Skriv dig op til Euroman Weekend her.
Da jeg forleden genså filmen ’Somewhere’ (2010), skrevet og instrueret af Sofia Coppola, blev jeg mindet om, hvorfor det er en af mine yndlingsfilm. I ’Somewhere’ møder vi filmstjernen Johnny, som er fast beboer på det legendariske Hollywood-hotel Chateau Marmont. Han bader sig i blitzlys, og dagene går med optagelser, prisoverrækkelser og interview med næsegrus beundrende journalister. Men det meste af tiden tilbringer Johnny alene på sit hotelværelse, i baren eller ved poolen og i selskab med hotellets kvindelige beboere, som byder sig til med et indforstået blik. Mere behøves ikke for at indlede seksuelt samkvem mellem en filmstjerne og en fotomodel og med en fælles forståelse af, at det aldrig bliver til andet og mere end det.
I en film uden ret mange replikker skildrer Sofia Coppola på mesterlig vis den menneskelige isolering og ensomhed, der ligger som berømmelsens faste følgesvend. Med New York Times’ anmelder A.O. Scotts ord befinder Johnny sig i en tilstand, hvor hans begær lader sig tilfredsstille så hurtigt og ubesværet, at det knap nok tæller som begær, eftersom der hverken er nogen længsel eller anstrengelse forbundet med det.
Jeg kom til at tænke på ’Somewhere’, da jeg forleden læste Martin Kongstads biografi ’Casper’ om komikeren, filmmanden, entreprenøren og den nyslåede veganer Casper Christensen. Biografien giver et interessant indblik i berømmelsens anatomi. Selvom celebrity-kredsløbet i Danmark blegner sammenlignet med amerikanske forhold, så er der ingen tvivl om, at Casper Christensen har oplevet berømmelse i sin mest ekstreme form.
Intet menneske, der oplever den form for offentlig interesse, som Casper Christensen er blevet mødt med, siden han var 21, forbliver det samme menneske, som før kameraerne tændte. Som offentligt kendt person går du ind på en restaurant og antager automatisk, at alle gæsterne lægger mærke til dig og hvisker om dig hen over de hvide stofduge. ”I begyndelsen forstår du ikke berømmelsens natur, du tænker bare: ’Gud, hvor er det fedt, at alle folk er glade for mig, for jeg er også federe end de andre, og jeg skal også bare have’. Men når du begynder at reflektere over det, så bliver det en lidt ensom verden at være i. For du ved, at folk omkring dig aldrig agerer 100 procent, som de ville gøre over for et andet menneske,” sagde Casper Christensen i Euromans februarudgave.
I biografien ’Casper’ fortæller Casper Christensen ærligt om sine mange sidespring, om stoffer og om fester, der ikke kunne blive vilde nok, men også om den kynisme, som kan indfinde sig i en berømt persons menneskesyn. Biografien er en påmindelse om, at drømmen om at ankomme til et rum fuld af mennesker, som straks ved, hvem du er, måske nok er noget, vi andre kan fantasere om i et svagt øjeblik.
Men ekstrem berømmelse er ikke gratis. Nogle gange betaler du en pris. Andre gange betaler andre – de mennesker, der er tættest på dig – prisen.
God weekend.
