Efter Tunesien: På det danske landshold er fællesskabet stjernen. Men er det nok mod Frankrig?

Efter Tunesien: På det danske landshold er fællesskabet stjernen. Men er det nok mod Frankrig?

Den danske indsats med Tunesien afslørede det, vi allerede vidste. På det danske hold er holdet stjernen, og hvis fællesskabet svigter, så skal man lede længe efter spillere, der med antrit og højt anlagt teknik kan bryde stilstanden. Vi mangler det, Frankrig har i metermål.

Offentliggjort

VM er en kropslig fornemmelse for mig. Det stammer helt tilbage fra folkeskolen. Undervisning aflyst, alle elever ned i den store gymnastiksal, VM på storskærm. Først Danmark mod Senegal og en håndfuld dage efter: Danmark-Frankrig. Vi sad på gulvet og mærkede nervøsiteten brede sig i lemmerne i takt med minutternes gang. Ekstasen i brystet, da overraskelsen indtraf – store minder blev skabt i realtid.

Senegal havde vundet den første kamp mod Frankrig, det var ikke til at fatte. Jeg var begyndt at spille Championship Manager, og selv om jeg havde alle verdens spillere ved min pegefinger, havde jeg aldrig peget på Bouba Diop, Aliou Cissé eller el Hadji Diouf. Det kom jeg hurtigt til, da vi med vores dirrende haleben plantet i det hårde gulv kunne se Danmark slide for at holde senegaleserne for Sørensens dør.

Størst var den sidste gruppekamp mod Frankrig selvfølgelig. Franskmændene beskød det danske forsvar i én uendelighed, men det var Rommedahl og Jon Dahl ligeglade med, og så havde vi gudhjælpemig slået Frankrig. ”Nu er vi verdens bedste”, jublede vi til hinanden bagefter – for vi havde jo slået verdensmestrene. Euforien brusede, når vi efterfølgende indtog banen i skolegården og lod som om, vi var VM-stjernerne.

Men da det danske landshold tirsdag åbnede sit VM i Qatar mod Tunesien, mærkede jeg ikke meget. Historierne om migrantarbejderne, anførerbindet og den grå dis uden for mit vindue havde bare givet hjernen overtaget.

Der var nu heller ikke meget ved den danske indsats, der fordrede store følelser. De danske spillere syntes hæmmede. Ikke på grund af optakten, den slags overgår bare fodboldhold fra tid til anden. De forkerte ben ud af sengene, kroppene der kollektivt ikke går i hak. Det mest sigende moment i kampen indtraf allerede i det andet minut, da den tunesiske bølgebryder Aissa Laidouni skyllede ind over stilfærdige Eriksen. Laidouni bankede sig efterfølgende tre gange i brystet. Bare lige for at fortælle, hvor blodet pulserede kraftigst.

Men den danske indsats afslørede også det, vi allerede vidste. På det danske hold er holdet stjernen, og hvis fællesskabet svigter, så skal man lede længe efter spillere, der med antrit og højt anlagt teknik kan bryde stilstanden. Selvfølgelig kan man håbe på Eriksen, Skov Olsen og Mæhle, men de er ikke Mbappé og Dembélé. Ingen danskere kan blindt sparke bolden 20 meter frem for sig, og så finde den hurtigere igen end alle andre, som de to franskmænd gjorde det utal af gange mod australierne et par timer senere.

Og så mangler landsholdet en skarp 9’er. Der er ingen Olivier Giroud i den danske trup. Ingen spiller, der, på trods af mere end 10 succesfulde år i verdens bedste klubber, stadig kan overraske nogle eksperter med sin kraft, finesse og farlighed. Jeg havde håbet og troet på Dolberg, og vendingerne havde han da også i hofterne. Men farlig var silkeborgenseren ikke, da indlægget og chancen først kom. Ligesom Cornelius, der for tiden bevæger sig endnu mere firkantet end vanligt, heller ikke var det.

Undervejs i kampen satte jeg mig faktisk på gulvet foran fjernsynet. Mest for at undgå at falde i staver i den bløde sofa. Men nok også for at søge nogle af de fornemmelser, jeg havde for 20 år siden. Ikke bare dem fra gymnastiksalen på skolen i Farum. Nej, alle dem, der løb igennem mig i min barndom. Der satte jeg mig også altid på gulvet, helt tæt på tv’et, når det blev spændende nok. Jeg blev suget ind af begivenheden. Ind i fodbolden.

Snart spiller Danmark mod Frankrig igen. Jeg vil ikke afvise, at Frankrig atter kan kollapse. De første 25 minutter af kampen mod Australien viste, at der ikke skal meget til, at den franske storhed bliver til fald. Det krydser jeg fingre for sker, men jeg håber endnu mere på, at der vil sidde 10-årige drenge og piger rundt omkring på de danske stuegulve og blive suget ind i kampens flimren.

Jeg kan godt grue for, hvilken fodboldverden de må leve med om 20 år, for nuet ser ikke vildt lyst ud. Men selvforglemmelsen og den kropslige erfaring af et VM må vi ikke tage fra børnene. Gør vi det, er der ingen til at tage fodbolden tilbage fra Qatar, Infantino og Mohammed bin Salman – for som Hjulmand sagde på pressemødet efter kampen, så må vi sætte vores lid til fremtidens progressive. Nutidens aktører tør jo ikke gøre noget – foruden Tyskland, der endelig satte handling bag ordene.