Båstads tennis-uger får Tisvilde og Skagen til at ligne en tur på Bakken

Båstads tennis-uger får Tisvilde og Skagen til at ligne en tur på Bakken
Offentliggjort

Serena Williams forlod Wimbledon efter en mærkværdig indsats i en doublekamp, og den tyske avis Bild skriver, at hendes træner (nå ja, og kæreste) har gjort hende gravid.

Det var derfor, hun væltede rundt på Wimbledons Centre Court, som om hun havde drukket en halv flaske vodka. Serena plejer at være her i Båstad til Swedish Open. Hun får kassen for at være her, bare for at spille med. Og hun plejer at vinde. Det er Serena, der er trækplastret, det er Serena, der er på plakaten. Hendes søster Venus har også spillet her. Men ingen af søstrene er kommet til Båstad denne gang.

Til gengæld er Hugh Grant her. Han har været her hele ugen og sidder og ligner Hugh Grant og klapper høfligt og dannet og bebrillet, som om han er til cricket i Cambridge. Ligesom Serena Williams har Hugh Grant også været rodet ind i noget med en graviditet for nylig, men i modsætning til Williams er dét måske grunden til, han er her. Mere om det senere.

Oppe i logen, hvor der står Moët & Chandon med fede typer overalt på de skyggefulde, hvide presenninger, sidder Prins Carl Philip og hans forlovede Sofia Hellqvist og repræsenterer det svenske kongehus. De har vist sommerresidens i nærheden.

Tennisveckorna i Båstad er Sveriges Uge 29, men der er to af dem. To uger, 28 og 29; den første med ATP-herretennis og den sidste med WTA-kvindetennis. Måske er der to af dem, ugerne, fordi de rige svenskere har dobbelt så mange penge som de rige danskere i Skagen og Tisvilde. Jeg ved det ikke, men Båstad smadrer fuldstændigt Tisvilde, Skagen og Hornbæk (tilsammen) på VIP-parametret. I Skagen kalder man Uge 29 for ”Hellerupugen”. I Båstad kalder man tennisugerne for ”Stockholmsveckan”, Båstad er et event, og det er tennisturneringen, der gør Båstad til Nordens smarteste sommeruge.

Anybody who is anything i Sverige kommer til Båstad, siger man, i dag er det lørdag i anden uge, og der spilles semifinaler. På parkeringspladsen holder biler fremstillet af Maserati, Range Rover, Ferrari, Lamborghini, Porsche og så en hel del gamle, men funklende flashy vintage-amerikanerbiler, som svenskerne nu engang holder så meget af.

Nede i lystbådehavnen ligger to monstrøse lystyachter, der er Jeppe K.-faktor på promenaden, men også plads til helt almindelige svenskere i undertrøjer og bermudashorts. De, der ikke skal til tennis, er på vej på den fyldte strand, som ligger umiddelbart bag den intime og imponerende centre court, en af verdens smukkest placerede tennisbaner med panorama over Kattegat. Båstad har en elitær appel, men folkeligheden lurer lige om hjørnet og tager på stranden.

Billetpriserne til tennisugerne er især i de indledende runder bestemt til at betale, og selv på semifinale- og finaledagene lørdag og søndag i begge uger, kan man komme ind uden at blive flået, hvis man ikke kræver at sidde på de bedste pladser, der ligger på omkring 600 svenske kroner pr. billet.

Det vælter med inviterede VIP-gæster, som drikker champagne og spiser jordbær, og hele området omkring stadion og det relativt eksklusive Hotel Skansen, der er bygget sammen, summer af intens sommeratmosfære og VIP-gøgl. Der er endda sponsorposer og bøllehatte til alle.

Selvfølgelig er de her, de dér elegante svenskere, som ser ud, som næsten kun svenskere kan. Der er både dem med blond sideskilning, lærredsbukser og den hvide, eller dueblå, altid nystrøgede skjorte med den obligatoriske, lidt fesne, lyserøde pullover bundet over skulderen, selv om solen brager igennem, og her er 30 grader. Og så er der mange af de dér svenske fyre med langt hår, tilbagestrøget og ned til skulderen. Dem er der ikke noget fesent ved. De kører en casual, men elegant Fillippa K/Ralph Lauren-stil. Deres kærester ligner også et åbent modemagasin fra Stockholms dyre ende.

Hugh Grant klapper mellem boldene og partierne, ligesom han ville gøre i Fire bryllupper og en begravelse. Sådan lidt overklasseengelsk på den fimsede måde. Han sidder her sammen med den svenske tv-producent Anna Eberstein. Hun er 35, han er 53, og tidligere i år kom det frem, at Eberstein i september sidste år fødte Grants barn, efter hun var blevet gravid under en kort romance med filmstjernen. Barnet blev født tre måneder inden Hugh Grant fik barn med Tinglan Hong. Men nu sidder han altså her, med svenske Anna.

John McEnroe og Mats Wilander spillede en double sammen heroppe i sidste uge i forbindelse med Swedish Open. Det var en showkamp. De rigtige tennisturneringer i Båstad, selve Swedish Open for herrer og for kvinder, er alvorlige nok. Swedish Open er Nordens eneste World Tour turnering, både på kvinde og herresiden. Der er præmiepenge og World Tour point på spil.

Semifinalen mellem tyskeren Mona Barthel og spanieren Silvia Soler-Espinosa er en tæt og hård kamp på højt niveau. Servepartier brydes, fordele bølger frem og tilbage, spanieren er en senet og bister lille fighter, der råber og stønner ud over hele stadion, men 24-årige Barthel sejrer efter en god value for money-dyst i tre lange sæt. Der er fyldt op, for bagefter spiller de succeshungrende svenskeres sidste store håb i år, Johanne Larsson og Rebecca Peterson, double-semifinale på centrecourten, men trods den store opbakning ryger svenskerne ud til Klepac/Torro-Flor.

Om aftenen er der Ibiza-stemning på Pepes Bodega, der fyrer den af med DJs hver dag i begge uger, hvor man kan betale 40.000 svenske kroner for et ordentligt bord inklusiv champagne, vistnok. Mere demokratisk er der også livekoncert i den smukke lyse sommernat på centrecourt. Det er popstjernen Agnes, som åbenbart er så stor på disse kanter, at hele banen er fyldt med feststemte svenskere.

Sådan går dagene og aftenerne i Båstad, men efter 14 dages fest skal Hugh Grant hjem. Ligesom de fleste andre VIP’s. Nogle af dem bliver et par uger mere og spiser skaldyr på Hotel Skansen, hvor Hugh Grant checker ud.

Hov, finalen for resten! Hugh Grant og hans Anna, Prins Carl Philip og prinsesse whatever-her-name-is ser den sydafrikanske veteran Chanelle Scheepers tabe i to sæt til publikumsyndlingen Mona Barthel i finalen. Centercourten er en kogende frituregryde, tyskeren siger ”I love Båstad” i sin takketale og får 43.000 dollars og en pokal, som er et bevinget vildsvin, der står på en søjle. Vingerne er af guld. Bagefter sprøjter hun en magnum-Moët&Chandon med lyserød etikette ud over centrecourten, Jeppe K-style.

Næste år kommer Serena Williams tilbage til byen, siger de i Båstad. Hvis hun altså ikke er gravid med sin træner. Og ellers klarer Båstad sig nok. Hugh Grant og det svenske kongehus er her jo.