Skriv dig op til Euroman Weekend her.
Efter en lang og flot sæson havde Brentford tirsdag aften muligheden for at spille sig i Premier League for første gang i klubbens historie i play off-finalen, The Championship. Finalen bliver også kaldt verdens dyreste fodboldkamp, da klubberne spiller om 1,4 milliarder kroner. Under normale omstændigheder ville det ikke være nogen stor nyhed i Danmark. Men når træneren hedder Thomas Frank, og en hel række spillere også har rødbedefarvede pas, er sagen en anden.
TV3 Sport dedikerede en sendeflade på over 10 timer til kampen, og optakten mindede mere om fan-tv end en seriøs dækning af en fodboldkamp. Ekstra Bladet rullede den gule breaking-bjælke ud og liveopdaterede på en kamp, de ikke havde dækket med andet end en notits, hvis ikke det havde været for den danske vinkel.
Men alt imens det halve af Fodbolddanmark havde travlt med at tømme Brentfords webshop for trøjer med Dalsgaard, Nørgaard og Marcondes på ryggen, endte ’danskerklubben’ med at tabe 1-2 til naboklubben Fulham efter forlænget spilletid: Farvel til drømmen om Premier League og de mange penge, der følger med oprykningen til den bedste engelske række.
Lad mig slå én ting fast: Jeg er glad for, at Brentford ikke rykkede op sammen med traditionsklubberne Leeds og West Bromwich. Klubbens vej mod Premier League har nemlig udstillet den lilleput-mentalitet, der præger vores kære befolkning: Et engelsk hold var ved at rykke op i den bedste engelske række, og vi hopper straks i den rød-hvide nationaldragt, mens vi kipper med klaphatten.
Der er intet galt med at heppe med på danske sportsstjerner, der klarer sig godt i udlandet, men måske er det tid til, at vi lige trækker luft ind og falder ned, inden vi kollektivt overgiver os til en lille klub fra det vestlige London. For ønsker vi virkelig at være tvangsindlagt weekend ind og weekend ud til kampe som Burnley-Brentford? Jeg vil i hvert fald hellere se de bedste hold og de bedste spillere udfolde sig.
God weekend.
