Tårevædet jubel, tv-redninger og tæsk til hjørneflaget: Her er de største kulthelte i VM-historien
VM er det største inden for fodbold. Ulig klubfodbolden, hvor de bedste spillere normalt står bag de største præstationer, formår VM-slutrunderne med fire års mellemrum altid at agere scene for de mere upåagtede spillere, der med blot en enkeltstående genialitet eller, for dem, umenneskeligt godt spil skriver sig ind i historiebøgerne.
Et dybt uoriginalt valg, vi ved det. Men også et nødvendigt valg. Roger Milla skal selvfølgelig have en plads på listen. Den ultimative kulthelt, der i en alder af 38 år fortryllede verden ved VM-slutrunden i Italien i 1990. To år tidligere var han faktisk gået på international pension, men legenden vil vide, at Camerouns præsident, Paul Biya, personligt ringede til Milla og fik ham overbevist om at vende tilbage til landsholdet for at redde nationens ære. Og det gjorde han så. Den erfarne skarpretter slaskede den ind med højre og med venstre, og hver gang fik hjørneflaget en svingom så smuk og glædesfuld, at hele verden blev forelsket for tid og evighed. En af sportens smukkeste comeback-historier.
VM-kampe: 10
Annonse
Mål: 5
Bedste placering: Kvartfinalen
Tim Cahill
Den lave, men absurd hovedstødsstærke angriber er alle tiders største australske fodboldspiller (beklager, Harry Kewell), og selvom hans tid i Everton helt sikkert var imponerende, var hans udfoldelser ved i alt fire VM-slutrunder intet mindre end storslåede. Angriberen med nummer 4 på ryggen (?!) scorede i alt fem mål til verdensmesterskaberne, men særligt ét mål lever i de flestes hukommelse. I det 21. minut af puljekampen mellem Australien og Holland ved VM-slutrunden i 2014 blev en håbefuld bold slået ind bag den hollandske forsvarslinje, hvor en fri Tim Cahill først slap sin markør for derefter at ramme bolden så hårdt med vristen, at den ved kontakten med overliggeren truede med at slå den i stykker. Ind gik kuglen under alle omstændigheder, og skulle overliggeren tro, den havde haft det hårdt, så skulle den bare se hjørneflaget, der på behørig vis fik på munden af Cahill straks efter. Ikonisk!
VM-kampe: 9
Annonse
Mål: 5
Bedste placering: Ottendedelsfinalen
Rüştü Reçber
En madman af en målmand. Sammen med resten af den tyrkiske landsholdstrup troppede Rüştü Reçber i 2002 op i Sydkorea og Japan til landets første VM-slutrunde i 48 år. Og hvilken én de fik. Tyrkerne nåede hele vejen til semifinalen og endte i sidste ende med at tage 3. pladsen efter det hurtigst scorede mål i VM-historien i bronzekampen mod Sydkorea. Det var i høj grad på grund af Rüştü Reçbers præstationer, som endte med at give ham en plads blandt slutrundens 16 bedste spillere. Med dødsforagt kastede Reçber sig ned i fødderne på enhver angriber, der nærmede sig det tyrkiske mål, og han havde en Superman’sk evne til at flyve ud af sit mål og gribe bolde ned fra himlen. To gange spillede han mod sambastjernerne fra Brasilien, først i den indledende pulje og siden i semifinalen, og begge gange var han frygtløs i mødet med Rivaldo, Ronaldo og Ronaldinho. Den frygtindgydende krigsmaling, Reçber bar, har heller ikke ligefrem formindsket hans kultstatus blandt fodboldfans verden over.
VM-kampe: 7
Bedste placering: 3. plads
Annonse
Fabio Grosso
Med Calciopoli-skandalen verserende i hjemlandet drog det stjernespækkede og uhyre velklædte italienske mandskab i 2006 mod Tyskland med omdømmet blakket, men stoltheden intakt. Ud af de ukendtes skygger trådte Fabio Grosso, en langlemmet venstreback med tynde arme, flot hårpragt og sans for at levere, når det gjaldt mest. Han trak et straffespark i tillægstiden i ottendedelsfinalen mod Australien (man kan snildt påstå, at han filmede) og scorede det afgørende straffespark mod Frankrig i finalen. På trods af det er det Grossos veleksekverede spark i det lange hjørne i det 119. minut mod Tyskland i semifinalen, der lever klarest i hukommelsen. Eller måske snarere jubelscenen, som fulgte efter scoringen. Med løse håndled, våde øjne og ukontrollerede hovedbevægelser spurtede han langs Signal Iduna Park, mens han igen og igen råbte mod den mørke juli-himmel af sine lungers fulde kraft: Non ci credo! Non ci credo (Jeg kan ikke tro det!). Utroligt smukt og utroligt italiensk.
VM-kampe: 6
Mål: 1
Bedste placering: Vinder (2006)
Guillermo Ochoa
Den ultimative VM-spiller og den eneste på listen, der stadig er aktiv. Vi kan læse os frem til, at Guillermo Ochoa, når han ikke er med til VM-slutrunder, har spillet for klubber som Ajaccio, Malaga og Standard Liege. Men for os vil han først og fremmest altid være Mexicos sikre sidste skanse. Det er, som om Ochoa materialiserer sig ud af den blå luft, hver gang Mexico stiller op til VM. Med stort hår og endnu større armbevægelser springer han som en anden spirrevip konstant og manisk rundt inde på stregen og leverer det ene mirakel efter den andet. Der er helt sikkert noget tv-redning over flere af hans aktioner, men energien og dramatikken er kun med til at understøtte hans status som en VM-darling. Guillermo Ochoa er nu vendt tilbage til Club América i hjemlandet og er blevet 37 år. Men mon ikke han endnu en gang står klar mellem stængerne, når VM i Qatar starter? Vi har i hvert fald tidligere set flere spillere, der snildt kan spille en stor rolle i en høj alder. Tænk bare på Roger Milla, som er nævnt andetsteds her på siden.
