og nogle gange har man behov for at tage en ferierejse i sit sind fra det liv, og der hjælper alkohol for mange. Det er jo nok det, der sker. Folk skal ligesom slappe af, ikke?”
Jeg nikkede og tænkte på min tur hjem fra Toga Vinstue, der havde taget mig et smut forbi beværtningen Pilen, hvor et liveband havde spillet rock for en næsten tom baggård, mens Den Sorte Skole spillede på Gæstgiveren lige rundt om hjørnet. Jeg var endt ved værtshuset Huttelihut, hvor jeg tidligere var blevet samlet op i en taxa af Clement. Denne gang så jeg ham køre fra mig og prøvede at få tiden til at gå, indtil jeg havde kunnet få den næste vogn. Jeg havde ikke set en eneste kendt person sippe til øl dernede.
Det havde indehaveren af pølseboden foran taxaholdepladsen, Kim-Ole, til gengæld gjort. I to minutter var han trukket ud af biksen for at åbne en Carlsberg på dåse. Han havde fortalt mig, der sad i en efterladt campingstol med munden fuld af fransk hotdog, at han i løbet af dagene og nætterne i hvert fald havde solgt 1.000 pølser om dagen til folk, der havde fået en tår over tørsten. Før jeg havde nået at reagere, pustede han et hvæs af sin smøg ud og stillede øllen fra sig for at vende tilbage til arbejdet.
Jeg havde faktisk undet Kim-Ole en tår mere.
”Jeg håber du kan leve med, at jeg ikke lige er superinteresseret i at tale med dig om frihedsberøvelsen og alt det der,” sagde jeg til Paludan, inden vi skiltes.
”Altså, frihedsberøvelsen er jo ud fra et demokratisk perspektiv helt hen i vejret, men hvis vi snakker om, hvordan vi får et bedre liv og et bedre forhold til hinanden, så er dét at udforske relationen mellem alkohol og magt jo meget mere interessant,” svarede han.
Han fortsatte:
“Du ved, hvad man siger: Små mennesker taler om mennesker, større mennesker taler om begivenheder og de allerstørste taler om idéer.”
Jeg troede selvfølgelig, han roste mig, og jeg smilede.
”Og nu har jeg jo lige stået og talt om den idé,” tilføjede han så, inden vi sagde farvel, og han forsvandt langs vandet ind i skoven.
