10 grunde til at følge med i verdens mest underholdende liga

Denne gang vil jeg introducere NBA for alle, som ikke rigtig har fulgt med før. Så hvis du jævnligt ødelægger din nattesøvn, kender Charlotte Bobcats’ startopstilling og kan forklare det ”split action”-play som Golden State kører, så er dette ikke et indlæg møntet på dig. Men læs da endelig videre og smid en kommentar, hvis du har noget at tilføje.

Vi kan starte med at nyde Kobe Bryants elegance:

I NBA har man en samling af de vildeste atleter og talenter i verden. Når kampene er tættest og niveauet højest, så kan NBA konkurrere med hvilken som helst anden sportsgren i underholdning. Tjek blot intensiteten i afslutningen af denne kamp, hvor Vince Carter redder Dallas Mavericks... lige indtil Kevin Durant fra Oklahoma City Thunder beslutter sig for, at sådan skal det ikke være...

Basketball har også et vist element af held indbygget. Selv ikke det bedste forsvar kan gøre noget mod det her:

Det er en del af charmen ved basketball, at det kan variere så meget, som det gør. De bedste angreb spiller sig frem til bedre skud end de dårlige og de bedste forsvar presser modstanderne til at tage dårligere skud, men hvis et hold har en god dag og rammer de fleste skud, uanset sværhedsgrad, så vinder de. Det vildeste eksempel, jeg kender til, er fra 1996, hvor Chicago Bulls, som sluttede sæsonen med 72 sejre og 10 nederlag (den bedste sæson nogensinde) og havde Michael Jordan på sit allerhøjeste niveau, tabte til Toronto Raptors, som sluttede sæsonen med 21 sejre og 61 nederlag og ikke havde andre nævneværdige spillere end Rookie of The Year, Damon Stoudamire. På trods af denne utrolige niveau-forskel, så endte Raptors alligevel med at vinde. Det hjælper ret meget at ramme 11 ud af 17 trepointsskud.

Ingen kampe i NBA er afgjort på forhånd. De bedste 2-3 hold i en sæson vinder omkring 75-80% af deres kampe (der er ingen uafgjorte kampe), men de skal vise deres bedste spil hver aften, ellers kan de nemt tabe. Derfor skal man heller ikke overreagere, hvis ens favorithold taber et par kampe i streg. Hvis spillet så fornuftigt ud, kan det bare være rent og skær uheld.

NBA består af 30 hold (29 amerikanske og et canadisk). De er delt op i Eastern og Western Conference. Alle hold møder hinanden i løbet af en sæson på 82 kampe, men man møder oftere hold fra ens egen conference.

Når den regulære sæson er slut, så kommer de bedste 8 hold fra hver conference i play-offs. Her spiller holdene serier bedst af syv kampe for at komme videre. Til slut mødes vinderne af Eastern og Western Conference i NBA-finalerne. Her spilles også bedst af syv. I sidste sæson førte San Antonio Spurs 3-2 i kampe og førte en meget tæt kamp 6. Så skete det her:

Personligt vækkede jeg nok hele opgangen, da Ray Allen ramte den treer. Hold da kæft. Jeg har ikke råbt så meget over et enkelt skud, siden Tim Duncan satte en treer mod Phoenix Suns for at sende Game 1 i overtid i 2008 (Undskyld, Suns-fans):

Men NBA er ikke kun de største kampe med de vildeste skud, som om det ikke var nok. NBA er også fyldt med en masse karakterer. Basketball udmærker sig ved, at man som seer kommer helt tæt på. Og spillerne er heller ikke dækket til i alt muligt gear, så deres følelser og reaktioner skinner tydeligt i gennem, når man ser dem i aktion. Man kan se, når spillerne hænger med hovedet, og man kan se, når de ikke ænser deres holdkammerater, men bare kigger efter deres eget skud. Man lærer dem at kende i medgang og modgang. Med kun fem spillere på banen ad gangen, så kan ingen gemme sig:

Basketball er en holdsport, men individerne og idoldyrkelsen fylder en stor del af gamet. De næsten overmenneskelige spillere hopper højere og spillere mere aggressivt, end man næsten kan forestille sig. Nyd blot Blake Griffin her:

Jeg vil meget gerne høre fra dig i kommentarfeltet, hvorfor du ser NBA - eller måske endda hvorfor du IKKE ser NBA. Og kenderne af sporten skal selvfølgelig ikke snydes for Golden State Warriors' "split action"-play, som jeg nævnte i starten. Rimelig farligt med en wing som Iguodala, en skytte som Curry og en Big Man som David Lee, der kan aflevere:

Vi ses!