Mit liv som maskot: "Jeg får nogle lidt kinky beskeder på Facebook"
Superligaen er i fuld gang, og dermed skal de danske klubber – og deres trofaste maskotter – igen knokle for føden. En af dem er Kim Lund Jensen, der arbejder som ACHibald for AC Horsens.
Foto: PR 37-årige Kim Lund Jensen er manden inde i ACHibald, som hjælper med at skabe god stemning på lægterne, når AC Horsens spiller.
På kampdage møder jeg op to timer før kampen og underholder børnene i ACHibalds Corner. 15 minutter før kampstart underholder jeg på banen samt i pausen, hvor jeg fjoller lidt rundt. Derudover tager jeg ud til fødselsdage, konfirmationer, fodboldstævner, sponsorer og byfester, ja, alt muligt, også i weekender og ferier. Min søn, Zonnie på ni år, er næsten altid med som fotograf. Det er supersejt at have en far, der er maskot.
Som maskot skal du kunne håndtere børn og barnlige sjæle. Nogle mindre børn er lidt bange i starten, så de skal håndteres rigtigt, og så skal man kunne håndtere halvfulde mennesker indimellem og børn, der hiver i halen. Men dem skal der også være plads til.
Min største oplevelse som maskot var, da min børneklub ACHibalds Venner åbnede 20. oktober. Som Horsens-fan var det den nervepirrende pokalkvartfinale hjemme mod Silkeborg IF. Vi vandt 8-7 efter straffesparkskonkurrence. Puha, det kostede et par negle.
Når Kim Lund Jensen ikke er maskot i AC Horsens, arbejder han som pedel på en folkeskole og som klejnsmed.