Flemming Berg sagde farvel til DBU og blev sportsdirektør i Afrikas Manchester City: ”Mine børn syntes, det var en dårlig idé”

EFTER EM-SEMIFINALEN i 2021 mellem Danmark og England, sad jeg i corona-karantæne i London, da jeg fik et opkald fra et skandinavisk rekrutteringsfirma. De havde fået til opgave at hjælpe en klub i Sydafrika med at finde en sportsdirektør. De kendte mig fra mit arbejde i DBU og talentspejderarbejdet, jeg tidligere har lavet i blandt andet Chelsea og Brøndby, og syntes, at min profil passede godt til den stilling.

Jeg lo lidt, fordi det lød langt ude og umiddelbart ikke som noget for mig. Men da jeg alligevel sad i karantæne, kunne jeg lige så godt se stillingsbeskrivelsen og lave noget research på klubben, Mamelodi Sundowns. Det er Sydafrikas mest vindende klub, og nu havde holdet ambitioner om at blive Afrikas største fodboldhold. Potentialet var stort og uforløst.

Jeg var talentchef i DBU, og selvom jeg var glad for jobbet, var jeg åben for at se, hvor den sydafrikanske interesse bar henad. Et par måneder senere blev jeg inviteret til Sydafrika i tre dage, så vi kunne se hinanden an. Jeg fortalte DBU’s fodbolddirektør, Peter Møller, om henvendelsen og sagde, at jeg gerne ville afsted. Han gav grønt lys, og da jeg kom hjem derfra, havde jeg følelsen af, at det var det, jeg skulle.

I JANUAR 2022 BEGYNDTE VI på kontraktforhandlingerne. Jeg fortalte klubben tidligt i forløbet, at en betingelse var, at jeg skulle have min familie med. Det betød meget for dem, for afrikansk fodbold har tidligere haft en del europæiske lykkeriddere, der tog derned, tjente en skilling og rejste hjem igen efter et år.

Jeg tog min hustru med til Pretoria, og sammen så vi det hele an, så vi kunne vurdere, om det her var den rigtige beslutning for os og vores to børn, der dengang var otte og 11 år. Det vurderede vi, det var, så da børnene havde færdiggjort deres skoleår, solgte vi alt, hvad vi ejede i Danmark og flyttede derned.

Flemming Berg

Født i 1972. Opvokset i Thy. Har en kandidat i idræt fra Københavns Universitet. Sportsdirektør i Mamelodi Sundowns. Har tidligere været ungdomstræner i Hvidovre IF, F.C. København og Thisted IF, mens han også har været cheftræner hos sidstnævnte. Har også en fortid som talentspejder hos engelske Chelsea FC, FC Nordsjælland og Brøndby IF, mens han senest var talentchef i DBU. Er gift med portugisiske Ana, som han har to børn med.

JEG HAR ALTID REJST meget i mine job, men det her var den første rigtig svære beslutning i mit liv. Det var et enormt stort ansvar at skulle rive familien ud af nogle sikre rammer. Alle var glade i den nuværende situation, og derfor var det også svært at sælge idéen om at flytte ned til Sydafrika og en ukendt tilværelse, der ikke rummede den samme tryghed.

Børnene havde det godt, de havde masser af venner og trivedes i Himmelev ved Roskilde, hvor vi boede. Min hustru Ana, der er portugiser, havde et rigtig godt job i Danmark, og vi skulle give afkald på det hele for min skyld.

Jeg sagde til Ana, at hun måtte træffe den endelige beslutning. Arbejdsmæssigt var jeg ikke tvivl om, at jeg ville det, men for familien skulle det også føles rigtigt, og der sad hun med et mere upartisk overblik. Vi endte med at rejse, og det fik vi ikke ret meget ros for af vores børn.

De syntes, det var en dårlig idé og havde det svært med tanken om at skulle sige farvel til deres venner. Vi har altid gjort en dyd ud af at opdrage vores børn til at være umiddelbare og har ikke ønsket, at de skulle bekymre sig om fremtiden.

Men det umiddelbare blev for dem, at vi rev dem ud af deres vante rammer og flyttede dem til langt væk, og hånden på hjertet: Det var hårdt at se børnene være så kede af det, for vi vil dem jo det bedste. Men vi måtte stole på vores dømmekraft, og vi så det at bo i Sydafrika som en mulighed for at give vores børn en oplevelse, som de senere i livet vil se tilbage på med stor glæde.

DER ER EN ENORM kulturforskel på Danmark og Sydafrika. Der er områder hernede, som man ikke kan færdes i på grund af kriminalitet. Det skulle vi lige vænne os til. Vi bor i et gated community mellem Pretoria og Johannesburg, og her er vi mere sikre, end vi ville være i Farum. Det er kæmpestort og huser cirka 40.000 folk, så selvom der er en mur rundt om, mærker man det ikke. Når det er sagt, er det da en anderledes måde at leve på.

