Fodboldens verden har traditionelt været kendt for at være konservativ. Her styrer det gamle slæng. Trænerne har en fortid fra banen. Det samme gælder sportscheferne. Og tænder man TV’et, ja, så toner Jan Mølby og Preben Elkjær frem. Koryfæer, hvis status er opnået på plænen.
Derfor har der nok heller ikke været mange uden en fortid på banen, der tidligere har turdet drømme om at blive en del af fodboldens indercirkler. Men det er ved at ændre sig. I hvert fald er de seneste års virkelighed, at yngre mænd uden meriterende spillerkarrierer i stigende grad får chancen.
Bayern Münchens nuværende træner, Julian Nagelsmann, er nok det fremmeste eksempel. Ansat som cheftræner i fremadstormende Hoffenheim som 28-årig, hentet til Red Bull’s Leipzig få år senere og siden altså til den sydtyske gigant, selv om Nagelsmann dengang blot var i starten af i sine 30’ere. F.C. Københavns 34-årige cheftræner, Jacob Neestrup, er en anden, der har brudt det vante hierarki. Og så har den 30-årige belgier, Will Still, for nyligt overrasket de fleste franskmænd ved at indtage trænersædet i Ligue 1-klubben, Stade Reims.
Men det er ikke kun på trænerfronten, at de unge kommer stormende.
I oktober annoncerede Superliga-klubben OB, at den 25-årige svensker, Adrian von Heijne, i starten af det nye år ville tiltræde i en stilling som chefscout i Ådalen – og den har han altså siddet i i lidt over en måned nu.
Von Heijne har ingen fortid som professionel fodboldspiller, og som han fortæller til Euroman, var det bestemt heller ikke en selvfølge, at han skulle gøre karriere i fodboldens verden.
”Siden jeg var teenager, har jeg haft en forståelse for, at det kunne ske. Men min tanke var ikke, at det skulle ske for mig,” siger han.
Adrian von Heijne stoppede selv med at spille fodbold som 17-årig. Allerede dengang havde han dog trænet ungdomshold, så da han flyttede til Uppsala, 60 kilometer nord for Stockholm, for at studere jura, var det logisk at engagere sig i den lokale klub, IK Sirius.
Her blev von Heijne hurtigt spurgt, om han ville agere analytiker for klubbens førstehold, der optræder i den bedste svenske række, Allsvenskan. Den opgave løste han så godt, at han i 2020 blev forfremmet til chefscout – og dertil kom ansvar for spillerforhandlinger og agentaftaler.
”Da jeg flyttede til Uppsala, var planen, at jeg en dag skulle arbejde som jurist. Jeg er meget interesseret i de spørgsmål, der knytter jura til den generelle samfundsindretning. Så der fandtes bestemt andre karriereveje, og jeg har hele tiden fokuseret på at blive færdig med mine studier, så jeg ikke blev afhængig af fodbolden. Generelt er det en usikker industri at befinde sig i. Det går stærkt blandt fans og nogle beslutningstagere,” siger von Heijne og fortsætter:
”Jeg indså nok først for halvandet år siden, at jeg kunne komme til at arbejde med fodbold i mange år. Og jeg tror heller ikke, Sirius hev mig ind, fordi jeg var den, der vidste mest om fodbold. Men jeg arbejdede struktureret og havde styr på data.”
Netop dataanalytikkens voksende popularitet i fodbolden hører til blandt de bevægelser, der har givet flere adgang. I løbet af særligt det seneste årti har enhver klub med respekt for sig selv ansat analytikere, der forstår sig på algoritmer og statistiske fodboldfaglige modeller som Expected Goals (xG, der udregner et holds sandsynlige antal mål baseret på antallet og størrelsen af deres målchancer). I større europæiske klubber som Liverpool F.C., hvis analyseteam er særligt berømmet, skal man tage to hænder i brug for at tælle antallet af talstærke ansatte.
Den udvikling blev sat i gang af teknologiske fremskridt, men konsensus i miljøet er også, at mænd som Brad Pitt og danske Rasmus Ankersen var med til at gøre data sexet. Førstnævnte i kraft af sin rolle i baseball-filmen, Moneyball (baseret på bogen af samme navn), hvor han som træneren Billy Bean opnår banebrydende resultater med Oakland Athletics sammen med en ung, nørdet og statistikkyndig Yale-økonom.
