Et spejl på dansken eller amerikansk kædekapitalisme? Vores Superliga står ved en skillevej

LAD OS SPOLE TIDEN 10 år frem.

19. februar 2033. Topopgør i Superligaen.

Brøndby Devils mod Horsens Guardians på Fire Ground Western Copenhagen.

David Blitzer står stolt på sidelinjen og betragter sit værk. Efter et årtis slid er den amerikanske finansmands drøm om et synkroniseret verdensomspændende klubkonglomerat blevet til virkelighed. På Sydsiden sidder købestærke børnefamilier og vifter med oppustelige djævlespyd. Ud af højtalerne lyder Brøndbys nye slagsang, ’Devils Wear Yellow’, i midtercirklen spyr klubbens nye maskot ild ud af munden.

Efter overtagelsen af Brøndby IF i 2022, gik Global Football Holdings ind i Manchester United. Da Blitzer allerede ejede det amerikanske ishockey-franchise, New Jersey Devils, så han branding-potentiale i at investere i endnu en djævle-klub. Derefter overtog man klubber i Asien, Afrika, Sydamerika, ligesom flere europæiske mandskaber stødte til den allerede pæne portefølje.

Dommeren fløjter kampen i gang. Brøndbys unge lejesvend fra Calcutta Devils giver bolden op. Triller den tilbage til et japansk midtbanetalent - netop er ankommet fra søsterklubben Hiroshima Devils - der videredistribuerer til Antony. Han har i en alder af 32 indvilget i at tage turen til Vestegnen fra Manchester for at promovere Blitzers projekt i norden. Næste år er destinationen Sundowns Devils i Sydafrika.

Brasilianeren tager et træk, men før han når at se sig om, falder han til jorden. Brutalt nedlagt af en amerikaner fra Horsens. Klubben, der efter Disneys overtagelse blev gjort til en levende reklamesøjle for Marvel, nærmere bestemt ’Guardians of the Galaxy’-filmene. Akkurat som konglomeratets nyeste klub, Arsenal, blev det for ’Avengers’.

Frispark. Brøndbys store stoppere løber ind i modstanderens felt. Dommeren blæser, bolden i blød bue tæt på Horsens målmand. En Brøndby-mand med fortid i Augsburg stiger op og header kraftfuldt kunstlæderet i kassen.

”GOOOOOOOOAAAAAAAAALLLL” råber stadionspeakeren, imens to fuldfede søjler af ild skyder i vejret bag målet.

”Commercial break, one minute” annonceres det kort efter, imens Brøndby-spillerne fejrer. Kampen er bare to minutter gammel.

OKAY, OVENSTÅENDE scenarie er måske en kende overdrevet. For mon dog, at David Blitzer og co. finder på at omdøbe Brøndby IF, forvandler Superligaen til hysterisk sportainment eller har sparepenge nok til at konkurrere om Glazer-familiens gunst. Og helt dystopisk bliver det naturligvis, når man forestiller sig Marvel-heltene indtage Horsens.

Men den amerikaniserede overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen. Og hvad der i hvert fald er sikkert i dansk og europæisk fodbold er, at sportens landskab netop nu forandrer sig for bestandigt – og at erosionen foregår i et tempo, vi har aldrig har bevidnet før. Og her tænker jeg på den såkaldte multi-club ownership-model, der for tiden vinder voldsomt frem i popularitet og i særdeleshed skyller ind over Europa fra den anden side af Atlanten. Altså konstruktionen, hvor et holdingselskab opkøber en hel serie af klubber og dermed bryder med den traditionelle struktur i fodboldens verden: nemlig at hver klub har hver sin ejer. Alles kamp mod alle.

