Hver fredag morgen udkommer Morgenposten med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. Vi bringer herunder introklummen til denne uges Morgenpost. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.
Det blæser en pelikan, og det kan være svært at forestille sig, at vi om få måneder hopper i havnen, når vi får det for varmt – eller bare fordi vi kan. Rensningen af havnen i København og de mange badespots er for mig det tydeligste symbol på en by med mod og visioner, og en lokalbefolkning, der vil lege med.
Jeg elsker at bo i en by, hvor der aldrig er mere end 10 minutter til næste dukkert. Jeg holder både af de travle spots, hvor der bliver flexet sololie og saltomortaler, og de mere hemmelige steder, hvor man er den eneste i verden i vandet. Jeg har badet overalt. I jagten på de ikke så crowdede steder blev min hustru og jeg sidste år dirigeret væk fra militæranlægget Nyholm af en dog meget venlig officer, fordi vi havde sneget os til en dukkert derinde på en cykeltur. Fair nok.
Byen sprudler om sommeren, fordi den bliver komplet overtaget af dens beboere. Og derfor undrer det mig, når By og Havn nu rasler med bødeblokken og vil lade politiet give bøder til folk, der bader på egen hånd i ikke-dedikerede badezoner.
Jeg undrer mig af flere årsager: Dels fordi det strider imod min idé om frihed, at man vil gøre noget så fantastisk som fribadning til noget ulovligt. Lad os nu lege!
Dels fordi vi er nødt til at vogte om idealet om, at folk i sig selv er fornuftige og ikke behøver flere regler for at navigere deres hverdag. Særligt efter et år, hvor man dagligt har været nødsaget til at opdatere sig selv og sine nærmeste om restriktioner, forbud og indskrænkelser.
Og måske allervigtigst: Fordi byen skal udvikle sig på borgernes præmisser, ikke på kontornussernes. Det har den succesfuldt gjort indtil nu – bestemt også takket være By og Havn – og det skal vi selvfølgelig fortsat insistere på.
Vi ses i vandet.