”Vi skal ikke leve op til, at vi ikke skal være patetiske.” (Jesper Binzer, 2012)
For præcis 25 år siden var jeg til koncert med Disneyland After Dark, som de lige nøjagtigt stadig kaldte sig. Det var i KB Hallen, og TV-Avisen lavede et længere indslag, fordi multinationale pladeselskaber stod i kø for at give D.A.D. en millionkontrakt i dollar.
Annonse
Bandet havde netop udsendt albummet No Fuel Left For The Pilgrims og stod på toppen af verden.
Det blev en koncert, jeg aldrig nogensinde glemmer. To dage forinden havde jeg fået fjernet tre visdomstænder i en kompliceret operation foretaget af en professor, og jeg fik at vide, at jeg skulle holde mig i ro i en uge.
Albummet var bandets store kommercielle gennembrud, men til koncerten var der næsten kun unge mænd med et tydeligt overskud af testosteron og efter alt at dømme et lige så alvorligt underskud af andre ting. Det var 3000 unge mænd i heavy-t-shirts, blå Adidas Handball Spezial-sko, cowboyjakker og hormoner.
I samme sekund guitaristen Jacob Binzer slog første akkord an, satte en levende orkanbølge af mennesker sig i bevægelse frem og tilbage gennem salen, og jeg blev båret væk fra min ven, som jeg var taget til koncert med.
Det var forholdsvis aggressive unge mænd, der var kommet i byen, de havde noget, der skulle ud, det var fredag aften, og jeg stod i en regn af fadøl fra de fyldte bægre, som røg rundt i lokalet. Det var ikke kun øl, der fløj gennem luften. De unge mænd var så sprængfyldte af energi, at de hamrede deres albuer, knytnæver og skuldre og hovedskaller ind i mine kinder med de fjernede visdomstænder, som skulle have haft ro, sagde professoren.
Alle headbangede, mange af dem med langt svedigt og uvasket hår. Cirka hvert femte minut tog udsmiderne oppe foran scenen hver en spand vand og kastede direkte ud på de overtændte unge hormonbomber på første række, hvor jeg også var blevet skyllet op af menneskebølgen.
Annonse
Hashtågen var tyk. Gulvet sejlede i øl og vand. Efter en time stillede en dødelignende skæv og meget overvægtig mand sig og sov op af min ryg, så jeg blev presset ind mod afskærmningen mod scenen. Jeg kunne ikke slippe fri og var klemt fast af den skæve, sovende tyksak, så jeg var garanteret første parket, når udsmiderne kastede deres vandspande ud mod mængden.
Jeg hørte ikke ret meget, for D.A.D spillede højere end et trykluftsbor i en dagligstue. Men det slog mig, at de havde et ufatteligt godt greb om publikum. Det var en fest. Måske en lidt voldsom fest, men det karismatiske energifænomen Jesper Binzer havde som forsanger og ceremonimester en særlig kontakt med alle de vrede unge mænd, når han sprintede rundt på scenen, og Jacob Binzer var cool på et helt andet niveau end danske guitarister nogensinde havde været. Stig Pedersen, bassisten, holdt sin egen fest, med et både i overført og konkret betydning forrygende fyrværkerishow i hjelmen.
Det var vildt. Det var en fest. Rock og rul. Det var value for money. D.A.D. leverede kort sagt. Og jeg glemmer det aldrig. Heller ikke fordi jeg efter koncerten sad i den kølige aprilnat gennemblødt af udsmidernes spandevis af koldt vand iført en tynd jakke og ventede en time på en bus på Peter Bangs Vej uden for KB Hallen. Jeg blev syg i en måned, og koncerten kostede mig næsten en studentereksamen.
Forleden var jeg så til koncert med D.A.D i Malmø. 25 år efter og i anledning af bandets 30 års jubilæum. D.A.D. har meget bevidst undladt at kigge for meget tilbage gennem tiden, men denne gang var festen en opsamling af bandets største, en regulær hitparade. Og det blev en opvisning.
Det var på spillestedet KB, som står for Kulturbolaget. Men det var ikke som i KB Hallen, 1989, heldigvis. Der var ingen knytnæveslag, skallesmækkere eller albuesving til underkæben. Den eneste, der headbangede, var forsanger Jesper Binzer. De eneste to, der røg, var Jacob Binzer og Stig Pedersen, som spillede med smøger i mundvigen.