Ifølge det fodboldfinansielle medie Off the Pitch steg antallet af mandskaber, der deler majoritets- og minoritetsejere, i årene 2017 til 2022 med næsten 700 procent, og i Premier League har 10 klubber aktuelt forbindelser til klubber uden for landegrænserne via folk i ejerkredsen. Bedst kendt er naturligvis Manchester Citys Abu Dhabi-ejede moderkoncern City Football Group, der i dag besidder aktier i 12 klubber på fem kontinenter. Men bemærkelsesværdig er blandt andet også amerikanske John Textors imperium, som foruden at kontrollere Crystal Palace (hvor David Blitzer i øvrigt er investor), også ejer andele i den franske storklub Lyon, i belgiske Molenbeek og i Rio de Janeiro-klubben, Botafogo. Og senest blev Premier League-klubben Bournemouth så købt af Bill Foley (den 10. amerikanske majoritetsejer i PL), som straks derefter også lagde en portion dollars i franske FC Lorient.

Navnet på Foleys konglomerat er Black Knight Football Club, og det indrammer vist ganske fint den seneste håndfuld års udvikling: Amerikanerne (med bidrag fra Golfen) har begivet sig ud på et regulært fodboldkorstog i Europa, hvor unikke klubber med mere end hundrede år på bagen pludselig bliver en del af et klubnetværk på kryds og tværs af landegrænser og kontinenter. Og da UEFA’s love forbyder klubber med samme majoritetsejer at deltage i samme turnering, ja, så sættes fodboldens meritokrati i praksis ud af kraft med flerklubsejerskaberne. Traditionsrige klubber reduceres til led i avancerede fødekæder, der i sidste ende skal skabe udbytte til profithungrende ejere.

DANMARK ER OGSÅ blevet ramt af tsunamien fra Nordamerika. Mest opsigtvækkende har det været i Brøndby, hvor netop Global Football Holdings indtog i efteråret har affødt voldsom kritik i fanmiljøet og eftersigende også vil føre til stemningsboykot på tribunen søndag, når Brøndby IF tager imod AC Horsens i forårssæsonens første kamp. Men Sønderjyskes og Esbjergs berømmede og berygtede affærer med amerikanere skal naturligvis også nævnes.

At amerikanerne har kastet deres kærlighed efter Danmark og det øvrige Europa er ikke så underligt. For som FC Helsingørs tidligere ejer, Jordan Gardner, har fortalt til World Football Summits podcast, så opfatter de fleste af hans finansielt bevendte landsmænd europæisk fodbold som et ”umodent marked,” der endnu ikke har gennemgået den voldsomme kommercialisering, som er set i amerikansk sport.

Det kan måske lyde underligt for en europæer, der har været tilskuer til fodboldens voldsomme vækst i løbet af de seneste 30 år, men sigende er det, at Bournemouth ”blot” kostede Foley 150 millioner pund i december, selv klubben optræder i verdens fremmeste liga. Til sammenligning vurderede Forbes for nylig, at MLS-franchisen, Los Angeles Football Club, løber op i en milliard dollars, hvis den skal erhverves på ny. De amerikanske forretningsfolk tænker altså, at de med investeringer i stor skala på tværs af landegrænser kan gøde markedet og siden høste frugterne. Selvfølgelig med tv-aftaler og det stadigt voksende transfermarked som de største kilder til udbytte.

Alt sammen stik imod sædvanen i europæisk fodbold, hvor det sjældent har været synderligt profitabelt at eje en fodboldklub. Dels fordi spillerne har løbet med pengene de seneste 30 år, mestendels fordi sporten historisk er blevet betragtet som fællesskabets gode frem for finansmændenes.

NU LYDER JEG MÅSKE som en håbløs nostalgiker, der klager over, at fodbold ikke længere er lig med pausepøller og amatøristiske tilstande. Men det er ikke tilfældet. Hvad jeg derimod begræder er, at udviklingen meget vel kan føre til, at Superligaen mister alt det, der gør den unik og attraktiv i min bog. For selv om det lyder som en bevinget floskel, så fungerer Superligaen faktisk som et spejl på dansken.