Rasmus Ankersen? Som velklædt fortaler for dataanalysen og frontfigur for den teknologiske fremskridtstro i F.C. Midtjylland og Brentford F.C. op gennem den sidste halvdel af 2010’erne.
Uanset fremkomsten er det sikkert, at de mange nye stillinger har krævet ny faglighed i fodboldens verden. For første gang nogensinde har folk helt uden tung erfaring fra grønsværen, som fysikere, datologer, matematikkere, sociologer, og ja, altså jurister, kunnet indtage en central rolle.
Da Adrian von Heijne blev præsenteret i OB, lagde fodbolddirektør, Björn Wesström, da også netop vægt på, at den unge svensker kunne bidrage med kompetencer indenfor ”objektiv, databaseret scouting”.
Selv betoner von Heijne, at dataindsamlingen og analysen skal skabe et bedre ”beslutningsgrundlag”. Eksempelvis fremhæver han, at der i OB med tiden skal udarbejdes en række specifikke standarder baseret på både teknisk, taktisk og fysisk data, som potentielle spillere skal bedømmes ud fra afhængigt af deres position på banen. Så går man en dag på markedet efter en højre back, skal det stå klart for enhver i OB’s organisation, hvilke konkrete krav man i klubben har til en spiller på den plads.
Men som von Heijne også understreger, kan tallene og algoritmerne ikke fortælle det hele. De kan ikke levere en facitliste, der fortæller hvem der rigtig og forkert at erhverve sig. Kunsten er derfor at balance den “objektive data “, altså tallene, og den “subjektive”, dvs. den opfattelse man i scoutingen får ved at se video med en spiller, eller at følge ham fra tribunen.
Men von Heijne ser alligevel en udvikling i fodboldmiljøet, hvor de mere følelsesorienterede analyser træder i baggrunden, og de ”faktabaserede” vinder indpas. En udvikling, den etablerede kerne i sporten ikke altid priser:
”Jeg vil ikke kalde fodbolden for en lukket verden. Men den er skeptisk over for nogle af de nye ting, der kommer ind i sporten. Man skal have gode argumenter, hvis man vil forandre noget, fordi man har en tendens til at gøre tingene på samme måde som tidligere,” siger von Heijne.
”Den mentalitet viser sig også på andre måder, synes jeg. For mig er det eksempelvis tydeligt i forhold til, hvordan man viser følelser, når man har tabt en kamp. Jeg bliver også misfornøjet, når vi taber, men hele mit verdensbillede ændres ikke af én kamp. Det kan man nogle gange opleve hos andre. Når folk eksempelvis sparker til væggen efter at have tabt en kamp, tænker jeg: Gør de det, fordi de faktisk er vrede? Eller har de bare lært, at det er sådan man gør i fodbolden, fordi det er den eneste måde at vise følelser på? Den slags ting spekulerer jeg over.”
Men det er netop den slags mønstre, den 25-årige chefscout så småt ser forandre sig med den nye generation af trænere, analytikere og talentspejdere. I Sirius var von Heijne da heller ikke den eneste yngre mand med ansvar. Det samme gjaldt trænerne for U19-holdet og U17-holdet, ligesom assistenttræneren, Theodor Olsson, der siden er blevet assistenttræner i storklubben Malmø IF i en alder af blot 26 år, fik en markant rolle tidligt. Det lignede altså en bevidst strategi fra klubbens side at bringe nye perspektiver i spil. Og det siger ifølge von Heijne også noget om fodbolden i dag:
”Hvis du viser, du er god nok, skal din stemme nok blive hørt. Det har jeg oplevet i Sirius, og også i den korte tid, jeg har været i OB. Der er konservative træk i industrien generelt, men man kan godt ændre vanerne ude i klubberne. For de er jo også interesseret i at blive bedre,” siger von Heijne.
”Samtidig er det vigtigt at bygge bro. Mellem fodboldtraditionen og de nye idéer. En fysiker fra universitetet behøver også en forståelse for historien, fodboldsproget og dynamikkerne i spillet. Det er noget af det centrale for mig. At jeg er stærk indenfor statistik og data, men at jeg formår at oversætte det til andre, så det har en reel effekt i OB.”
