Gennem navnlig de seneste ti år har vi læst og hørt uhyre meget om den europæiske eller vestlige mands krise. Mænd eller drenge klarer sig dårligt i uddannelsessystemet lige fra folkeskolen til den akademiske verden.
Hertil kommer de mange fortællinger om personlige problemer, identitetskriser og sågar et stigende antal kvinder klager over ikke at kunne finde en ligeværdig partner, der leverer den maskulinitet, som de fleste kvinder efterspørger. Et af de mest voldsomme eksempler på denne krise er, at man nu i sundhedssektoren melder om et stigende antal mænd med fødselspsykoser.
Med al respekt for de mænd, der er diagnosticeret med denne lidelse, kan jeg ikke lade være at træde et skridt tilbage og indvende, at mænd mig bekendt ikke kan føde, hvorfor det ærlig talt forekommer mig et symptom på et samfund ude af balance, at mænd dette til trods åbenbart godt kan få fødselspsykoser.
Utallige kloge hoveder har gennem tiden givet deres besyv med og forsøgt at forklare dette alvorlige samfundsproblem, for det totale tab af maskulinitet i vores kultur er vitterligt et sådant. Blandt de mest kvalificerede bud er historikeren Henrik Jensens bog, ’Det faderløse samfund’, men jeg kunne i denne forbindelse gerne tænke mig at sætte fokus på den måske altovervejende anledning til problemerne, nemlig inkonsekvensen, der hersker i vores kultur.
Ved inkonsekvens forstår vi almindeligvis et arbitrært eller utilregneligt mønster i reaktionerne på givne handlinger eller hændelser, men ved inkonsekvens skal her snarere forstås fravær af konsekvenser som reaktion på givne handlinger eller hændelser.
Den ubetinget største maskuline dyd har alle dage været handlekraft. I sin mest karikerede form kan man tænke på stereotyper som John Wayne eller sågar Supermand, der atter og igen må redde landsbyen eller hele verden for diverse skurke.
Disse er selvsagt karikerede billeder af maskulinitet, men i den mere virkelighedsnære sfære kunne man blot fremhæve den mand, der vinder sin elskede ved modig gerning for herpå at tage sig af hende og måske siden den herpå opstående familie i det omfang, der kræves.
I vores lille lomme af virkeligheden forekommer dette antageligt mange passé og ukurant, men i det brede perspektiv kunne intet være sandheden fjernere og godt det samme.
Den maskuline dyd er at få ting til at ske ved at udvise handlekraft, og denne kraft honoreres ikke af vores vestlige samfund (herunder i særdeleshed ikke i Skandinavien) som tidligere.
Mens vi som indledningsvist nævnt har bekymret os om den maskuline krise gennem de seneste ti år, har vi i samme periode set, hvordan topmålet af dette, nemlig det danske fodboldlandshold, gang på gang har tabt på fodboldbanen, således at vores sønner måske er i fare for at begynde at spille håndbold.
Imidlertid genforhandles atter og igen landstræner Morten Olsens kontrakt på trods af de ringe resultater. Holdets fremmeste profil, Nicklas Bendtner, render gang på gang rundt og ter sig i spirituskørsel og ballade, så man næsten burde foreslå en sort boks installeret på ham for at rekonstruere de mange balstyriske drukture og optøjer, men han er stadig på holdet. Det har ingen eller få konsekvenser.
I den politiske sfære læser vi fra venstre til højre om den ene skandale efter den anden, men vi vælger alligevel de samme politikere næste gang. Vi kan også læse om, hvordan utallige milliarder bliver smidt ud ad vinduet på eksempelvis indkøb af tog, der viser sig ikke at kunne køre, men der er sjældent rigtigt nogen, der kommer til at stå til ansvar herfor.
I vores undervisningssystem forlyder det nu, at folk helt op på akademisk niveau ikke rigtigt kan læse og stave, men eksempelvis RUCs rektor udtaler, at det gør skam ikke noget. Når sladderpressen eller blot pressen ødelægger andre menneskers liv ved at fremføre løgnehistorier, bliver de i de værste tilfælde bedt om at bringe et lille dementi, og i enkelte tilfælde kan der blive udbetalt en efter international standard særskilt lille økonomisk erstatning til ofrene, for det gør ikke rigtigt noget.
Alle ovenstående eksempler er naturligvis i sig selv foruroligende, men de bevirker endvidere, at handling som fænomen i vores kultur mister sin værdi, og den afgjort altoverskyggende indvirkning herpå er den, at hovedparten af vores handlingers frugter deponeres af staten.
Derved er det indlysende, at vores handlinger og i dette tilfælde arbejde kommer i ringere kurs, og således gør derved også maskuliniteten, for det gør jo ikke noget, men netop det at gøre noget vil alle dage være definitionen af en mand.
