Der er ballade i Ukraine. Den splittede politisk opposition lader til kun at samle sig om ønsket at få den siddende præsident Janukovitj fjernet fra magten. Situationen ligner en kamp om sympati og intern profilering blandt oppositionslederne. Bør vi være nervøse for fremtiden i Ukraine?
Massedemonstrationer og kampe i den ukrainske hovedstad Kiev har kostet sine første dødsofre. Det hele startede som en fredelig demonstration mod den ukrainske præsident Viktor Janukovitjs pludselige kursskifte, da han underskrev en aftale med Rusland, som sikrer, at Rusland opkøber statsobligationer i Ukraine for 15 milliarder dollars og dermed sænker prisen på naturgas. Denne aftale fik tusindvis af mennesker i Kiev til at demonstrere mod Janukovitjs tilnærmelse til Rusland og ikke EU, som ellers stod klar med en associerings- og frihandelsaftale med Ukraine.
Demonstranterne ønsker, at Ukraine nærmer sig EU. Situationen i den tidligere sovjetiske delstat er kritisk og meget kompleks. Dels fordi der i Ukraine ikke er én samlet opposition og dermed ingen fælles politisk kurs eller strategi. Dels fordi den politiske opposition bestående af de tre oppositionspartier, Arsenji Jatsenjuks Vort Fædreland, Vitali Klitsjkos UDAR og Oleg Tiahnyboks højrenationale Svoboda, ikke kan blive enige om, hvem der skal stå i spidsen for landet, hvis den siddende præsident, Viktor Janukovith, bliver væltet.
Annonse
I stedet bliver de gentagende forhandlinger med Janukovitj til tom snak og det gør den hårde kerne blandt demonstranterne ekstremt vrede – de ønsker præsidenten fjernet og ingen forhandlinger.
Oprørene ønsker at tage sagen i egen hånd – udenlandske medier har kaldt det en ukrainsk ”Stormen på Bastilllen”. Administrationsbygninger og ministerier er blevet barrikaderet af oprørene, som har omdannet mødelokaler til sovepladser og kontorer til infirmeri. Imens skræller frivillige ukrainske kvinder kartofler i kilovis til de sultne oprørere. Hos oprørerne er man klar til kamp, hvis præsident Janukovitj gør alvor af at indføre undtagelsestilstand i landet, hvilket den nuværende forfatning giver ham fuld ret til at gøre.
Tirsdag formiddag sidste uge tilkendegav premierminister Mykola Azarov og en gruppe pålidelige allierede af Janukovitj, at de trækker sig ud af regeringen. Det sker blot få timer før det ukrainske parlament, Radaen, skulle udstede et ”mistillidsvotum” til Azarov, der med stor sandsynlighed ville have fjernet ham uanset hvad. Hans afgang giver dermed momentum til en ellers splittet opposition. Janukovitj har tilbudt lukrative pladser i regeringen til oppositionen. En ”lokkemad,” der slet ikke har virket og blev afvist.
Ifølge iagttagere er der placeret en række provokatører – eller hooligans – blandt demonstranterne. De har til formål at skabe mere uro, og få de berygtede specialstyrker "Berkut" til at slå endnu hårdere ned mod demonstranterne.
Foto: Etienne De Malglaive / Getty Images.
Disse hooligans eller bøller bliver hentet ind i busser fra landet for - mod betaling - at skabe uro og ballade. På den måde kan Janukovitjs regime legitimere anvendelsen af hård magt og samtidig miskreditere demonstranterne. Gruppen af hooligans har i Ukraine fået øgenavnet ”Titushki” opkaldt efter en kampsportudøver ved navn Vadim Titushko, som var blevet lovet penge for at skabe ballade til den fredlige demonstration på den store uafhængighedsplads i Kiev tilbage i november.
Annonse
Janukovitjs regime er udmærket klar over, at det er helt afgørende at kaste en skygge over EuroMaidan-bevægelsen og forsøge at skabe en Anti-Maidan-bevægelse.
I denne bestialske salamataktik, hvor regimet trinvis søger at nå endemålet, nemlig at miskreditere oppositionen og derved konsolidere magten, spiller netop ”Titushki” en helt afgørende rolle.
De såkaldte ”Titushki” er ofte tætbyggede, arbejdsløse unge fyre, der med stor sandsynlighed er har forbindelse til Janukovitjs parti – Regionernes Parti. Høj arbejdsløshed, elendig økonomi og fattigdom er medvirkende til, at de unge er klar til at deltage i hvad som helst for kolde kontanter. Penge som mange af dem i øvrigt aldrig ser skyggen af. Men ikke blot fortvivlede unge har fundet det nemt at tjente penge ved at foregive at skabe en Anti-Maidan.
