Dansk street-serie får premiere i USA
Gode initiativer og projekter skal altid have opmærksomhed og hilses velkommen. Et af dem er ASPHALT NYC, som den danske filmskaber René Sascha Johannsen står bag. Herunder har jeg fået min ven Kasper Broue Meinertz til at forklare, hvad det handler om.
__________
I 2009 lancerede DR deres første bud på en net-kanal for unge - det der dengang hed Pirat TV. I den pakke, der dengang søsatte kanalen var bl.a. en serie, der hed Asphalt. Serien bestod af små historier om og med københavnske skatere, cykelbude og wakeboardere. Men som noget nyt fokuserede serien på den personlige historie bag de medvirkende og var med sin behandling af universelle temaer et vedkommende og intelligent take på den efterhånden lidt slidte skate/street-video.
Manden bag Asphalt-serien var DIY-filmskaberen, René Sascha Johannsen, som på det tidspunkt mest var kendt for sine musikvideoer for danske hip hop-kunstnere som LOC og Suspekt. Nu har den alsidige filmmager så taget sit unikke koncept med over Atlanten, hvor det prestigiøse online street-magasin, Network A, har valgt at bringe en ny serie i Asphalt sagaen.
Fotos: René Sascha Johannsen
Denne gang er historierne filmet i New York, hvor Johannsen og kæresten, Trice Angie Christiansen (som desuden har co-produceret serien), har slået sig ned. I 'ASPHALT NYC – Curbside Stories' fanger Johannsen forskellige udøvere af hver deres gade-disciplin og fortæller dedikeret deres historier i billeder og lyd. Denne gang medvirker blandt andre skateren Joaquim (Quim) Cardona, der oprindeligt var tiltænk rollen som den sexfikserede skater Telly i Larry Clarks film 'Kids' fra 1995.
Musikken til 'ASPHALT NYC – Curbside Stories' bliver leveret af både danske og amerikanske navne og spænder fra Reptile Youth og The Floor Is Made Of Lava til Brooklyn-kunstneren Xenia Rubinos og den anderkendte danske dj, Turkman Souljah.
I Danmark blev det i første omgang til 12 afsnit af Asphalt, som tilsammen har fået knap én million afspilninger på Youtube og Vimeo. I 2010 vandt seriens første sæson juryens specialpris til Danish Adventure Film Festival.
Network A viser fra d. 7. oktober eksklusivt denne nye danske New Yorker-serie. Med over 420.000 abonnenter på deres YouTube-kanal betyder aftalen uden tvivl heftig og velfortjent eksponering for Asphalt. Glæd dig til at se med på www.youtube.com/networkA.
Læs mere om ASPHALT NYC – Curbside Stories på www.asphaltNYC.com eller hold dig opdateret på https://www.facebook.com/groups/ASPHALTNYC
Kasper Broue Meinertz