Det utænkelige skete søndag 2. marts, da FC Midtjyllands undertippede ulve smadrede giganten FCK i løvernes egen hule. Her er noget af forklaringen på, det kunne ske.
Ståle Solbakken siger det bedst selv:
"Det havde jeg ikke set komme".
Og han taler for mange af os. Blot et par timer tidligere havde jeg stået i studiet på Canal9 og stædigt fastholdt, at jeg betragtede FCK som guldfavoritter. Og jeg var ikke alene med den betragtning. De fleste journalister og de såkaldte fodboldeksperter var enige. Lyntoget fra vores hovedstad ville blive vanskelige at stoppe her i foråret. Ståles karisma ville igen skinne ned på den stjernespækkede spillertrup og rekord-tilbage-købet af topscorer Cornelius ville være den ekstra afgørende faktor.
Som menneske skal man aldrig være for stor til at indrømme sine fejltagelser. Lige meget hvor mange man har lavet af slagsen. Og for mit vedkommende er vurderingen af FCK som favoritter bare en fejltagelse af en lang række forkerte vurderinger.
Men alt i optakten til denne forårssæson tydede på, at et stærkt FCK ville komme brølende ud af starthullerne.
FCK og FCM deltog i samme træningsturnering i Portugal kort tid, inden det gik løs i Superligaen. FCK kværnede alt modstand ned og vandt alle kampene. FCM tabte alle deres. Nu ved de fleste af os godt, at træningskampe er en ting og kampene om point noget andet, men alligevel...
Men hvordan kan FCM efter en dyb økonomisk og vel egentligt også politisk krise i klubbens ledelse være på vej mod guldet?
Svaret er ikke entydigt og simpelt. For mange af de nøglepersoner, der var med til at bygge FCM op siden sammenlægningen mellem Herning Fremad og Ikast FS, er ikke i klubben længere. Det er ellers visionære og dygtige folk. Personer, der nærmest har været institutioner i klubben siden opstarten i 1999. Sportsdirektøren Jens Ørgaard og forretningsmanden Steen Hessel. Så det er ikke dem, der skal have æren, selvom de var medvirkende til at lægge fundamentet og blandt andet godkende millionsatsningen på klubbens succesrige akademi.
Et akademi, der har sprøjtet talenter ud i en lind strøm igennem en længere årrække. Jeg var selv så heldig at være en del af det som cheftræner i 4,5 år i klubben. Jeg var med til at opleve typer som Simon Kjær, Winston Reid og Salami, der var nogle af de første spillere i akademiet, og som senere fik et gigantisk gennembrud i Superligaen. Dengang med to sølvmedaljer til følge.
I dag er det endnu større. Guldet vinker forude og jeg kan garantere for, at der er eufori i Herning-området. Ulve-logoerne vil igen blive set overalt i byen. I bilernes bagruder, på børnenes tøj, byens busser og mange andre steder.
Hvis jeg skal placere æren for årets succes, vil det være hos følgende:
1. Claus Steinlein
Efterfulgte Jens Ørgaard som sportsdirektør. Han er om nogen hjernen og hjertet bag akademiet. Da han overtog jobbet som sportsdirektør, var det med modvind på cykelstien. I dag er der kommet lidt flere rynker og bekymringer i furerne på Steinleins runde ansigt, men han er stadig en omvandrende humørbombe. Det giver andre energi. Når man så samtidig er fyldt med både sportslige kompetencer og visioner, bliver det ikke meget bedre.
2. Glen Riddersholm
Også kaldet Super Glen. Når man ser ham med en bold, bliver man ikke imponeret. Bortset fra at han som en søløve i et cirkus har lært sig enkelte tricks. Men som Claus Steinlein er han vanvittig dedikeret og kompetent. Grundig ned til den mindste detalje, men på en måde, hvor han godt ved, at fodbold drejer sig om at få mennesker til at fungere sammen. Selvom han på mange områder er en ’fodboldnørd’, har han en dyb empati i forhold til sine medarbejdere.
3. Kristian Bak
Han var svimlende dyr, da FCM og Jens Ørgaard hentede ham hjem fra hollandske Heerenveen. Han blev udset som styrmanden i midterforsvaret, men slog ikke helt til. Derefter blev han flyttet ud på højrebacken, hvor det blev markant bedre. Selvom han måske ikke er holdets største profil og slet ikke den bedste spiller længere, er han noget helt andet. Han er det, man kalder for en ’kulturbærer’. Han har masser af vinderindstilling og går altid forrest, når det virkeligt snerper til. En ung trup som den midtjyske har brug for en fører i flokken på og udenfor banen, og det er Kristian Bak.
Når alt dette er sagt og skrevet, bliver jeg igen nødt til at prise klubbens fantastiske akademi. Otte af de 11 spillere, der startede i triumfen i Parken, er det direkte produkt af FCM's satsning på egen talentudvikling.
FCM er ikke guldvindere endnu. De kan stadig nå at få gummiben. Og de bolsjestribede aalborgensere er indenfor afstand med den kloge Kent Nielsen i cheftrænersædet samt en talentfuld og homogen spillertrup. Og ingen af os ved om den københavnske løve lige pludseligt vil ryste den gigantiske skuffelse af sig og æde sig ind på ulvene.
En ting er dog sikkert... Lige nu er guldet for første gang i FCM's historie på vej til heden. Og sker det, vil det afstedkomme gigantiske jubelbrøl, man vil kunne høre helt inde i Parken.
