Euroman Weekend: “Jeg lider af det, man i folkemunde kalder ’digital paranoia’"
Netflix-dokumentaren ’The Social Dilemma’ giver os en påmindelse om, at vi alle er blevet en del af et uhyggeligt system, som vi ikke har kontrol over, skriver journalist Nina Buth Olsen i Euroman Weekend, dit faste nyhedsbrev med ugens bedste artikler og redaktionens anbefalinger til en god weekend. Få det gratis hver fredag.
Joaquin Phoenix i filmen 'Signs'.
Skriv dig op til Euroman Weekend her.
Forleden så jeg dokumentarfilmen ’The Social Dilemma’ på Netflix, som handler om alt det, der er galt med tech-industrien og deres overvågning af personlige data. Lige siden har jeg tænkt meget på, hvordan, hvornår og hvorfor jeg scroller og agerer på mine sociale medier.
Vi er en del af et skræmmende, digitalt system, som man som menig mand eller kvinde nærmest ikke kan få overblik over og indblik i. Tech-industrien har alverdens data om os, og deres avancerede designstrategier styrer vores ubevidste adfærd online. Og det, synes jeg, er uhyggeligt.
Men disse tanker er ikke nye for mig. Jeg lider nemlig af det, man i folkemunde kalder ’digital paranoia’.
I min vennekreds er jeg kendt som hende, der frabeder sig at få lagt private billeder på sociale medier, og min puls stiger, når nogen har en Alexa eller Google Assistent stående derhjemme. Min kalender er en læderombundet papirudgave fra Moleskine, for jeg kunne ikke drømme om at lagre mine private aftaler digitalt.
Jeg bryder mig simpelthen ikke om tanken om, at andre ved, hvad jeg skal og laver, uden at jeg selv har fortalt det. Jeg vil gerne selv styre, hvem der skal vide hvad om mig.
Det er ikke fordi, jeg har noget at skjule. Tværtimod. Jeg nok er den af mine venner, der lever det mest lovlydige liv: Jeg streamer aldrig noget ulovligt, jeg gør mig ekstra umage med skatteregnskabet, og jeg går aldrig over for rødt, selvom der ingen biler er i sigte – til min kærestes store frustration.
Og ja. Jeg har en iPhone, en Facebook-profil og en Gmail, så selvfølgelig kan ondsindede typer hacke sig til alle de informationer om mig, som de vil. Jeg er ikke naiv. Men jeg synes, at det er ubehageligt at tænke på.
Og det eneste, jeg umiddelbart kan gøre, er at fravælge det, når jeg får muligheden. Og derfor er Siri slået fra og mit computerkamera dækket af med et stykke af en gul post-it.
Jeg håber, at der snart er nogen – enten politikere eller tech-virksomhederne selv – der tager ansvar og befrier os fra det digitale fængsel, som kun bliver mere lukket og dystert hver eneste dag.
Indtil da beholder jeg min papirkalender i tasken og sølvpapirshatten på hovedet.