Gruppen består også af ældre mænd og kvinder. De er blevet fragtet i busser og tog fra de østlige ukrainske byer for at skabe en symbolsk balance. Janukovitj forsøger at legitimere sin magt ved at vise, at han har støtter i blandt den brede befolkning. Janukovitj har sine støtter i de østlige byer, og det siges, at de statsansatte i disse byer direkte får at vide, at de enten skal tage til Kiev for at støtte staten, eller også skal de finde sig et nyt job.
Ingen fælles front
Med den ukrainske opposition splittet synes den ukrainske præsident Viktor Janukovitj at være sikret i sin position i hvert fald et godt stykke tid. Den ukrainske opposition har ikke noget klart alternativ til Janukovitj og synes være mere splittet end samlet. De kan samles om modstanden mod den siddende præsident, men har ikke nogen fælles strategi, platform eller politik udformet. Det kan blive afgørende for, om oppositionen kan vinde præsidentvalget i 2015. De tre oppositionspartier Vort Fædreland, UDAR og Svoboda har også et troværdighedsproblem.
Da demonstrationerne startede tilbage i november, stod den ene oppositionsleder efter den anden og argumenterede for, at et samarbejde med den siddende regering ikke var en mulighed. De anvendte en skarp retorik og anklagede den siddende regering for at være deciderede røvere. Derfor virker det lettere selvmodsigende, at oppositionen nu sætter sig ved forhandlingsbordet med Janukovitj. Denne situation medfører en frustration blandt demonstranterne, hvor vi nu ser ukvemsord rettet direkte mod oppositionen under de offentlige taler. I nogle tilfælde buher og pifter demonstranterne sågar ad oppositionen, hvilket understreger, at den fælles kurs glimrer ved sit fravær.
Annonse
Dybe forskelle mellem det østlige og det vestlige Ukraine ligger også til grund for de voldsomme uroligheder i Kiev. Det handler om vidt forskellige identiteter, tilhørsforhold og historie. Den manglende fælles ukrainske identitet er på mange måder roden til den splittelse, som findes i landet. Ukraine kan gå hen og blive et andet Egypten eller Tyrkiet, hvor de modstridende parter, i det ukrainske tilfælde præsidenten og de tre oppositionsledere, konstant forhandler om bagvedliggende problemer. I Ukraine er der simpelthen ikke tradition for politiske konsensusløsninger, fordi det at nå et kompromis betragtes som at have tabt kampen.
Foto: Etienne De Malglaive / Getty Images.
Støtten er dalende
Brostenene flyver gennem luften ved det ukrainske parlament og udbrændte busser og brændende bildæk danner rammen om, hvad der begynder at ligne en regulær krigszone. Ukrainerne passer deres skole og arbejde, men tilslutter sig straks demonstrationerne, når de får fri. De ældre damer finder også deres plads i den store demonstration, hvor de sørger for mad, tæpper og varmt tøj. De giver også lyd fra sig.
Påstanden om, at oppositionen på nuværende tidspunkt i konflikten har en opbakning blandt befolkningen, er naiv. Oppositionen har reelt set ikke opnået noget. De så en mulighed i den store folkelige bevægelse, der startede som en reaktion på Janukovitjs overraskende kursskifte mod Rusland.
De greb den og fik masser af taletid. Regimet inviterede oppositionen til forhandlinger, men præsidenten dukkede ikke personligt op, hvilket medførte, at oppositionen også sendte stedfortrædere. Resultatet af forhandlingerne var kendt på forhånd, nemlig at forhandlingerne ikke skulle eller ville føre til noget.
Janukovit forsøger på den her måde at købe tid. Men efter gentagne fejslagne forhandlinger med regimet synes befolkningen at være klar i mælet: Politikerne snakker og intet sker! Da den fremtrædende oppositionsleder Vitalij Klitsjko forleden nat stillede sig op foran tusindvis af mennesker og råbte “Leve Ukraine,” blev han mødt af en fuldstændig tavs og opgivende befolkning.
Hvis det lykkedes for Janukovitj at indføre undtagelsestilstand i Ukraine vil det svække oppositionens muligheder for at mobilisere demonstranterne. Internet og mobilnetværk vil blive sat ud af spillet, hvilket vil umuliggøre en koordineret indsats mod Janukovitj.
En opgave, der i forvejen er svær, da oppositionen ikke kan kontrollere de over 20 militante højreradikale grupperinger, hvoraf de fleste samler sig under navnet Højre Sektor. Denne gruppe kører deres helt egen agenda.
For Janukovitj må det antageligt være en fryd at se militante grupper fra det vestlige Ukraine opruste sig og blive endnu voldeligere. Det kan nemlig både legitimere en fremtidig indførelse af undtagelsestilstand og dermed brug af militæret til at stoppe demonstrationerne. Samtidig er det med til at splitte oppositionen. Højre Sektor associerer sig slet ikke med den parlamentariske opposition.
