Den russiske løgn

Situationen på halvøen Krim er ekstrem alvorlig og ligner mere og mere en tikkende bombe. Unge ukrainske soldater står fanget på deres egen base, omringet af russiske specialstyrker og pro-russiske militante grupper. De unge ukrainske soldater har svoret troskab til Ukraine. De kommer ikke uden videre til at overgive sig, hvis Krim bliver en del af den russiske føderation på sigt. Udfaldet af folkeafstemningen den 16. marts om hvorvidt Krim skal være en del af Ukraine eller Rusland, kommer til at være afgørende. Jeg er meget bekymret for udviklingen i mit fødeland.

Situationen på Krim ligner til forveksling en anden regional konflikt, hvor Ruslands præsident, Vladimir Putin, langsomt men sikkert indsatte styrker.

I august 2008 angreb georgiske tropper det separatistiske Sydossetien i Georgien. Angrebet kom efter længerevarende stridigheder mellem sydossetiske og georgiske styrker samt mellem forskellige politiske grupperinger fra regionerne. Dagen efter angrebet besvarede Rusland øjeblikkeligt ved at rykke ind med kampvogne og infanteri. Det resulterede i direkte kamp mellem russiske og georgiske tropper. Krigen fik hurtigt opmærksomhed fra verdenssamfundet, præcis som verdenspressen forsøger at få den seneste historie fra Krim og Ukraine. En filmisk fortolkning af begivenhederne udkom i 2009 i form af den pro-russiske film Olimpius Inferno, som første gang blev vist på den statsstyrede russiske tv-kanal – Kanal 1 – pervij kanal. Til orientering er ”pervij kanal” et af Kremls stærkeste kort i, hvad der tilsyneladende ligner en stor ”mediekrig” i Ukraine.

Rusland fremstilles i filmen som den store befrier og troværdige nation overfor sine minoritetsgrupper i udbryderregionerne. Og som nationen, der helt legitimt indsætter styrker på georgisk jord, dersom georgierne har forbrudt sig på russisk føderal lovgivning. Filmen skaber med andre ord et yderst ensidigt billede af Ruslands rolle og motivation for femdageskrigen, eftersom vi ikke får at vide, hvilke motiver og interesser der reelt lå bag.

Ligner det noget som du har set eller hørt de sidste uger?

Men filmen mangler en række væsentlige aspekter af virkeligheden. Såsom at Kreml forsøgte at forhindre Georgien i at genopbygge en regional suverænitet, at ydmyge præsident Saakashvili (Georgiens daværende præsident) samt at sende et kraftigt signal til omverden om regionens vigtighed for Rusland, eller det som Vladimir Putin kalder ”det nære udland”.

Disse motiver for deltagelse i krigen kommer selvsagt ikke frem i filmen, fordi filmen er statsproduceret og tilmed første gang vist på en statsstyret tv-kanal, hvorfor det er naturligt at rejse spørgsmål ved filmens objektivitet i forhold til begivenhederne. Den russiske særinteresse i området kommer ikke til udtryk i filmen, hvor russerne afgjort skildres som fredsbevarende styrker, der brutalt myrdes af georgiske tropper. Men hvad lavede disse russiske fredsbevarende styrker i Sydossetien? Ventede de blot på grønt lys fra Kreml?

Den 58. Armé, som var hovedstyrken i ”Kavkaz-2008”, var ifølge nogle forskere den samme styrke, som senere invaderede Georgien. Olimpius Inferno tegner et alt for simpelt billede af tilstedeværelsen af russiske styrker i regionen, fordi forklaringen, at russiske styrker skulle have været tilstede i Sydossetien og Abkhasien blot for at fungere som regulære fredsbevarende styrker, ikke er den fulde sandhed.

I virkeligheden var der allerede før invasionen en massiv mobilisering af russiske ”fredsbevarende” tropper. Det var russiske styrker, der ifølge nogle forskere, som først overtrådte internationale konventioner og ikke den anden vej rundt, hvilket sætter Ruslands handlinger i et noget andet lys. Et lys, der slet ikke vises i den pro-russiske film. Derimod skildres Rusland i filmen som en fredsnation. Saakashvili omtaler sågar Rusland som en garant for fred, hvorimod der er i dag er bred enighed om, at et af Ruslands formål med krigen netop var at ydmyge Saakashvili.

Forholdet mellem Saakashvili og Kreml glimrer dermed ved sit fravær i filmen. Naturligvis er dette et bevidst træk fra filmens bagmænd, fordi det som bekendt ikke lykkedes Kreml at fjerne Saakashvili fra magten i Georgien.

Grænsen mellem virkelighed og fiktion er således flydende i Olimpius Inferno, og det er tydeligt, at filmen har udeladt centrale faktorer. Fremstillingen bærer stærkt præg af en selektiv version af begivenhedernes gang. Da filmen første gang fik præmiere i Rusland, blev den vist på den statsstyrede russiske tv-kanal - Kanal 1. Filmen blev således økonomisk støttet og derfor er det nærliggende at antage, at der i flere tilfælde har været en markant indflydelse på filmens budskab og vinkel.

Men sandhedskriteriet er yderst tvivlsomt, da film nu en gang har retten til at opfinde og digte. Døm selv. Se filmens trailer her: