Glem moderne dansk gastronomi og New Nørdisk. Glem The Killing og Borgen. Glem arkitektur, der bruger lys og rum på en helt ny og unik, dansk måde.
Annonse
Husk Ole Qvist, Ivan Nielsen, Søren Busk, Morten Olsen, Henrik Andersen, John Sivebæk, Jens Jørn Bertelsen, Søren Lerby, Frank Arnesen, Jan Mølby, John Lauridsen, Michael Laudrup, Jesper Olsen, Kenneth Brylle, Klaus Berggreen, Per Frimann, Preben Elkjær, Allan Simonsen, Sepp Piontek.
For de vil blive stående. Længe efter Noma er blevet til en kineserrestaurant, Sofie Gråbøls islandske sweater er blevet ædt af møl, og Bjarke Ingels’ bygninger er styrtet i grus.
Det er Diego Maradona, der har sagt om det danske firserlandshold, at det var et højhastighedstog. Maradona vandt VM med Argentina i 1986. Det kunne lige så godt have været Danmark. Det burde have været Danmark. Vi kunne have vundet det pis. Men danskerne var de smukke eventyrere, der døde med støvlerne på og ild på alle kanonerne.
Intet er mere universelt og instant sympatiskabende end fodbold. Der findes ingen nemmere måde at vinde folks hjerter på ude i verden end ved at dit land spiller underholdende fodbold. Det var lige præcis, hvad Danmark gjorde i nogle mirakuløse år i midten af 1980erne Firserholdet vandt aldrig medaljer. Men verden husker dem. Og dig. Fordi du er fra samme land som dem.
Da et af verdens mest anerkendte fodboldmedier, det engelske magasin World Soccer, i 2008 bad et ekspertpanel om at vælge de bedste hold i fodboldhistorien, valgte de Danmark 1983-86 som nr. 16. Ingen hold fra Argentina, Spanien, Tyskland, Liverpool eller Manchester United var placeret over Sepp Pionteks heroiske bjergbestigere.
Historierne går i arv. Min far fortalte mig om de magiske magyarer, ungarerne med Puskas i 1950erne, der spillede som engle og dominerede totalt, men aldrig blev verdensmestre. Din far har måske fortalt dig om Holland i 1970erne, hvor Cruyff og hans orange væbnere lagde verden for sine fødder med totalfodbold og ”kun” fik to gange VM-sølv ud af det. Men de er stadig husket, henholdsvis 70 og 40 år efter.
Annonse
I 2007-08 skyllede en bølge af bøger, film og tv-udsendelser ind over os med en nostalgisk hyldest til 80er-holdet. Det var lige på grænsen til at være for meget af det gode, og kvaliteten var svingende. Én bog var det definitive monument: Weekendavisens Joakim Jakobsens mageløse Tynd Luft. Den bedste bog om sport, der nogensinde er skrevet på dansk.
I udlandet har de ikke hørt historien bag det landshold, som hele verden vitterligt, som Morten Olsen ville have sagt, elskede. For det gjorde udlandet vitterligt i midten af 1980erne. De elskede os vitterligt derude. Ofte mere end de elskede deres eget landshold. Vi var hele verdens darlings under VM i Mexico 1986. Én af de mange millioner af ikke-danskere, der forelskede sig i Danmarks dynamitlandshold, var en 11-årig engelsk dreng ved navn Mike.
Foto: Getty Images
Mike var for lille til at måtte blive oppe og se Elkjær, Laudrup, Arnesen, Lerby og Olsen-Olsen spille en blanding af ballet og Blitzkrieg, når kampene fra Mexico blev vist i engelsk tv. Men han optog dem på familiens VHS hjemme i Manchester og så dem igen og igen. Det skrev han en blog om 20 år senere, da han var blevet journalisten Michael Gibbons. Den blog læste Joakim Jakobsen tilfældigvis, og han indledte sit mesterværk Tynd Luft med historien om lille Mike og VHS-optageren. Jakobsen havde aldrig mødt Michael Gibbons, og det har han stadig ikke.
Men Mike bor i Oxford og er kollega til en Englands bedste sportsskribenter, Rob Smyth. Rob Smyth kendte den danskfødte journalist Lars Eriksen gennem deres fælles arbejdsplads The Guardian, og i 2009 skrev Rob Smyth og Lars Eriksen et 13 A4-sider langt, formidabelt essay om det danske firserlandshold, der blev publiceret på The Guardians hjemmeside og fik mange læsere og reaktioner.
Så mange at de tre skribenter mente, at der var grund til at skrive en bog om det danske firserlandshold til et internationalt publikum. Tre år senere begyndte Mike, drengen fra Tynd Luft, sammen med vennerne Rob Smyth og Lars Eriksen at arbejde på en bog, der skulle hedde Danish Dynamite – The Story of Football’s Greatest Cult Team.
Det er første gang, historien om et af fodboldhistoriens mest velspillende, underholdende og karismatiske mandskaber, bliver fortalt på engelsk. Alene af den grund er Danish Dynamite en smuk og beundringsværdig bedrift, men forfatterne har oven i dette ydet en Klaus Berggreen-agtig fighterpræstation blandet med Laudrups elegance, Arnesens humor, Lerbys blottede skinneben og Elkjærs fandenivoldskhed. Læg dertil den virtuose, underspillede elegance og ironi, som kun findes på engelsk, og Danmarks suverænt bedste landshold nogensinde har fået sig et internationalt monument, som er så levende, især fordi det er set udefra garneret med insideren Lars Eriksens ben på hver side af Nordsøen.
Annonse
Selv om man har hørt om firserholdet før, er det her noget nyt og forfriskende. Det er historien om dansk fodbolds guldalderdrenge med deres blanding af hyggelig tilbagelænethed og uhørt, udansk ambition, et overflødighedshorn af talentmasse, som støvsugede Europa for pokaler og titler som nøglespillere på deres respektive klubhold - det er mytologi og folklore og ubetalelige anekdoter, men det hele er sandt, og fremstillingen af begivenhederne og baggrunden er besnærende, elegant og fængslende, vævet sammen til en saga om frygtløs heltedåd og ultimativ undergang, som den er.
Danish Dynamite-forfatterne har besøgt og interviewet en stor del af spillerne, Sepp Piontek og en række andre navne fra tiden lige op til gennembruddet, og føjer nye kapitler til eventyret om de vildeste vindere og smukkeste tabere, højeksplosive fra 1-0-triumfen på Wembley 21. september 1983 og lige indtil højhastighedstoget crashede monumentalt i katastrofen mod Spanien den 19. juni 1986. Nu er det bogført for hele verden. Det hævdes ofte, at ingen husker dem, der ikke vandt guld. Men det er ikke sandt. Fodboldhistorien husker Ungarns fænomenale landshold, der tabte VM-finalen i 1954. Verden husker Hollands revolutionshelte og VM-finaletabere i 1974 og 1978. Smyth, Gibbons og Eriksens bog er et smukt bidrag til, at Danmark 1981-86 bliver behørigt husket af historien. For som Diego Maradona siger:
