Brug for en pause fra EM? Så hiv en af verdens bedste (fodbold)bøger frem
Modsat storværkerne fra Knausgård, Franzen og de drenge, fungerer en fodboldbog kun sjældent som scoretrick eller IQ-blær. Men vi fodboldelskere ler sidst.
Det kan være svært at fremstå cool med en fodboldbog mellem hænderne.
Altså, ikke alene er man sådan én, der bruger sommeraften efter sommeraften på at se EM – men også ligefrem læse tykke bøger om skidtet? Nerd alert!
Men det er der altså ikke noget at gøre ved. Modsat storværkerne fra Knausgård, Franzen og de drenge, fungerer en fodboldbog kun sjældent som scoretrick eller IQ-blær.
Annonse
Men vi fodboldelskere ler sidst, for vores lille hemmelighed er, at de bedste fodboldbøger i virkeligheden handler om det samme – de handler om livet.
Det gælder naturligt nok for de personlige dramaer, vi finder i genrens mest kendte selvbiografier – herhjemme bøgerne om Nicklas Bendtner, David Nielsen og Stig Tøfting.
Men selv en mere nørdet nyklassiker som Jonathan Wilsons fodboldtaktikhistorie ’Fra Pyramiden til 4-4-2’ er kun spændende, fordi den tager udgangspunkt i spørgsmål om klasse, styreformer og sociale skel.
Og David Winners standardværk ’Brilliant Orange’ om hollandsk fodbold handler i virkeligheden om, hvad det gør ved en befolkning, at de lever så mange mennesker på så lidt plads – og hvordan det forplanter sig til banens begrænsede areal.
Vi har udvalgt tre af de bedste fodboldbøger. Måske gør de dit liv bedre – og i hvert fald dit EM.
Pelé
Annonse
’Mit liv i fodbold’
Det er ofte blevet postuleret, at fodboldbøger frem til 1990’erne var noget hø, og at genren først da kom til ære og værdighed. Det er en påstand, der fuldkommen tilsidesætter ikonet Pelés skønne selvbiografi fra 1978, skrevet med kyndig ghostwriter-hånd af krimiforfatteren Robert L. Fish.
Det er en rørende fortælling spækket med uforglemmelige scener, fra uhyggelig, tilfældig død i São Paulos usle slum til vanviddet omkring Pelés tre utrolige VM-triumfer.
En bog, der fortsat og uden problemer kan inhaleres, også selv om mange af os kom for sent til at opleve verdens måske bedste spiller nogensinde i aktion.
Joakim Jakobsen
’Tynd Luft – Danmark ved VM i Mexico 1986’
Der står fortsat nærmest ærefrygt omkring Weekendavisen-journalisten Joakim Jakobsens 16 år gamle bog om Danmarks VM i Mexico.
Annonse
Og med god grund: Dels handler den om vores mest talentfulde landshold nogensinde, holdet, der kunne have vundet VM.
Og dels er den nidkært researchede og eminent velskrevne bog en iskold øjenåbner – både når det kommer til, hvorfor vi var så gode dengang, og hvorfor vi måske ikke formåede at gå hele vejen.
Dansk selvforståelse og DBU’s amatørisme får én over nakken i en bog, der føles som at klø et blåt mærke – på én gang sødt og smertefuldt.
David Lagercrantz
’Jeg er Zlatan Ibrahimovic’
Fodboldfans over hele verden var i oprør, da den svenske forfatter David Lagercrantz i 2015 bekendtgjorde, at der ikke befandt sig nogen egentlige Zlatan-citater i hans storsælgende, stærkt underholdende biografi om den svenske superstjernes ghettoopvækst og eventyrkarriere.
”Hvis du vil finde frem til noget der lyder sandt og autentisk, må du for alt i verden ikke citere folk,” sagde han.
I stedet havde Lagercrantz skrevet sig frem til det, han mente, var mest sandt om Zlatan, og alle, der kan acceptere den præmis, altså at bogen er delvist skønlitterær, har en intens læseoplevelse i vente.
3 nye fodboldbøger
Gisle Thorsen
’Døden i Sevilla – 17. november 1993, fodboldhistoriens mest dramatiske dag’
Fodboldjournalist Gisle Thorsen stiller skarpt på syv afgørende VM-kvalifikationskampe frem mod USA ’94, der alle udspillede sig den 17. november 1993 – datoen hvor Spaniens snedige midtbaneræv José Marí Bakero også slukkede Danmarks VM-drøm. Som at putte sig i en vamset sovepose foret med fodboldviden.
Kit Holden
’Played In Germany – A Footballing Journey Through A Nation’s Soul’
Frem mod sommerens EM har den tysk-engelske journalist Kit Holden en pointe: Tyskland er ikke bare pølser og øl. Befolkningen i de forskellige regioner i Tyskland er ekstremt forskellige, men én ting binder dem sammen: fodbold. En spritny bog fyldt med overraskende fakta og betragtninger om folk og fodbold i EM-værtslandet.
Jonathan Wilson (redaktør)
’The Blizzard – The Football Quarterly’
I mere end et årti har The Blizzard været ’Den tænkende fans fodboldtidsskrift’. Det udkommer fire gange om året digitalt og i (tyk) bogform, og lader branchens bedste journalister boltre sig i det lange format. Nummer 52 er ude nu – det handler blandt andet om målmænd, Tottenham og fodbold i Saudi-Arabien.