Publikum var lidt ældre, der var lige så mange kvinder som mænd. Men alligevel, sikke et show. Hvilken fest. Signaturafskedsballaden It’s After Dark er rørende nok i forvejen, men at høre et par hundrede svenskere synge den med skånsk accent er til at græde over. Jacob Binzer er en eminent guitarist, der går ud og demonstrerer sit talent med en overlegenhed på scenekanten, Jesper Binzer er dansk rocks bedste fest som forsanger, og hans nærvær er elektrisk.
Founding father Stig Pedersen er den fødte entertainer, som bestiger højttalerne i nye kostumer hver gang og på en eller anden måde holder sammen på det hele med sin tostrengede bas, der altid er udformet som en rumraket eller en Cadillac eller er selvlysende, når scenelyset slukkes.
Annonse
Det imponerende ved D.A.D. er, at de står der endnu, 30 år og 11 albums efter, og bare er sig selv. Kompromisløst. De har taget nogle tæsk gennem tiden. Hvis man vil lære noget om at være i musikbranchen og i et band og om at holde ud, skal man se den fremragende dokumentar True Believer, som D.A.D.’s ”femte medlem”, scenograf og altmuligmand Torleif
Hoppe lavede om bandet i 2007. D.A.D. har haft alle kollegerne på nakken efter den katastrofale Wigwam tour, der betød, at de måtte ud og starte forfra.
De har prøvet faldet fra tinderne. Men de er levende legender. De står der. I øjeblikket er de ude i Europa på deres 30 års jubilæumsturné, der har kørt siden januar. D.A.D. spiller 60 koncerter, og det er næsten hver dag.
Han talte om, hvor meget The Ramones havde betydet for, at han blev rockmusiker. Deres livealbum fra 1977, It’s Alive, havde ændret hans liv.
Vi talte om, at The Ramones bare stod der og blev stående i over 20 år og gav den fuld kædesav i deres 30 gange to minutters eksplosioner kun afbrudt af bassistens Dee Dees udråb ”1-2-3-4”.
Vi talte om, at The Ramones bare altid havde været sig selv og stået der og var blevet ved, selv om forsangeren Joey og guitaristen Johnny ikke kunne udstå hinanden, og selv om det uden for scenen var dybt dysfunktionelt, så kørte de bare i den tourbus mellem Kansas City og St. Louis, de stod bare i de små klubber i Frankrig og i hallerne i Sydamerika, for det var det, de gjorde. That’s what we do.
Det var det, de var. De var The Ramones. Der var ingen andre, der kunne være dem. Og de kunne ikke rigtigt forestille sig ikke at være The Ramones.
The Ramones sagde farvel i 1997, og inden for få år var både Johnny, Joey og Dee Dee døde.
D.A.D. er Danmarks The Ramones. Det kan godt være, at Jesper Binzer har reklameret for pensionsopsparing. Men der var ikke meget pensionsopsparing over det formidable show, som han og resten af Disneyland-holdet leverede i Malmø. Han er underholdningschefen, men Stig Pedersens sideshow tilsat bas i ekstravagante outfits er en meget vigtig del af institutionen og festen.
Jacob Binzers guitar bliver bedre og bedre med årene, skiftevis hård, smuk og melankolsk. Ligesom broderen Jespers stemme. Trommeslager Laust Sonne holdt 15 års jubilæum i D.A.D. den aften i Malmø, og hans udstråling tilfører bandet noget elegant og en god, ny energi bag trommerne, som virkelig fik tæsk.
I et interview i Politiken for halvandet år siden blev Jesper Binzer spurgt, om bandet kunne blive ved med at stå på scenen uden at det blev patetisk. Han svarede:
”Man bestemmer ret meget selv, hvordan man synes, det skal være. Det er noget med at finde ud af, hvad man selv har lyst til i stedet for at høre efter folks forventninger. Skid på det, og kom videre. Vi skal ikke leve op til, at vi ikke skal være patetiske. Gør, hvad du fanden-fist-fuckme vil. Så må man tage skideballerne bagefter.
Det er stadig Danmarks bedste liveshow. Uden andre krumspring end dem, de altid har lavet. Efter 30 år. D.A.D. er en hyldest til at blive ved. Også med at være sig selv. Coolness og integritet har ingen alder.
