I mange år skulle man lede længe efter gode fodboldbøger, hvis man gik på jagt i danske og internationale boghandlere. Men i 90’erne begyndte der at ske noget. Pludselig stod der ikke kun skønmalende, anekdotiske spillerbiografier forfattet af ghostwritere på hylderne, men velskrevne, begavede værker, som gik seriøst til fodboldens sol- og skyggesider. Eksempelvis berettede Nick Hornby fængende om sin livslange kærlighed til Arsenal i ’Fever Pitch’ (1992), og i ’Football Against the Enemy’ (1994) drog Simon Kuper på en antropologisk rundrejse i verdensfodbolden.
Herhjemme kom der i 00’erne gang i de stærke skriverier, særligt med David Nielsens og Stig Tøftings biografier, som løb forud for den nok bedste fodboldbiografi, der nogensinde er udgivet: ’Jeg er Zlatan’ fra 2011. I de seneste år er de solide biografier ’Bendtner – begge sider’ og Peter Schmeichels ’One – min selvbiografi’ føjet til fodboldlitteraturens efterhånden ganske velassorterede bibliotek, og i 2019 viste Asker Hedegaard Boye stor fortællekraft og gedigent overblik i ’Spillets forvandling: Europæisk fodbold i 30 år’.
Sagt med andre ord: Der er masser af fremragende bøger skrevet om fodbold på hylderne, og vi har udvalgt tre af de bedste.
’Brilliant Orange – The Neurotic Genius of Dutch Football’
Er man i tvivl om, hvorvidt der er vandtætte skotter mellem fodbold og samfundet omkring den, skal man bare læse David Winners bog om Holland og totalfodbolden. I den viser han nemlig, hvordan opfindelsen af sidstnævnte, og hollændernes begejstring for dens fremmeste ambassadør, Johan Cruyff, hænger sammen med deres evige jagt på brugbare rum i det lille og lavtliggende land.
Hvis du vil vide noget om én af de mest betydningsfulde skoler i moderne fodbold, og om hvordan fodbolden påvirkes af politik og kultur (og omvendt!), så er ’Brilliant Orange’ bogen.
Annonse
’Inverting the Pyramid – The History of Football Tactics’
I denne bibeltykke bog om fodboldtaktikkens historie dykker fodboldjournalisten Jonathan Wilson fra The Guardian kronologisk ned i de taktikker og mandskaber, som har formet fodboldens udvikling gennem tiden.
Fra dengang i England i slutningen af det 19. århundrede, hvor de fleste spillere på banen var angribere, over italienernes Catenaccio til Pep Guardiolas innovationer. Det lyder måske en kende langtrukkent, men så er det heldigt, at Wilson fører en skarp pen, og at man let kan springe i kapitlerne efter interesse.
’Tynd luft – Danmark ved VM i Mexico 1986’
Den vigtigste danske fodboldbog gennem tiden blev genudgivet op til EM sidste år, og det forstås. På levende vis tager Joakim Jakobsen fra Weekendavisen os gennem kampene, optakten og mediepostyret ved VM i 1986, hvor Danmark imponerede hele verden, indtil det berømte 1-5-nederlag til Spanien i ottendedelsfinalen.
’Tynd luft’ er dog langt fra bare en snæver slutrundeberetning. Den undersøger samtidig dansk fodbolds historie og vores kollektive mentalitet og forsøger i sidste ende at finde svar på, hvordan i alverden de danske drenge kunne falde sådan sammen efter Jesper Olsens mislykkede tilbagelægning.
’Inside Qatar – Hidden Stories from One of the Richest Nations on Earth’
Her er egentlig ikke tale om en fodboldbog. Men så alligevel. For hvis man vil forstå alle problemerne omkring VM i Qatar til bunds, bliver man også nødt til at forstå Qatar. Forfatteren bag, John McManus, har snakket med høj som lav i Qatar og beretter med stor indsigt og fortællelyst fra ørkenstaten.
’When Friday Comes – Football Revolution in the Middle East and the Road to Qatar’
James Montagues bog udkom faktisk helt tilbage i 2008 for første gang, hvor journalisten, der nu skriver for The Athletic, undersøgte fodboldens rolle i Mellemøsten. I den nye udgave er der indlemmet flere nye kapitler, så den meget roste rejseberetning nu også inkluderer Qatar.
’Expected Goals’
Rory Smith fra The New York Times er en af verdens dygtigste og bedst skrivende fodboldjournalister, og nu er han dykket ned i én af fodboldens vigtigste nutidige tendenser, nemlig den stadigt stigende brug af data. Men bare rolig. Der er ingen formler eller algoritmesnak. Bare en stærk fortælling.