Hun har ligget der siden 1755. Og for mig har hun altid ligget der som et forjættet land, et hemmeligt, mystisk, mytisk, magisk, sted, så uopnåeligt og eksklusivt, at jeg end ikke kunne forestille mig at gå derind.
Jeg er selvfølgelig gået forbi hundredvis af gange, men har altid kun kastet lange blikke på vinduerne. Som Den lille pige med svovlstikkerne på de riges bord, som en teenagedreng på Emily Ratajkowski, som Nicklas Bendtner på fast spilletid.
Hotel d’Angleterre, fra gammel tid kaldet Den Hvide Dame, var off-limits, out of my league, uden for min rækkevidde. Ingen i min familie har nogensinde været inde på Hotel d’Angleterre. Jeg har spist på de største hoteller; Imperial i Tokyo, Waldorf Astoria i New York, Raffles i Singapore, Peninsula i Hong Kong, og jeg har boet på Crillon i Paris og Adlon i Berlin. Men d’Angleterre i min egen by var alt for fint. Jeg har altid haft en ærefrygt for stedet. Jeg har bogstavelig talt ikke turdet drømme om at gå ind på d’Anglen, aldrig nogensinde, ikke engang tænkt tanken. Udelukket.
For nylig fik jeg uventet chancen for at overnatte i katedralen.
I årevis lå hun forsømt og slidt hen. Køn var hun ikke længere. Slidt og brugt indeni og udenpå. Ikke sit navn, sin arv og sin dominerende plads og position i Københavns bybillede værdig. Hun blev hun ellers nok lige totalrenoveret. For to år siden stod Damen klar i al sin nye, klassiske grandeur og regnes i dag for at være et af verdens fineste hoteller, Den Hvide Dame.
Hun er notorisk Scandinavia’s finest, og hun er med på den eksklusive liste Leading Hotels of the World. Verdens måske mest anerkendte og indflydelsesrige rejsemedie Condé Nast Traveler har netop sat d’Angleterre på deres Gold List 2016 over de absolut bedste hoteller i verden.
Jeg har overnattet på de fleste multistjernede hoteller i København, Hilton i lufthavnen og Marriott på Havneholmen og alle de andre i den liga med respekt for sig selv, hvor nogle af dem fra Hollywood og Champions League bor, når de er i byen. Disse kædehoteller er da pæne og nydelige og meget rene, men hvor er de også glatte og klinisk corporate og sjælløse alle sammen. Dét er en meget generel og kedelig tendens i verden i det 21.århundrede, ikke sandt. Ensretningen, harmoniseringen, kæderne, der gør alle steder og produkter og ikke mindst mennesker lige ensrettede og ligegyldige.
En anden tendens er alle de, der prøver at skille sig ud, og prøver lidt for hårdt, som nu - bare for eksempel - de nye design- og boutique-hoteller. De er meget sjove, men også meget villede. Trying too hard. Det skal med djævelens vold og magt være urban chic-rustik boutique med duftlys og sprælsk kunst og mærkelige puder i frække farver og en umotiveret kaffesæk/tandemcykel i det ene hjørne og individuelt ad helvede til.
Hotel d’Angleterre er et rigtigt hotel. Et klassisk grand hotel. Det er også en københavnsk institution. Det var her, Thorvaldsens hjemkomst blev fejret i 1838, da vores dengang største verdensstjerne vendte hjem efter mere end 40 år i Rom, det var her Roald Amundsens hjemkomst efter polarfærden blev fejret - med hovedpersonerne selv, naturligvis.
Her har konger og dronninger, den russiske zarfamilie, ja, såmænd topnazister, de største statsmænd og de mest glamourøse filmstjerner i historien boet og festet. Her bor de endnu, de glamourøse. Der bor næsten altid én stjerne på hotellet – der har diskretion som varemærke, men Nicklas Bendtner hænger ud i lobbyen med kæresten den eftermiddag, hvor jeg er der. Man kan ikke undgå at få øje på Lord Bendtner, selv om han har en grøn- og hvidstribet hue trukket ned i panden..
Hotel d’Angleterre er stedet, der får Kongens Nytorv til at ligne en plads i en metropol. Kongens Nytorv er, eller var (for i øjeblikket er den absolut ikke), Københavns mest elegante plads, byens eneste rigtige storbyplads, og det er i høj grad Hotel d’Angleterres fortjeneste. Uden Den Hvide Dame ville Kongens Nytorv og København være meget fattigere på elegance, skønhed, mystik, mytologi og grandeur.
Hvis man dog skal finde noget kritisk at sige om d’Angleterre, er det udsigten fra værelset. Det er ikke hotellets skyld, men det permanente ombygningsrod på Kongens Nytorv er bare grimt og åbenbart nødvendigt. Indtil Metroen er helt færdig i 2019, må den smukke plads ligge og ligne et østeuropæisk wasteland.
LÆS OGSÅ: ”Det er først nu, jeg kan se, at dumme rektor nok gjorde mig en tjeneste, da han sparkede mig videre”
Som den ældre adelsdame, hun er, lader D’Angleterre sig dog ikke anfægte af noget, hun har en aristokratisk ro, bevarer facaden, og det hele starter og slutter netop med hotellets storslåede, hvide grand palace-facade, genskabt og smukkere end velsagtens (jeg levede – desværre - ikke i 1800-tallet) nogensinde efter totalrenoveringen. Man har restaureret det originale interiør, Nationalmuseet har været tilkaldt, for vi taler om uerstattelig kulturarv, og man har genbrugt de originale lysekroner, stuklofter og møbler. Den dominerende vægfarve på hotellet er den elegante, såkaldte Dior-grå, som bidrager beroligende til atmosfæren.
