Euroman Weekend: "Ekstrem berømmelse er ikke gratis"

Skriv dig op til Euroman Weekend her.

Da jeg forleden genså filmen ’Somewhere’ (2010), skrevet og instrueret af Sofia Coppola, blev jeg mindet om, hvorfor det er en af mine yndlingsfilm. I ’Somewhere’ møder vi filmstjernen Johnny, som er fast beboer på det legendariske Hollywood-hotel Chateau Marmont. Han bader sig i blitzlys, og dagene går med optagelser, prisoverrækkelser og interview med næsegrus beundrende journalister. Men det meste af tiden tilbringer Johnny alene på sit hotelværelse, i baren eller ved poolen og i selskab med hotellets kvindelige beboere, som byder sig til med et indforstået blik. Mere behøves ikke for at indlede seksuelt samkvem mellem en filmstjerne og en fotomodel og med en fælles forståelse af, at det aldrig bliver til andet og mere end det.

I en film uden ret mange replikker skildrer Sofia Coppola på mesterlig vis den menneskelige isolering og ensomhed, der ligger som berømmelsens faste følgesvend. Med New York Times’ anmelder A.O. Scotts ord befinder Johnny sig i en tilstand, hvor hans begær lader sig tilfredsstille så hurtigt og ubesværet, at det knap nok tæller som begær, eftersom der hverken er nogen længsel eller anstrengelse forbundet med det.

Jeg kom til at tænke på ’Somewhere’, da jeg forleden læste Martin Kongstads biografi ’Casper’ om komikeren, filmmanden, entreprenøren og den nyslåede veganer Casper Christensen. Biografien giver et interessant indblik i berømmelsens anatomi. Selvom celebrity-kredsløbet i Danmark blegner sammenlignet med amerikanske forhold, så er der ingen tvivl om, at Casper Christensen har oplevet berømmelse i sin mest ekstreme form.