Med tiden er vi faldet godt til rette. Børnene går i en lokal sydafrikansk skole og har fundet nye venner, ligesom vi også har fundet os en omgangskreds. Det er gået overraskende stærkt. Min hustru og jeg flyttede til Danmark i 2015, og for hende har det været langt lettere at få bekendtskaber her. Mange danskere finder ikke nye venner i deres voksenliv, og derfor kan det også være svært for en udlænding at falde til. Sydafrika er et multikulturelt land, og de er vant til en masse forskellige nationaliteter med forskellige baggrunde.

SOM SPORTSDIREKTØR HAR JEG måttet gentænke min ledelsesstil. Jeg er skandinavisk og inkluderende i min måde at lede på, og jeg vil gerne undgå at være dikterende og disciplinerende. Jeg bringer ofte et problem til bordet uden at have løsningen på det, men det er uvant for sydafrikanere, hvilket jeg har skulle omstille mig til. Er jeg for tilbagelænet og møder ind uden et svar, kan det blive set som en svaghed hernede. Der var på et tidspunkt en ansat, der sagde: ’Flemming, kan du ikke bare sige, hvad jeg skal gøre?’

Min alder har også givet mig udfordringer, for du siger helst ikke nogen imod, der er ældre end dig selv. Og jeg er ældre end de fleste af dem, jeg leder. Jeg har lært, at jeg skal stille spørgsmålene anderledes og undgå, at min egen mening kommer til udtryk, hvis jeg skal have et ærligt svar. Ellers ender det ofte med, at de siger det, som de tror, jeg vil høre.

I DANMARK HAR VI ET SIKKERHEDSNET, der sikrer, at man aldrig falder helt igennem systemet. I Sydafrika er der noget andet på spil, og det er afgørende at beholde sit job. Mange er ikke blot ansvarlige for sig selv, men for en hel familie. Derfor er de ansatte til tider tilbageholdende med at sige, hvad de egentlig tænker, fordi de frygter, at det kan koste dem jobbet at sige mig imod. Jeg værdsætter, at mine medarbejdere siger deres ærlige mening, men de forbinder ærligheden med konsekvenser, og der har alle parter skulle finde hinanden.

NOGLE YNDER AT KALDE Mamelodi Sundowns for Afrikas Manchester City, og på nogle punkter er det nok rigtigt. I spillestilen og filosofien minder vi meget om City, og holdene ligner statistisk set hinanden, når det kommer til både boldbesiddelse og pasninger. Der er selvfølgelig også nogle ligheder, i forhold til at vi er de økonomisk stærkeste hernede, og vi køber typisk de bedste spillere fra konkurrenterne. Vi er også en præstationsklub, som bliver målt på, hvor mange trofæer vi vinder. Alt, hvad der kan vindes, skal vindes. Ellers er det en fiasko.

Vores ejer vil have, at Sundowns på sigt skal være den bedste klub i hele Afrika, men han også ønsker at tage ansvar for at højne niveauet i sydafrikansk fodbold hos både mænd og kvinder. Han er også præsident i Det Afrikanske Fodboldforbund, CAF, og har store visioner for afrikansk fodbold som helhed. Da jeg lige var blevet ansat i klubben, fik jeg at vide, at jeg først og fremmest var her for Mamelodi Sundowns, men at jeg var også blevet ansat, fordi klubben troede på, at jeg kunne være med til at løfte afrikansk fodbold. Det tiltaler mig.

SYDAFRIKA ER I OVERVEJENDE GRAD et kristent land, men generelt fylder religion meget hernede med utallige forskellige trosretninger. Der er mange, der tror på heksedoktorer. Der findes en heksekraft kaldet ’muti’, som er en blanding af tørrede dyreelementer som horn, skind, fødder fra firben og hoveder fra gnavere. Da vi på et tidspunkt skulle spille mod vores rivaler fra Orlando Pirates, gik nogle af stabsmedlemmerne fra Pirates og spredte mutien ved målstolperne, fordi det efter sigende skulle give holdet held i kampen. Det kom jeg til at smile lidt af, hvortil klubbens præsident sagde til mig:

’Flemming, det er meget vigtigt, at alle har ret til at have deres egen overbevisning og religion.’

Og han havde ret. For hvem er jeg til at komme herned og dømme, hvad der er rigtigt og forkert?

HOS SUNDOWNS ER DET EN fast del af holdets rutine, at spillere og stab begynder træning med at bede en fællesbøn. Jeg er ikke selv religiøs, men jeg deltager altid i bønnerne. De første par gange blev jeg rørt over at se, at alle uanset tro fik lov til at bede på vegne af holdet, og hvordan fællesbønnen gik på tur rundt til de forskellige religioner. Fx forestår muslimerne bønnen om fredagen, og så beder alle med, uagtet hvem man tror på.

Derfor valgte vi også at sætte vores børn i en sydafrikansk skole i stedet for en engelsk skole. De får venner fra alle mulige kulturer og baggrunde. Der er en vigtig læring i at være rummelig og forstå, at det ikke betyder noget, hvilken race man er, eller hvilken religion man tror på, for at være et godt menneske. Når min søn har legeaftaler med Suwan og Kuhle, tænker han ikke på, at de kommer fra tre vidt forskellige ophav. De leger bare, har det godt sammen og accepterer hinanden. Og det gør mig glad indeni. For det betyder, at vi som forældre har gjort noget rigtigt.