I modsætning til i England, hvor Premier League-ejernes ublu spenderen nærmest ligner en hån mod det kriseramte britiske folk, så har Superligaen formået at forblive dansk. Og her mener jeg altså ikke danskhed i sin karikerede nationalromantiske form, men derimod som den ser ud i praksis. For lige så splittet det dansk folk og politikerne på Christiansborg er mellem vores lille nationalstat og den store globalitet, lige så dobbeltrettede har følelseslivet traditionelt været i Superligaen. Og det er netop det herlige ved den. Ligaen befinder sig konstant i et limbo mellem det nære og det fjerne. I hvert fald når vi taler om måden, vi danskere ser den på.

På den ene side elsker vi, at den er vores egen. At gedigne danske Superliga-bombere som Søren Frederiksen, Heine Fernandez og senest Nicklas Helenius bliver i rækken og drager fra klub til klub for at score deres mål. Vi elsker, at semiprofessionelle Hobro faktisk kunne rykke op i Superligaen, så vi kan høre historier om anfører Mads Justesens landmandsliv. Og så elsker vi at betragte fodbolden som en udløber af vores gode, gamle foreningsliv. At Henrik Dalsgaard spillede serie 4-bold i Møldrup-Tostrup IF, før han røg til Aab og siden gjorde karriere på landsholdet. For så tænker vi, at der ikke er så stor afstand mellem os her i vores land, som der er i det store udland. At eliten trods alt ikke er så langt væk her i lille og lige Danmark.

Men på den anden side er vi også evigt draget af det store verdenssamfund. Det er ikke en tilfældighed, at fodboldlovgivningen i pacifistiske Sverige netop forhindrer flerklubsejerskaber, hvorimod vores sluser står åbne. Vi vil være en del af Europa og endda mere til. Der findes få udtryk i dansk fodbold, der er mere lovprisende end ”de spiller på internationalt niveau.” Vi synes selvfølgelig, at pengene er blevet ”vanvittige” i det store udland, men når en rask teenager fra Superligaen sælges for et trecifret millionbeløb til en klub i Frankrig, Holland eller Portugal, bliver vi en kende stolte. Og så bliver store danske præstationer i Europa ikke mindst allemandseje. Selvfølgelig fordi det giver koefficientpoint til hele landet, men i særdeleshed, fordi at vi så gerne vil måle os med de store drenge. Og tænk engang, hvis den udenlandske presse endda skrev rosende vendinger om os.

MED FLERKLUBSEJERSKABERNES fremmarch står Superligaen dog til at blive forandret. For man er vist naiv, hvis man tror, amerikanernes indtog stopper på Vestegnen. Flere vil komme til. I Aalborg, i Silkeborg, måske endda på Østerbro i København. Dobbeltheden vil forsvinde. Spejlet vil gå itu, som det gjorde for mange år siden i England, og Superligaen vil opsluges af den store verden. Men i modsætning til i England vil vi ikke få sublim fodbold, blot en blød mellemvare uden nerve.

Selv om hyperglobaliseringens æra i storpolitikken er død, vil alle verdens klubber forbindes gennem konglomerater i fodboldens afkoblede virkelighed. AaB, Silkeborg og F.C. København vil kobles til belgiske, fransk, brasilianske, japanske, sydafrikanske og naturligvis også Premier League-klubber. Og selv om de nye ejere vil tale om at bevare identiteten, så vil indmaden tages ud og erstattes. Som City Football Groups CEO, Ferran Soriano, stolt har fortalt. Måske man på overfladen bevarer klubbernes særkende, men fans af Palermo, Girona og klubbens øvrige traditionsrige klubber vil med tiden forstå, at ”de har Manchester City i sig. Ligesom man har Intel i sin computer.“

Og så er det vist lige meget, om amerikanerne afholder sig fra at omdøbe Brøndby IF eller at spy ild. For sjælen vil de alligevel tage ud af vores kære Superliga.