![]()
Lysekrone i den Royale Suite. Foto: Hotel d’Angleterre
Indenfor er Den Hvide Dame luksuriøs på den klassiske, underspillede, fede måde. Her hersker en dyb ro. Som det allerede fremgår, vil jeg overhovedet ikke gøre noget forsøg på at skjule, at jeg er helt syg med Den Hvide Dame.
Jeg havde trods alt betragtet hende på længselsfuld afstand siden 1970erne. Da jeg vågnede efter en perfekt, dyb nattesøvn i hendes favn og kiggede fra sengen (man kan ikke se Metro-ombygningsrodet fra den vinkel) ud over tagene og over på Trikoloren, der vajer over Den Franske Ambassade på den modsatte side af Kgs. Nytorv, troede jeg, jeg sværger, at jeg befandt mig på et af de klassiske luksushoteller i Paris. Så kiggede jeg til højre, over på Det Kgl. Teater og så Ludvig Holberg sidde, urokkelig som altid, støbt i bronze, irret med tiden. Jeg var Ludvig Holbergs Jeppe på bjerget, Jeppe, der vågner i baronens seng:
”Ej! hvad er dog dette? Hvad er dette for en Herlighed, og hvordan er jeg kommen dertil? Drømmer jeg, eller er jeg vaagen? Ney, jeg er gandske vaagen. Hvor er min Kone, hvor er mine Børn, hvor er mit Huus, og hvor er Jeppe? Alting er jo forandret, jeg selv med. Ej! hvad er dog dette? hvad er dog dette? (…)Men er det en Drøm, saa gid jeg aldrig maatte vaagne op, og er jeg gall, saa giv jeg aldrig maatte blive viis igien; thi jeg vilde stevne den Doctor, der curerede mig, og forbande den, der vækkede mig.”
Og hey, København, undskyld, jeg mener CPH (er det ikke det, du helst vil kaldes?), du er cool nok. Yes, du er. Vi ER fede. Gastroavantgarde og grønne bycykler og Broen 1-3 og det, de ellers plejer at skrive på de toneangivende udenlandske newyorkerblogs. Men det er også rart at komme væk, og det er virkelig rart, at det hele ikke er boutique, bycykler og boghvedegrød på en radikalt ny måde. Det er befriende, det er berigende, og det er storslået med de klassiske, uundværlige, originale, autentiske institutioner som Hotel d’Angleterre og Conditori La Glace.
LÆS OGSÅ: "Nu er det nok, små danskere"
Hotel d’Angleterre ER København. Og samtidig er den noget større end København. Den er en ambassade for noget, der, ja, undskyld, København (eller vil du egentlig helst kaldes CPH?), er hævet over København, hævet over både det ensrettede og det søgte, det cool, det ”skæve”, det boutiquede og det hippe og det selvfede, det nymodens København.
D’Angleterre er en kvinde, der hviler i sig selv. Det har hun gjort siden 1755, og det bliver hun heldigvis ved med. Hun soignerer sig og fornyer sig og holder sig i smukkeste form, men hun lefler ikke for noget eller nogen, hun har ikke behov for anerkendelse eller at prøve grænser af og finde på noget cool for coolnessens skyld. Hun ér.
Da jeg checkede ud af hende, dét lød vulgært, pardon: da jeg checkede ud af Hotel d’Angleterre efter ét døgn, havde jeg det, som om jeg havde været langt væk i lang tid, i en ubestemmelig, men klassisk metropol, en film, en fri fantasi. Jeg var rejst ind i en anden verden af gammeldags ro, elegance, tykke badekåber, bløde dyner, tunge møbler og gennemført kvalitet, fra morgenmadens otte forskellige friskpressede juicevarianter til den dér fanatiske service og underspillede luksus, man kun oplever de mest klassiske, de allermest femstjernede steder.
Det var en rejse i tid. Der var New York Times i den knitrende papirudgave mellem hænderne, der var antikt guldur over den åbne ild i pejsen nede i opholdsstuen, der var tykke gulvtæpper, der var Louis XVI-salen, der var 300 m2 trægulv i Versailles-mønster i Palmehaven, der var lysekronerne. Der var også spa, swimmingpool, panorama, champagnebar, hvis det skulle være, og så var der var personale, som på forunderlig vis var elskværdigt og personligt og diskret på samme tid og tiltalte mig med hr. og mit efternavn, så jeg blev helt flov.
Hotel d’Angleterre er fra 1755. Det er med hoteller og mennesker, som det er med fodboldklubber, der får nouveau riche-oliesheiker som ejere, og som det er med gullaschbaroner og Jeppe K og alle andre ting her i livet. Man kan købe meget for penge, måske endda noget, der til forveksling ligner kærlighed.
Men man kan ikke købe tradition, og man kan ikke købe klasse. Enten har man det, eller også har man det ikke.
Hotel d’Angleterre har det.
LÆS OGSÅ: Onkel Henning til Emil Stabil-koncert: "Det var kollektiv eufori"
LÆS OGSÅ: X Factor er Hernings åndelige hjem
LÆS OGSÅ: Én fodboldspiller du skal se før du dør
Lysekrone i den Royale Suite. Foto: Hotel d’Angleterre
