Clubhouse er let at hade. Det kan virke komplet tåbeligt, at vi skal installere endnu et socialt medie til et stjæle vores tid, data og privatliv. Samtidig er Clubhouse indtil videre en elitær omgang, hvor man kun kan oprette en bruger med en privat invitation i hånden. Og så kan Clubhouse stort set ingenting.
Det sociale medies officielle claim to fame er, at det er: ”en ny type stemmebaseret socialt medie, hvor folk fra hele verden mødes for at snakke, lytte og lære fra hinanden i realtid”. Med andre ord: Ingen billeder, ingen videoer, ingen tekst. Bare snak, snak og atter snak i enten offentlige eller private rum, hvor man kan afholde talks om alt mellem himmel og jord og selv kan bestemme, hvem der får lov at komme til orde. Idéen er kort sagt, at man opretter offentlige eller private rum, som henholdsvis alle eller udvalgte Clubhouse-brugere kan hoppe ind og ud af forgodtbefindende. Er du solgt? Nej, det forstår jeg godt.
Clubhouse har sideløbende med sit indtog på det danske marked været udsat for hån og spot på, ja, andre sociale medier, og jeg aktiverede da også min konto i tirsdags med en forventning om, at jeg i dag skulle skrive en høhø-klumme om, hvor latterlig vores junkie-jagt på det næste sociale medie er. Men nu kommer den skinbarlige sandhed: Clubhouse har gjort mit liv en anelse bedre.
Da jeg først fik foden indenfor (flere uger senere, end mit skrøbelige ego kan bære), brugte jeg straks mine to invitationer på at hive to venner med på Clubhouse. Mest i spøg. Kort tid efter sad vi seks gamle og tætte venner og sludrede på Clubhouse om, hvor latterlig Clubhouse var. Men pludselig blev det vanedannende.
Stod jeg eksempelvis og lavede frokost, oprettede jeg et privat rum i Clubhouse. Tilsvarende, hvis jeg var på farten, vaskede tøj eller så fodbold. De af mine venner, der havde tid til at sludre, kunne hoppe ind og være med. Og så talte vi ikke kun om dette idiotiske påfund af et socialt medie. Nu talte vi om kærlighedskvaler, rejseplaner og bare løst og fast. Alle de ting, vi ellers kun får talt om, når vi trodser hjemmekarantænen og lister os ud i den virkelige verden.
Onde tunger vil sige, at telefonen er opfundet for længst for at imødekomme dette behov. Men hvis sandheden skal frem, har mine og mine venners sociale medievaner indrettet sig i retning af at blive mere og mere omfattende, men også mere og mere kortfattet og overfladisk. Der er aldrig rigtig nogen, der griber knoglen til andet end meget specifikke formål. Alt foregår i korte tekstbeskeder. Men de seneste fire døgn har hundredevis af mere eller mindre indholdsløse Messenger-beskeder været erstattet af timers god, gammeldags samtale.
Mens jeg skriver dette, er selskabet bag Clubhouse formentlig i gang med at sælge mine private samtaler til den kinesiske regering. Måske har vi endnu en gang fundet en lejlighed til at blive frarøvet vores private data. Måske er mediet en dille, der snart ryger i SoMe-himlen med Google+, Beme og Vine. Alligevel vil jeg i al stilfærdighed konstatere, at jeg har nydt mine første fire døgn på Clubhouse.
