Kasper Hjulmand: "Jeg går efter at vinde alt, vi kan komme i nærheden af"

Hvad har været den største udfordring, siden du begyndte som landstræner?

”Corona. Den har betydet, at jeg ikke har været på træningsbanen i lang tid, og at jeg endnu ikke har kunnet samle landsholdsspillerne. Jeg er begyndt at rejse rundt i Europa for at mødes og tale med spillerne, men jeg må endnu ikke komme ind på deres klubbers træningsanlæg og se deres kampe live. Epidemien har forandret mit job fuldstændigt. At vi skal til en slutrunde allerede efter otte måneder, er jo markant anderledes, end det jeg havde forberedt mig på. Det gør det rent fodboldfagligt udfordrende få mine ideer ind i holdet, men det bliver fantastisk at spille EM på hjemmebane. Jeg glæder mig, og jeg arbejder for, at vi kan stå stærkest muligt og præstere. Og så håber jeg inderligt, at vi kan spille for et fyldt Parken, og at der kan komme en masse mennesker ind og støtte os.”

Hvornår blev du selv første gang begejstret over landsholdet?

”Da jeg var fem-seks år gammel og troede, at jeg skulle være Allan Simonsen eller Søren Lerby i slutningen af 1970’erne. Siden tændte landsholdet mine drømme i 1983, da Frank Arnesen scorede mod Italien på frispark, og Jesper Olsen og Allan Simonsen scorede mod England i Idrætsparken og på Wembley. Hele den periode, fra vi kom med til EM i Frankrig i 1984 for næsen af England, til VM i Mexico i 1986, og så til sejren ved EM i 1992, har betydet ekstremt meget for rigtig mange. Tænk, hvis vi kan gentage det? Jeg håber, at mine børn får lov til at opleve den begejstring og den eufori, og mit mindset er at arbejde hver eneste dag, hvert eneste minut, på at opnå det, så hurtigt det kan lade sig gøre.”

Hvad bruger du ellers mest tid på lige nu?

”Jeg er i fuld gang med at gå analyser af spillerne igennem, så vi kan sørge for, at de gør det, de er bedst til, mest muligt i kampene. For det er jo ikke sådan, at jeg bare kommer med et fast koncept ind på landsholdet. For mig at se går fodbold i en retning af, at man skal kunne mange ting som hold, hvis man skal vinde. Man skal spille fleksibelt, men samtidig skal der være en tydelighed, en genkendelighed, i måden, man gør det på. Spillet har jo forandret sig helt vildt. Det er blevet mere komplekst, mere spændende. Se bare på de sidste fem år i Champions League. Tempoet og intensiteten er højere, og der er langt flere afleveringer og aktioner i hver kamp. Der er i dag meget få spillere, der står stille, og flere og flere der kan flere ting i spillet. Det startede egentlig med spanierne ved EM i 2008 anført af Xavi, hvor de slog de stærke, godt defensivt organiserede zoneforsvarshold med hurtigt spil, mange afleveringer og et stenhårdt genpres. Det har slået tonen an et stykke tid, og tyskerne har indstillet deres spil på lidt af det samme. Nu er der flere retninger, men tempoet er til fælles, og kigger du på de bedste europæiske hold på klubniveau, er der helt forældet bare tale om boldbesiddelse. Vi ser konstante skift i systemerne, fleksible positioner og alt i alt en mere organisk måde at spille på. Jeg håber at kunne gøre det samme, ikke kun på herrelandsholdet, men også ved at sætte en retning, der er tydelig for alle vores 16 landshold.”

Hvad ser du som landsholdets største styrke?

”At vi kollektivt er rigtig stærke. Åge (Hareide, red.) har gjort et stort stykke arbejde for at skabe et enormt godt sammenhold på landsholdet. Det har jeg straks fornemmet i mine samtaler med staben og spillerne. Tillid og fællesskab er de første ord, der falder mig ind. Der er en helt speciel ånd på det her hold og en helt speciel danskhed. Du ved, hellere lille og vågen. En overbevisning om, at vi nok skal få de store ned og ligge til sidst.”

Hvad glæder du dig mest til i jobbet?

”Lige nu glæder jeg mig bare til få samlet spillerne og til at arbejde tættere sammen med dem. Der er så mange gode personligheder på holdet, som gør noget for andre og giver tilbage. Jeg talte lige med Christian (Eriksen, red.), som har haft en træningssession på Skype med en ung fan hjemme fra sin terrasse. Det, synes jeg, er kendetegnende.”

Er landstrænerposten et drømmejob for dig?

”Ja. Som dansk træner, er det det største. Jeg havde nogle andre muligheder for gode jobs i udlandet, da jeg valgte at takke ja til at blive landstræner. Det her er hjerteblod for mig. Jeg vil gøre alt for at få succes, og jeg går efter at vinde et trofæ, ja faktisk efter at vinde alt, vi kan komme i nærheden af. Det er et krav, både til mig selv, men også til min stab. Man skal ikke være i denne her branche, hvis man kun går efter at blive nummer to.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold, Landsholdet og EM